Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 25 – December 1986 – side 2

Nordirland

Tropperne skal ud

Jason Meyler

Sidste måneds landsmøde i det irske nationalistparti Sinn Fein viste, at modstanden mod den nordirske stat og de britiske besættelsestropper ikke er knust.

For et år siden blev en aftale underskrevet mellem regeringerne i London og Dublin. Hensigten var politisk at isolere både Sinn Fein og deres militære fløj, IRA, ved at inddrage det katolske borgerskab i administrationen af den nordirske stat og ved at optrappe den militære indsats mod IRA.

Men efter 15 år med britiske tropper i Nordirlands gader er situationen stadig i hårdknude. Briterne har ikke kunnet knuse republikanerne. Men Sinn Fein og IRA har heller ikke kunnet vinde en sejr.

Aftalen lovede reformer, men fattigdommen, undertrykkelsen og diskriminationen er uformindsket. 35% af den katolske befolkning bakker stadigvæk op om Sinn Fein på grund af deres modstand mod denne elendighed.

Provokationer

Aftalen lovede at standse de store provokerende demonstrationer, som protestanterne organiserer igennem katolske områder. Men ‘loyalisterne’, som vil fast holde forbindelsen med England, marcherer stadig, hvor de vil. Politiet løfter ikke en finger mod loyalistiske banders angreb på katolske arbejdere, mens overvågningen af IRA-folkene er steget betydeligt. Problemet er, at den nordirske stat i bund og grund er opbygget omkring protestanternes privilegier. Aftalen har vist, at den nordirske stat ikke kan reformeres.

Sinn Fein må støttes ubetinget i deres kamp mod briterne, men de har desværre ikke nogen strategi for hvordan man vinder.

Efter Aftalen blev indgået sidste år, tilbød Sinn Fein det borgerlige Socialdemocratic Labour Party en valgalliance i nord, på trods af deres opbakning af Aftalen. Sinn Fein forsøgte også at få forhandlinger i gang med Fianna Fait, som er det vigtigste borgerlige parti i Sydirland. Sinn Fein prioriterer bekæmpelsen af briterne i Nordirland. Det garanterer stor støtte fra nordirske katolikker. Men de er ude af stand til at få opbakning fra arbejderne i resten af landet. En delegeret på deres landsmøde bemærkede, at “vi ikke eksisterer i store dele af dette land”.

Det er et problem, fordi sejren ikke kan vindes isoleret i nord. Der er blevet endnu tydligere siden Aftalen sidste år. Nu er den sydirske stat gået med til at stabilisere briternes indflydelse i nord.

Opgav boycot

I første omgang kan Sinn Feins landsmøde se ud til at være et forsøg på at bryde ud af isolationen. Den mangeårige boykot af det sydirske parlament blev opgivet. Politikken handler om at vinde stemmer og gennemføre reformer. Det er i tråd med den praksis Sinn Feins har i byråd både i nord og syd. Det er en praksis, som minder om, det SF og VS laver herhjemme.

Den nye strategi betyder, at al snak om socialisme ingen plads fik på deres landsmøde. En bred parlamentarisk opbakning kræver også, at Sinn Fein opgiver sin tidligere principielle støtte til fri abort. Det er for kontroversielt til valgkampagner i et land, hvor kirken har stor indflydelse.

En af partiets ledere, Tom Hartley, udtrykte politikken klart, da han sagde, at “Det nationale spørgsmål (genforening af Irland) handler ikke om klasser.”

Men hvis Sinn Fein skal få opbakning fra arbejderne syd for grænsen, må de sige noget om, hvordan de bekæmper de store angreb på lønnen og levestandarden, som det irske borgerskab prøve at presse igennem. Sinn Fein støtter arbejdere i kamp, men mener, at sådanne kampe spiller en mindre rolle, indtil den nordirske stat bliver knust og Irland genforenet.

Det forenede Irland, som Sinn Fein snakker om, er et forenet kapitalistisk Irland. Kun når det sker, kan kampen for socialisme stilles på dagsordenen. Det betyder, at de intet har at tilbyde protestantiske arbejdere i norden, som kan vinde dem fra loyalisterne. I syden kan de kun tilbyde arbejderene reformer som ikke truer borgerskabet.

Kun en politik, som forbinder spørgsmålet om kampen mod den nordirske stat med spørgsmålet om, hvilken klasse, der skal styre Irland, har chance for succes.

Billedtekst:
Unge protestanter er stolte over deres privileger: at bo i bedre slum end katolikkerne.

Flere artikler fra nr. 25

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Nordirland

Se flere artikler af forfatter:
Jason Meyler

Siden er vist 1844 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside