Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 251 – 2. februar 2006 – side 8

Teori for bevægelsen

Nyliberalisme som kanon

Jakob Nerup

Når den danske regering udsender sin kulturkanon, så udtrykker det en vis magt over den ideologiske debat, selvom de kritiske stemmer er mange. Når regeringen fastholder sin islamofobiske og racistiske politik, så skyldes det at den har opbakning blandt et flertal. Når regeringen derimod holder lav ideologisk profil med sin nyliberalistiske politik, så skyldes det at et stort flertal er imod den. En nyliberalistisk kanon kan ikke sælges som et folkeligt projekt, men den eksisterer i Christiansborgs korridorer.

Fra SF til Dansk Folkeparti er enighed om nyliberalismen som den politiske realitet al politik skal bygges på. Nyliberalismen er den samfundsmæssige og økonomiske politik som har været den herskende i 20 år og som dominerer hele kloden far Nord til Syd og Øst til vest.
En politik som siden slutningen af 70’erne, om end i forskelligt tempo og i differentieret hårdhed, har bestået af deregulering, privatiseringer, tilbagetrækning af staten fra sociale områder, nedskæringer på den offentlige velfærd og angreb på arbejderklassens rettigheder.
En politik som kamufleres i ord som globalisering og modernisering af velfærden, hvis praktiske love proklameres som reformer for det fælles bedste, a la ”vi forringer efterlønnen for at bevare den”. Intet folketingsparti ville gå til valg på ovenstående program, så derfor formuleres politikken i tomme fraser som ”Venstre ved du hvor du har” med løfter pakket ind i kontraktpolitik.
Bag politikken ligger en ideologi og en politik som langt hen ad vejen står uimodsagt i Danmark.

Iværksætterkultur og nyliberalisme
Nyliberalismen er i første omgang teorien om en politisk økonomisk praksis der foreslår at menneskeheden velbefindende bedst udvikles gennem befrielsen af den individuelle iværksætters frihed og understøttes af en stat der sikrer den private ejendomsret, frihandel og det frie marked. I Danmark promoveres dette til store kampagner for at fremelske en iværksætterkultur indenfor uddannelsessystemet og særlige støtteordninger for nye iværksættere.
Mere betydningsfuldt er globaliseringskampagnen, som Dansk Industri igennem de seneste år har iscenesat. Den er nu blevet hele det politiske landskabs fælles platform, hvor uddannelse og forskning som en højere form for markedsbaseret og statsstøttet iværksætteri skal fastholde og udbygge Danmarks globale position.
Men dette er blot en facade, som skal gøre det lettere at acceptere den virkelige dagsorden. De danske multinationale, som baserer sin globale styrke på nicheproduktion og statslig hjælp, har brug for yderligere indgreb for at kunne konkurrere på verdensmarkedet. De har brug en større mængde veluddannet arbejdskraft, som skal konkurrere indbyrdes fordi de er for mange om jobbene og som staten skal uddanne. De har brug for at staten skal bistå med gratis forskningsmidler og indretter uddannelsessystemet snævert efter de eksisterende markedsbehov.

Fra tanke til faktura
Denne tankegang hviler på den tanke at det fælles sociale gode vil blive maksimeret, hvis blot adgangen og mængden af markedstransaktioner maksimeres, og dermed bringer alle menneskelige aktiviteter under markedets dominans.
Det udtrykkes meget konkret i regeringens slagord ”Fra tanke til faktura”, som er strategien for de højere uddannelser i Danmark, der skal udvikle patenter og joint ventures med multinationale danske firmaer, så de både tjener markedet og penge.
En afgørende måde hvorpå de virksomhederne kan omfatte menneskelige aktiviteter i markedet er informationsteknologien, fordi den gør det muligt at akkumulere, gemme, analysere og transformere det om til beslutninger om handlinger på markedet.
Regeringens snak om nanoteknologi og informationssamfund skal ses i forlængelse af denne opfattelse. I konsekvens heraf bliver det også globalt orienteret, hvor det handler om at kunne række ud over hele kloden på så kort tid som muligt, i en slags tid og sted kompression. En strategi der skal løfte de globaliserede direktører og rådgivere til en slags samfundsmæssig tilstand.

Den logiske konsekvens er, og har været i de sidste 20 år, at Danmark støtter de internationale institutioner som WTO (verdenshandelsorganisationen), IMF (Den internationale valutafond), Verdensbanken og deres nyliberale politik. En politik som baseres på at handel, valuta og økonomisk politik skal være markedsbaseret.

Fattigdommen i dag
Konsekvenserne er skræmmende for almindelige mennesker, men for de rige og de multinationale har det været en guldgrube.
Afrika er i dag fattigere end for 20 år siden og totalt smadret af gæld til de internationale banker.
I Sydøstasien førte det til økonomisk kollaps af valutaer og en stor økonomisk nedtur for de fattige.
Sydamerikas økonomi har udsat befolkningerne for voldsomme angreb på en i forvejen sparsom velfærd, gennem deregulering og privatisering, hvor de lokale rige er gået i alliance med de multinationale om at udsuge staten og befolkningerne mest muligt.
I Kina har den enorme vækst betydet økonomisk fremgang for et fåtal, mens bønderne lider og arbejderne slider, alt imens uddannelse, sundhed, pensioner og social sikring koster formuer eller er forsvundet. Kapitalismen i form af nyliberal globalisering skabt formuer til de få og elendighed for de mange.

At det er nået så vidt, at nyliberalismen har opnået en hegemonisk status i hele det politiske spektrum med undtagelse af Enhedslisten og den antikapitalistiske bevægelse, skal forklares med udviklingen de sidste 20 år. I 1980’erne hærgede Margaret Thatcher og Ronald Reagan, og vi forsikrede om at det aldrig ville nå så vidt i Danmark, selv om den borgerlige regering Schlüter regerede i mere end 10 år.
I 1990’erne var Nyrups privatiseringer, konstante nedskæringer, angrebet på efterlønnen, indgreb i overenskomsterne ikke nok til at der kom nogen sprækker i hverken Socialdemokratiet, SF eller fagbevægelsen. Selv under Fogh’s offensive regering, der gjort krig, racisme og nyliberale reformer til en dyd, har vækket dem.
Helle Thorning-Schmidt forsøger at konkurrere med Anders Fogh om kontraktpolitik og racisme, SF støtter EU’s nyliberale forfatning i pagt med Fogh, mens LO højlydt erklærer at de ikke er i opposition til regeringen og er enig i behovet for velfærdsreformer, som fx angrebet på efterlønnen.

Angreb på velfærden
Nyliberalismen er ganske enkelt blevet den fælles politiske tankegang, hvortil der intet alternativ er. Socialdemokraterne har omfavnet Blairs tredje og slagne vej og kan dermed alene gøre sig håb om et genvalg, hvis
Fogh sander til i protester fra neden. LO og fagbevægelsens store lag af bureaukrater lever i den vildfarelse, at de stadig på vegne af arbejderklassen administrerer en social pagt, hvor arbejderne leverer produktivitet, fleksibilitet og ro på arbejdsmarkedet til gengæld for at kapitalen accepterer at en del af samfundets værdier via staten går tilbage til arbejderne i form af social sikkerhed og velfærd.
Den skæbnesvangre vildfarelse består i at tro at den sociale pagt stadig eksisterer. I praksis har kapitalen og de rige for længst forladt den i Danmark og de andre velfærdsstater i Europa.
De mange års angreb på velfærden gennem nedskæringer på social omsorg, sygehuse, skoler og ældrepleje kombineret med de stadigt flere gaver til de rige gennem fx afskaffelsen af formueskatten, lempelsen af selskabsskatten, fradrag for kapitalpension og en stadig øgning af det privatkapitalistiske element gennem privatisering, udlicitering og gavmilde udstykning af indflydelsen på offentlige institutioner som fx universiteterne, viser entydigt at den sociale pagt er opsagt af kapitalen.

Exit for den sociale pagt
Fagbevægelsens ledere tror fejlagtigt at den stadig er i kraft, når arbejdsgiverne fortsat forhandler løn og endnu ikke angriber den direkte.
De har ikke indset at når regeringen offensivt skærer ned på velfærden for deres medlemmer, når regeringen skaber et fattigt proletariat af udstødte indvandrere som kan konkurrere på lønnen, når regeringen implementerer EU’s nyliberale regler, når regeringen fører en offensiv imperialistisk og nyliberal udenrigspolitik, så er det alt sammen i modstrid med den sociale pagt.
Fagbevægelsen har dermed afvæbnet sin solidariske kanon og accepteret den nyliberale i stedet.

Flere artikler fra nr. 251

Flere numre fra 2006

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2607 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside