Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 25 – December 1986 – side 8

Astrid Henning-Jensen: “Barndommens Gade”

Ensomhedens gade

Kim Møller

TOVE DITLEVSEN er blevet højaktuel. Anne Linnet har lavet en plade med hendes tekster, og Astrid Henning-Jensen har instrueret filmen “Barndommens gade”.

I 80’ernes samfund er det igen på mode at være sin egen lykkes smed, men det medfører også flere og flere depressioner, når lykkens gudinde ikke står os bi. Nok har vi i dag materiel velstand, men alligevel må hver femte dansker søge psykiatrisk hjælp, og Information er hver weekend spækket med annoncer for terapikurser.

Derfor har Tove Ditlevsens digte og romaner fra 30’erne også så stor tiltrækning i dag.

Det er ikke den store begejstring, der fylder en, når man går ud fra biografen. Der er ikke meget af Tove Ditlevsens tanker og følelser tilbage i filmen. Det er dog en hyggelig folkekomedie, som bæres oppe af et smukt og følsomt skuespil af Sofie Gråbøl. Som hovedpersonen Ester kan hun hurtigt skifte fra et lyst til et vemodigt sind.

Udendørsscenerne, fra baggården og gaden, er en alt for malerisk gengivelse af Vesterbro i 30’erne, som gør det svært at lade sig rive med.

Dagdrømmescenerne er helt misforståede og falder ud af sammenhængen. De er ikke i stand til at gengive Esters angst for fremtiden og længsel efter omsorg og materiel lykke. De minder mere om en reklamevideo end om naive barnedrømme.

Sofie Gråbøl får kun mulighed for at udtrykke Tove Ditlevsens følelser og litterære sanser få gange – og de står ikke klart og tydeligt for publikum. Det gælder, hvor Ester får en undskyldning af sin lærer, og scenen hvor hun kysses for første gang, og spørger: “Hvorfor vil du kysse mig?” Thi med Tove Ditlevsens ord: “Blodet er angst og sky...”

I 30’erne ramte Tove Ditlevsen et sårbart punkt hos mange, når hun beskrev ensomheden ud fra egne erfaringer. Det var en ensomhed fyldt af sorg og længsel. Den samme ensomhed, som her i 80’erne gør mange danskere frustrerede.

Filmen gør desværre ikke meget ud af at vise, hvor tæt familien boede i 30’erne i en to-værelses lejlighed. At de kun talte sammen, når det var nødvendigt af hensyn til de praktiske gøremål i hjemmet, må nærmest have gjort ensomheden endnu mere uudholdelig.

Tove Ditlevsen begik selvmord som en løsning på sine problemer. Og det kan det let ende med, hvis man ikke får arbejdet med sin angst gennem sit eget eller venners initiativ.

Den individuelle løsning, som selvmordet er, ændrer ikke ved årsagerne til kriserne. I dag er enhver sin egen lykkes smed. 70’ernes kollektiv-ideer duer ikke længere. Den borgerlige ideologi er ikke lige velstand for alle, men enkeltindividers jagt på størst mulig velstand i konkurrence med hinanden.

For os går skellet ikke mellem enkeltindivider, men mellem samfundsklasser.

Det er for eksempel, når arbejderklassen står sammen i en strejkesituation, at arbejderne oplever solidaritetens værdi, og det egoistiske menneskesyns nederlag. I strejke lærer arbejderne at organisere møder, blokader og indsamlinger.

Når vi en dag får socialisme, er der ikke plads til individuelle succesjægere, og dermed ikke længere den samme grobund for depressioner. Den kollektive ejendomsret til produktionsmidlerne vil fjerne den ubarmhjertige konkurrence mellem enkeltindivider.

Under kapitalismen kan nogle få enkeltindivider opnå højere materiel velstand ved at skrue rundsave på albuerne. Men mange vil ende i ensomhed, som psykiske vrag. Som kontrast er socialisme karakteriseret ved fællesskab.

Billedtekst:
Udendørsscenerne er en alt for malerisk gengivelse af 30’ernes Vesterbro.

Barndommens gade, instrueret af Astrid Henning-Jensen.

Flere artikler fra nr. 25

Flere numre fra 1986

Se flere artikler af forfatter:
Kim Møller

Siden er vist 1982 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside