Socialistisk Arbejderavis
Nr. 250 – 12. januar 2006 – side 9
Økonomi for Antikapitalister
Flexicurity er klassesamarbejde
Jakob Nerup
Regeringens ministre med Anders Fogh i spidsen går rundt på EU-møderne og blærer sig med den danske økonomi, hvor der ikke er lav inflation, ingen problemer med betalingsbalancen, men faldende ledighed og vækst langt over EU’s gennemsnit.
Den nye trendy forklaring på den danske succes hedder ”flexicurity”, og regeringen har just udgivet en diger rapport om begrebet. Flexicurity, som er en engelsk sammentrækning af fleksibilitet og sikkerhed, karakteriseres af den danske arbejdsstyrke er nem at fyre, og den mere end en halv million danskere, som hvert år rammes af arbejdsløshed, har et økonomisk sikkerhedsnet for arbejdsløse. Basis for denne model er en slags kontrakt mellem stat, arbejdsgivere og lønmodtagere.
Rapporten daterer ganske rigtigt dette samarbejde tilbage til septemberforliget i 1899, hvor fagforeningerne og arbejdsgiverne indgik den historiske hovedaftale efter en hård og langvarig arbejdskamp. Arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes organisationer, mod at arbejderne indgik en permanent fredsaftale, så der ikke kunne strejkes uden for overenskomstfornyelsen. Folketinget accepterede aftalen, som siden har fungeret som arbejdsgivernes sværd over strejkende arbejderes hoved. Man kan kalde det en institutionalisering af klassesamarbejdet, som nærer to slanger ved sit bryst. Det ene er, at arbejderklassen permanent giver afkald på sit vigtigste kampvåben, nemlig strejken, og dermed svækker sig selv i den daglige kamp. Det andet er, at fagbevægelsens bureaukrater får meget magt og reproducerer deres egne interesser som fagbevægelsens. De er nemlig de eneste, som kan forhandle og lave aftaler, når man ikke kan slås, og det bygges fagbevægelsen op om. Så klassesamarbejde er et meget bedre ord for modellen.
Fagbevægelsen har aldrig ønsket de korte varsler for opsigelse eller den dårlige beskyttelse af de ansatte. Det er arbejdsgivernes værk, og naturligvis har det været et kampområde i masser af år. Og arbejdsløshedsunderstøttelse og bistandshjælp er ikke opfundet af hverken nationaløkonomer eller direktører i arbejdsgiverforeningen, men er kommet efter pres fra neden og som en del af den socialdemokratiske velfærdsmodel. Så selve begrebet flexicurity er snarere opfundet for at forklare det uforklarlige, end det er holdbar teori.
End bedre forklaring finder man, når klassesamarbejdet analyseres. Hvor klassesamarbejdet i velfærdsstatens vækstperiode i 1970’erne baserede sig på, at når arbejdsgiverne fik, så fik arbejderne også mere, så er klassesamarbejdet meget endimensionalt i dag. Arbejdsgiverne angriber over en bred front velfærdsstatens grundelementer fra efterløn til daginstitutioner og hospitaler. Arbejdsgiverne har gennem det sidste tiår gennemført en voldsom effektivisering, der har betydet, at produktiviteten er steget med 2,5 pct. årligt, og det er dobbelt så meget som i resten af EU. Kombinerer man det med, at den danske fagbevægelse ikke vil slås, men lader sig slå til tåls med moderate lønstigninger, alt imens velfærden omkring dem beskæres, og medlemmerne knokler stadigt mere, så forstår man lettere, hvorfor den danske økonomi kan vokse, selvom det primære marked, EU, stagnerer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed