Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 251 – 2. februar 2006 – side 6

Sydamerika – Et kontinent i oprør

Revolution i luften

Chris Harman

”USA har tabt rænkespillet i Latinamerika.” Sådan sagde i det mindste en af kommentatorerne ved efterårets panamerikanske topmøde i den argentinske by Mar del Plata. Ikke alene blev Bush udenfor mødt af en stor og militant demonstration med den tidligere fodboldstjerne Diego Maradonna i spidsen, men også hans planer for et stort fælles amerikansk frihandelsområde fik vendt tommeltotten nedad af regeringslederne indenfor.

Det er et udtryk for det venstresving, der er foregået i Sydamerika gennem de sidste fem år. Men hvor dybtgående er dette sving?
Baggrunden for venstresvinget ligger i en massiv folkelig modstand mod den neoliberale politik, der i 90’erne gjorde så megen skade for arbejderne, bønderne og de fattige i byerne. Modstanden har udtrykt sig selv mest direkte gennem seks mere eller mindre spontane opstande – præsidenter blev fordrevet i Argentina, Ecuador (to gange) og Bolivia (også to gange) samt opstanden, der knækkede kupforsøget imod Chavez (Venezuela) i april 2002. Men også udtrykt mere stilfærdigt gennem en serie af valgsejre til præsidentkandidater, der af vælgerne blev anset som kritiske over for neoliberalismen.
Det vil dog være forkert at forveksle de regeringer, der bekvemmede sig til at afvise Bush’s tilnærmelser i Mar del Plata, med den folkelige strømning, der bragte dem til magten.

Argentina, Brasilien og Uruguay

Argentinske Kirchner var ifølge pressen en af de mest udtalte kritikere af Bush. Men i Argentina selv har det været hans politik at rehabilitere kapitalismen og statsmagten oven på den krise og opstand, der for fire år siden ellers var så tæt på at sætte et andet samfund på dagsordenen. Det har betydet visse symbolske gestus over for venstrefløjen, såsom retssager imod nogle af dem, der var involveret i militærdiktaturets rædsler, da det tog magten for 29 år siden. Og det har betydet standhaftighed i forhandlingerne over betingelserne for afvikling af udlandsgælden.
Men det har også betydet en økonomisk politik, der medfører, at omkring en tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og anvendelse af statsmagten imod dem, der er fortsat med at kæmpe – som f.eks. det aktuelle forsøg på at sætte de arbejdere på gaden, som har besat et hotel i Buenos Aires.
Endnu tydeligere ses det med Lula i Brasilien. Han underskrev, allerede før hans embede startede, en aftale om at overholde Den Internationale Valutafonds (IMF) betingelser – f. eks. har han skåret i den offentlige sektors pensioner, og han har givet endnu mindre land til de jordløse end hans centrum-højre forgænger, Cardoso.
Den nyligt valgte Frente Amplio-regering i Uruguay følger tæt i Lulas fodspor.
Intet af dette udelukker dog, at disse regeringer markerer sig nationalistisk over for USA. Givet at det ikke går for vidt, er den USA-kritiske retorik en let måde at fjerne opmærksomheden fra upopulære tiltag på hjemmefronten. Og nationalistiske markeringer kan endda være i overensstemmelse med visse dele af den lokale kapitalismes interesser. Grupper som de store agrarkapitalister i Brasilien og Argentina – baroner i sukker, soja eller kvæg – har intet ønske om at ændre det globale system eller at udfordre USA’s ledelse af det. De ønsker at styrke deres egne positioner inden for systemet. Alle steder er store kapitalister pirrelige over for endnu større kapitalister. Og de er glade, hvis deres regeringer ved at spille temaet om national uafhængighed kan presse mere profitable handelsbetingelser igennem over for USA. Det sker tilsyneladende på et tidspunkt, hvor der er en voksende kinesisk efterspørgsel efter latinamerikanske produkter, der gør producenterne mindre afhængige af USA end før.
Så – i det mindste hvad angår Brasilien, Argentina og Uruguay – man bør ikke tage skuespillet i Mar del Plata alt for seriøst. Alligevel er der andre dele af Latinamerika, hvor udsagnene skal tages mere alvorligt.

Bolivia

Der blev afholdt valg d. 18. december i Bolivia. Vinder blev Evo Morales fra kokadyrkernes bevægelse, en vigtig personlighed fra opstandene i de sidste par år.
Morales klarede at bringe junis uro til afslutning ved at sikre sig opbakning blandt mange aktivister og overbevise dem om, at der var en fredeligere vej ved at støtte ham til at vinde valget. Han opnåede at få næsten alle de folkelige kræfter til at støtte sin kampagne, og hans sejr bliver verden over set som en sejr for det yderste venstre. Men mange bolivianske aktivister mistror ham på grund af hans rolle i juni – og for forinden at have givet stor støtte til Carlos Mesas præsidentskab, før det blev væltet ved junis oprør.
Morales’ valgkampagne var baseret på at anvende de folkelige massers bitterhed inden for rammerne af de eksisterende institutionelle strukturer. Mens han på den ene side refererer til Hugo Chavez og Fidel Castro som ”kommandanterne for kontinentets frihedsstyrker”, siger hans ledende medarbejder, Alvaro Garcia Linera, at ”vi må acceptere, at Bolivia vil forblive kapitalistisk de næste 50 til 100 år”, og at ”de besejredes interesser vil blive anerkendt” efter Morales’ valgsejr.

Men de stridende kræfter, som skabte krisen i juni, er kommet for at blive; det store flertal af bønder og arbejdere ønsker, at landets massive reserver af olie og gas nationaliseres, så de kan komme dem selv til gode.
Borgerskabet i Santa Cruz-regionen, hvor ressourcerne befinder sig, er fast besluttede på at bevare kontrollen for at tjene egne interesser og for at tjene oliefirmaerne i USA, Storbritannien, Argentina og Brasilien, som de arbejder for. De har truet med at løsrive Santa Cruz fra Bolivia – hvilket vil betyde regulær borgerkrig – såfremt en eventuel national regering udfordrer deres greb om oliepengene. De har dannet grupper som Union de Juventud Cruceista, der overfaldt de Morales-tilhængere, der forsøgte at demonstrere i juni sidste år, og som for nylig holdt Morales indespærret på sit hotel.

Venezuela

Uanset deres politiske ståsted har medierne en tendens til at sætte alt i Venezuela i relation til en mand, Hugo Chavez. Faktisk er langt mere komplekse kræfter i spil: Chavez’ politiske entre med valgsejren i 1998 kan med fordel ses som en forsinket konsekvens af Caracazo-opstanden ni år tidligere. Statsmagten knuste brutalt opstanden, men underminerede således sin legitimitet i en sådan grad, at regimet ikke havde en kandidat, der var i stand til at vinde i 1998.
Chavez, en officer af middelrang, som havde forsøgt at afsætte regimet ved et mislykket kup i 1992, stod som et symbol på forandring med sin entré, men har haft et yderst moderat program om demokratiske reformer, understøttet af et netværk af ligeledes desillusionerede officerer samt rester af de gamle reformistiske partier.
Han udtrykker nu, at han på daværende tidspunkt var tiltrukket af tankerne om en ”tredje vej”. En reel radikalisering var der ikke tale om før reformerne, herunder især forsøgene på at bringe det statslige olieselskab, PDVSA, under den valgte regerings kontrol, udløste to kupforsøg mod Chavez fra de kapitalistiske interesser og den yderst privilegerede og arrogante overklasse: kupforsøget i april 2002 og chefernes lockout senere samme år.
Det, der knuste kuppet, var de fattiges spontane stormløb på Caracas’ centrum, med afsæt i slumkvartererne i de omkringliggende bakker. Kuppet knustes helt konkret af den beslutsomhed, hvormed arbejderne holdt industrien kørende, herunder især olieindustrien, på trods af ordrer fra direktører og mellemledere. Landet deltes på midten i overensstemmelse med klassestrukturerne, hvilket kom til udtryk i ugentlige rivaliserende demonstrationer, bestående af flere hundrede tusind mennesker fra henholdsvis det fattige vestlige Caracas og den rige østlige del, og en atmosfære, der var på kanten af borgerkrig.
Venezuelas overklasse havde således forregnet sig; selv USA, som i sin tid havde samarbejdet med dem, ønskede ikke, at en ustabil olieimport skulle true forberedelserne til Irak-krigen, og således kollapsede lockouten på samme måde som kupforsøget.
I kølvandet på denne situation lød der krav om reformer fra slummen og fabrikshallerne, og Chavez reagerede med en hidtil uhørt revolutionær retorik. Han blev således skubbet til venstre af den bevægelse, som var vokset frem for at forsvare ham mod højrefløjen. Han brugte de enorme indtægter fra den stadigt dyrere olie til velfærdsprojekter, såkaldte misiones, uden for de traditionelle statslige rammer.
Et tredje forsøg på at skaffe ham af vejen, en folkeafstemning midt i 2004, viste sig at give bagslag for USA og Venezuelas overklasse, idet masserne mobiliserede. Det var som en reaktion på dette, at Chavez begyndte at udtale sig i utvetydige anti-imperialistiske vendinger, og i begyndelsen af 2005 lancerede han parolen ”socialisme i det 21. århundrede”. Dog rummer alt dette en tvetydighed: den dominerende retorik i den ”Bolivianske Revolution” er, at masserne får tildelt fremskridtene fra oven af oplyste reformvenlige politikere. Men disse reformvenlige politikere kontrollerer langtfra de politiske spilleregler. Denne forhold påpeges af visse personer tæt på Chavez, såsom den chilenske journalist Marta Harnecker.
Ved et arrangement i London for nylig bemærkede hun og en anden taler, en amerikansk intellektuel ved navn Michael Lebowitz, som er bosat i Caracas, at det er problematisk at implementere reformer med en offentlig forvaltning, som stadig er dybt belastet af korrupte embedsmænd, udnævnt af det gamle regime. Disse elementer er godt nok demoraliserede, men man kan ikke sætte sin lid til dem i gennemførelsen af progressive forandringer.

Harnecker hævder, at de væbnede styrker er anderledes, men selvom de højreorienterede generaler er blevet smidt ud af militæret efter kuppet for tre år siden, er der stadig en del højreorienterede officerer af middel rang tilbage i militæret. Disse officerers privilegerede sociale position og dertilhørende sociale bånd til den øvre middelklasse gør, at de hader det, der foregår for tiden. De er til fare for den fremtidige udvikling i Venezuela, og man kan i hvert fald ikke stole på dem, når der skal laves effektive radikale reformer, ikke engang på kort sigt.

Det overordnede resultat af dette er, at det statslige maskineri opererer halvhjertet for at føre reformer ud i livet, og i værste fald saboterer dette maskineri disse reformer. På nogle områder er ministerierne i stand til at lade arbejderne eller bønderne skride til handling. På andre områder, som det var tilfældet med buschaufførerne i byen Caracaibo i begyndelsen af november 2005, er der tale om undertrykkelse, om end det var i relativt mildt omfang.

Selvom overklassens oppositionspartier lader til at være besejret for tiden, er selve overklassen alt andet end besejret. Overklassens formuer er uberørt, da reformerne er blevet finansieret af nye olieindtægter. Selv de to medier, der gik forrest i sammensværgelsen for at få Chavez afsat, opererer stadig frit. Det ene af disse medier er ejet af en af George Bush Seniors fiskekammerater.

Når arbejderne, de fattige i byerne og bønderne vil have noget fra denne overklasse, er de nødt til at kæmpe for det. Derfor er der hver dag strejker, besættelser af lukkede fabrikker, demonstrationer for højere lønninger, hungerstrejker for anerkendelse af fagforeninger og besættelser af mindre landområder. En folkelig bevægelse, for hvilken tingene går frem, kan vinde sejre over et statsmaskineri, der er forvirret og ikke i stand til at handle, og en overklasse, der har tabt tidligere kampe ved at fejlkalkulere i katastrofalt omfang. Men en revolution kan ikke fuldendes ved at stole på et sådant forvirret statsmaskineri.

Desværre taler mange af dem, der taler højest om den ”Bolivianske Revolution”, for en sådan sag. For eksempel taler Harnecker rosende om Chavez, da han ifølge Harnecker arbejder ”inden for de eksisterende magtbalancer”, og Harnecker siger desuden, at Fidel Castro mener det samme. Dette betyder ifølge Harnecker, at man lader det meste af den venezuelanske kapitalisme uberørt, i en ubestemt fremtid. Her roser Harnecker Chavez for:
På regelmæssigt plan at mødes med arbejdsgiverorganisationen Fedecamaras,
At acceptere amerikanske multinationale firmaers rolle i forbindelse med at udnytte og udvikle oliereserverne,
At byde planerne for forretningsaftaler mellem venezuelansk industri og multinationale firmaer fra andre latinamerikanske lande velkomne (sådanne planer drejer sig endda om at arbejde sammen med Argentina om et atomkraftværk).
Det betyder, at man endda bliver nødt til at bakke op om Chavez, når han arbejder sammen med andre ledere i Latinamerika, der har gjort det klart, at de ikke vil bryde med kapitalismen, som Morales og Lula.

Netop dette er opskriften på at fastfryse den revolutionære proces, og det gør, at det er i orden at arbejde sammen med kapitalisterne i et statsmaskineri, der oprindeligt er designet til at gavne kapitalisternes interesser, og som er gennemsyret af disses støtter. Det bedste resultat af dette vil være en halvgennemført ”blandingsøkonomi”, hvor de rige forbliver med at være umådeligt rige, mens arbejderne og de fattige lever af reformerne fra misiones, indtil verdensprisen på olie falder og dermed også olieindtægterne, der er vitale for pengene til reformer, hvorefter pengene til disse reformer vil blive beskåret i samme omfang.
I værste fald vil dette give den amerikanske imperialisme og den venezuelanske overklasse friheden og tiden til at ”regruppere” deres kræfter, så de kan gøre endnu et forsøg på at genetablere deres totale herredømme over landet.

Den ”Bolivianske Revolution” kan kun komme fremad på én måde, og det er ved at blive til en rigtig revolution; det vil sige, at dem, der befinder sig i bunden af samfundet organiserer sig i en reel opposition til kapitalen og staten. Dette betyder ikke øjeblikkeligt oprør, men det vil sige, at man samler de folkelige kræfter, der er opstået i de seneste år, til at handle og samarbejde, uanset hvad toppen af samfundet vil sige til det. Denne organisering vil også betyde, at man tager militærets væbnede styrker med.

På denne måde kan modstandskræfter blive dannet mod den gamle stat og kapitalkoncentrationer, og i disse kræfter er potentialet til at vælte begge dele.
Ingen revolutionær proces har resulteret i en blivende revolution uden at tage det sidste og afgørende skridt. Historien er fyldt med bunkevis af lig af dem, der ikke troede, det var nødvendigt. Heldigvis for Venezuela er der aktivister i bunden af samfundet, der har opdaget dette, eksempelvis lederne af den nye UNT-fagforening.

Den amerikanske imperialisme er blevet taget med bukserne nede af den fremkomst af modstand, der har været i dens egen baghave i de sidste seks år. De arrogante proklamationer om ”the end of history” har afholdt imperialisterne fra nogensinde at forudse en sådan ting, og amerikanernes ”eventyr” i Irak gør dem dårligt udrustet til at gribe ind militært nogen steder overhovedet for tiden. Men USA vil ikke læne sig tilbage og se deres indflydelse i kontinentet glide dem af hænde, de vil organisere reaktionære kræfter i kontinentet, akkurat ligesom USA gjorde, sidst det var stillet over for folkelige oprør i kontinentet i 70’erne og i de tidlige 80’ere.
Og det vil retorikken fra Mar del Plata ikke formå at stoppe. Det er derfor, det er så vigtigt, i hvilken grad snakken om revolutioner i Bolivia og Venezuela vedbliver med at være snak, eller om det munder ud i en reel revolution.

Flere artikler fra nr. 251

Flere numre fra 2006

Se flere artikler af forfatter:
Chris Harman

Siden er vist 2271 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside