Socialistisk Arbejderavis
Nr. 249 – 24. november 2005 – side 9
Økonomi for Antikapitalister
I pose og sæk
Jakob Nerup
Dansk erhvervsliv sværger officielt til det frie marked, hvor udbud og efterspørgsel bestemmer såvel profitter som lønninger. Ideelt set betyder et højt udbud af arbejdskraft og en lav efterspørgsel på den, faldende lønninger. Og modsat at mangel på arbejdskraft og stor efterspørgsel på den, stigende lønninger. I hvert fald så længe det gavner profitten og sænker lønnen. I dagens Danmark er den officielle arbejdsløshed faretruende lav og der er risiko for flaskehalse, siger økonomer fra bankerne og regeringen. Det farlige består i, at arbejderne kan presse lønnen i vejret i brancher med flaskehalse, som fx indenfor byggeriet. Og så skal det frie marked ikke længere være så frit.
Derfor skal de arbejdsløse presses yderligere. Ikke med tilbud om arbejde, men med trussel om fattigdom, hvis de ikke tager det dårligste arbejde. Og kan de ikke finde noget, så skal de trækkes i understøttelse og kontanthjælp. I særlig grad skal indvandrere straffes, så de presses ud i at blive løntrykkere, til sort illegalt arbejde og arbejde uden mulighed for at klage. Og der er 800.000 udenfor arbejdsmarkedet, men dem har der hidtil ikke været plads til.
For beskæftigelsesminister Klaus Hjort Frederiksen handler det ikke om hensynet til de arbejdsløse, men om at give direktørerne den arbejdskraft de har brug for og hjælpe dem til at holde lønnen nede. For samtidig med at der er mangel på arbejdskraft, så afskaffer de skolepraktikken og lægger loft på uddannelsen af pædagoger, skolelærere og sygeplejersker. Snakken om det frie marked, når det gælder salget af vores arbejdskraft, er kun gældende den ene vej. Således vil regeringen give dem mere i sækken, selv om de allerede har fyldt posen.
101,531 milliarder kroner var netto overskuddet hos Danmarks 1000 største virksomheder i 2004. En vækst på 35,080 milliarder på bare et år. Deres formue beløber sig til 735,781 milliarder viser tal fra Berlingske Nyhedsmagasin. 3.223,700 er det beløb som rige mennesker, virksomheder, pensionskasser og banker ejer i obligationer og aktier. Det er en stigning på 550 milliarder på et år, alene i september steg tallet med 74 milliarder kroner ifølge Nationalbankens seneste værdipapirstatistik. Disse tal er absurde for os andre med en indkomst på 150-300.000 om året, men de illustrerer tendensen til at de riges grådighed ingen grænser kender, udover den vi fastsætter. Når de fører kampagne for flere skattelettelser til de højestlønnede (dem som tjener over 400.000 om året), så skal det angiveligt holde på de kloge hoveder. Men hvorfor giver de ikke bare noget mere i løn, hvis de har så mange penge? Hvor sætter de ikke bare mindstelønningerne op, så de arbejdsløse får et positivt incitament til at tage jobs? Svaret er desværre deprimerende enkelt. Hele deres magt som arbejdsgivere og deres systematiske grådighed ville blive undergravet, og de ville sætte sig ud over kapitalismens indbyggede lovmæssighed nummer 1, at profit kræver mere profit og penge skal avle flere penge, uanset midlerne. Sådan har de gjort i 150 år, og de stopper ikke, før vi siger stop.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed