Socialistisk Arbejderavis

Nr. 251 – 2. februar 2006 – side 12

Interview med Christian Juhl, Fagligt Ansvar, og Kirsten Normann, formand for FOA i Århus

Forsvar efterlønnen!

Socialistisk Arbejderavis har talt med to fagforeningsaktivister, som giver deres bud på, hvad der skal til, så velfærden kan bevares og på sigt udbygges. Det overordnede svar, er at få en aktivt kæmpende fagbevægelse på banen.

Vi skal have genoplivet fagbevægelse. Vi skal diskutere politik i fagbevægelse. Diskutere hvorfor vi er afgørende for at forsvare velfærden, hvorfor militante kampe er vejen frem. Og folk vil da også gerne diskutere politik, fortæller Christian Juhl fra Fagligt Ansvar til Socialistisk Arbejderavis. Og fortsætter:

Vi er ved at lave tre foldere om velfærd. Og så er vi ved at lave en landskonference sammen med LO-storbyerne. Det er først på tirsdag d. 31. januar der lægger noget endeligt. Og så er alle vores lokale fagforeninger i gang med at debattere det med lokalpolitikere og andre fagforeninger. Der er en del fagforeninger som er gået i gang med underskriftsindsamlingen som FOA startede. Jeg har lige sendt det ud til 280 tillidsfolk i Silkeborg.

Kan du give andre eksempler, hvor medlemmerne bliver involveret i politik?

I Silkeborg gør vi fx det at samtlige tillidsfolk er indbudt til møde den 22. februar. Og så skal vi forberede slagsmål med regeringen og socialdemokratiet og tage debatten på alle de niveauer, som vi kan. Vi må se om vi kan udvikle noget aktivitet. Jeg har, ikke nu og her, ideer til mere end der er i gang nu, fordi vi har sådan set nok at se til, på mange fronter lige nu. Eksklusiv-aftaler optager fx mange tillidsfolk meget. Den diskussion skal man ikke negligere.

Men det at eksklusivaftalerne er afskaffet, så er det klart, at vi må skærpe vores argumenter og blive bedre til at komme ud med dem. Vi skal igen til at stille spørgsmålet: hvorfor har vi en fagforening? Mange steder har vi været så velorganiseret, at vi har 100 procent organisering, klubber, tillidsfolk. Alt blev løst via organisationen.

Selve bevægelsen har ikke haft den store interesse, fordi det gik jo egentligt meget fint af sig selv. Så mange er kommet ind på arbejdspladser ude hverken at diskutere eller slås med deres fagforening. Om det overhovedet var nødvendigt at være organiseret, mange gange blev man det, fordi sådan var det bare. Og det har folk jo været glade for, fordi det har givet en høj løn og andre goder. Men ideen om at komme ud til flere arbejdspladser, hvor der ikke er fagforeninger, den har ikke altid trives særligt meget.

De her kampagner, kan måske blive startskuddet til at genoplive fagbevægelsen?

Ja, måske. I vores fagforening har vi de sidste fem år haft studiekreds. Og vi har set en stigende opbakning. Sidste vinter havde vi otte møder, og i snit deltog 41 mand pr arrangement. Og i år startede vi med et møde om ulandspolitik, udenrigspolitikken og krigen. Og der var der 58.

Så folk vil godt diskutere politik. Hvis man planlægger det ordentligt. Folk gider ikke sidde og lytte til et klogt hoved. Folk vil selv deltage og sige, hvad de mener.

Jeg kender de første 25 fagforeninger, der nu laver studiekredse. Og som virkeligt får en masse godt ud af det. Jeg tror, der er en reorganisering af fagforeningerne i gang. Om det går over i noget mere militant eller kontante aktioner kan kun fremtiden vise.

Hvorfor kan aktioner være måden at vinde på?

Hvorfor?! Sådan har det altid været. Hvis du vil flytte ting, skal man også turde at gå til grænsen. Men der er ikke meget ved, at gå til grænsen alene. Der skal ske en mobilisering og en inspiration af især vores tillidsfolk, fordi de er nøgleleddet til forandringer. Fordi de kan tage diskussionen med folk.

Det er nødvendigt, fordi den ideologiske diskussion buldrer løs mellem den ekstreme individualisme og mere solidarisk tænkning. Og den diskussion har aldrig været så hård, som nu.

Fagbevægelsen skal lægge pres på og udfordre nyliberalismen Ud med nyliberalismen! Og skal det lykkes skal fagbevægelsen i gang, og lægge pres på.

Vi skal gå imod regeringen, som vil mere udlicitering. Det private kan ikke løse velfærdsopgaver bedre end det offentlige. Fokus er også et helt tredje. Vi skal skabe en aktiv seniorpolitik og flere praktikpladser, så vi kan få et mere rummeligt arbejdsmarked.

Kisten Normann giver her sine bud på forsvaret af efterlønnen

Kampagnen for bevarelsen af eterlønnen kan ses som et modspil til LO-toppens velfærdsudspil. Deres udspil læner sig op ad regeringens eget udspil, hvor efterlønnen står til afvikling. Vi vil skabe en debat om efterlønnen som er forankret i fagbevægelsen. Det skal ikke kun være eksperter og økonomer som lægger linien i debatten. Fagbevægelsen og dens aktivister skal på banen.

Mange medlemmer kan ikke undvære en tidlig fratrædelsesordning. Har du været rengøringsassistent i 25 år, så er du nedslidt. Så har du brug for efterlønnen. Vi skal have en bedre seniorpolitik. Både for de nedslidte og de som fortsat ønsker at blive på arbejdsmarkedet i nogle år endnu.

Der vil blive mangel på arbejdskraft i fremtiden. Men der er for få initiativer på seniorområdet. Meget foregår ved frivillighedens vej. Regeringen er konfliktsky og vil ikke udfordre arbejdsgivernes ansættelses- og seniorpolitik. Det pres må vi lægge. På den ene side uddannes der ikke nok personale i dag. Bl.a. fordi arbejdsgiverne kun tager praktikanter hvis de har en fordel af det her og nu. Og resultatet er, at der ikke bliver uddannet nok til fremtiden.

På den anden side følger mange ældre arbejdere sig tvunget ud af arbejdet. De føler et pres for at lade unge komme på arbejdsmarkedet. Så vi har både nedslidte folk, som ikke kan undvære efterlønnen, og vi har folk i dag, som ikke har andet at falde tilbage på end efterløn. Arbejdsmarkedet er slet ikke gearet til at håndtere seniorerne. I stedet for de velmenende ord fra arbejdsgiverne skal vi fx have lovgivning, så vi aktivt skaber mulighed for flere praktikanter og arbejde til seniorer.

Hvor vil regeringen sætte ind?

Regeringens politik er mere privatisering og udlicitere offentlige opgaver. Men den latente mistillid af den offentlige opgaveløsning holder ikke. Det private er ikke bedre end offentlige.

Fx har vi i FOA sammenlignet den kollektive trafik i København og Århus og kunne det ikke dokumenteres at det private var bedre. Og ser du på konflikterne i Århus og København som netop er i gang nu, så handler det oftere om arbejdsforhold som miljø, sikkerhed og løn end om udlicitering eller offentlig opgaveløsning. Som med efterlønnen handler det om at sikre velfærdssamfundet.