Socialistisk Arbejderavis
Nr. 25 – December 1986 – side 9
1920-25: Lyngsie
Datidens Hardy og den første arbejderregering
Hans Jakob Funch
Opsvinget i klassekampen efter 1. verdenskrig blev hurtigt vendt til et frontangreb på arbejderklassen og de faglige organisationer.
Perioden med en socialdemokratisk regering under storstrejken i 1925 var ingen undtagelse. Man havde også dengang en formand for arbejdsmændene, der var mester i de store armsving.
HANS JACOB FUNCH ser nærmere på perioden og hvilke ting vi kan lære af den.
Efter 1. verdenskrigs afslutning i 1918 var de danske arbejderes realløn kraftigt udhulet. Fagbevægelsen havde accepteret et forbud mod strejker og aktioner så længe krigen varede. Dette betød gode profitter for arbejdsgiverne og nye investeringer. Arbejdsløsheden var derfor lavere end nogensinde i det århundrede. Det gav gode betingelser for at presse arbejdsgiverne til indrømmelser.
Der skete et voldsomt opsving i klassekampen. Overenskomstresultatet i 1920 var det bedste arbejderne nogen sinde havde oplevet. 8-timers arbejdsdag blev gennemført, og samtidig fik man betydelige lønforbedringer.
Indrømmelserne fra borgerskabet havde også som mål at svække de revolutionære syndikalister og kommunister ved at gå i alliance med Socialdemokratiet og datidens LO, De Samvirkende Fagforbund (DsF).
Vendepunktet
Men allerede i 1921 kom de krigshærgede lande på fode igen og danske virksomheder mistede store dele af de markeder, de havde fået under og lige efter krigen. Mange virksomheder krakkede og arbejdsløsheden steg voldsomt.
Fra begyndelsen af 20’erne gik arbejdsgiverne i offensiven med krav om, at “lønskruen” måtte stoppes, og de ville kompensere for den kortere arbejdstid med rationalisering og intensivering af arbejdet. I perioden fra 1921-23 faldt reallønnen med 25% og i 1922 blev aftalen om 8-timers dagen ophævet.
DsF blev totalt trængt i defensiven; en position de ikke gjorde meget for at kæmpe sig ud af. Men det var ikke hele fagbevægelsen, som ikke ville forsvare medlemmernes interesser. 20’erne havde også sin Hardy Hansen – dengang hed han Michael Christian Lyngsie. Han var formand for Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF) – det som senere blev til SID.
Lyngsies specielle rolle skal forståes på baggrund af DAF's særstilling i De Samvirkende Fagforbund. I begyndelsen var fagforeningerne kun for de faglærte. De ufaglærte blev betragtet som gøgeunger, og organisationsretten var stadig ingen selvsagt ting. DAF måtte kæmpe hårdt for denne ret, og kom stadig i klammerier med arbejdsgivere, der var usædvanligt hårdnakkede (f.eks. godsejere).
Arbejderregering
Ved overenskomstforhandlingerne i 1922 fremsatte forligsmændene et forslag, som betød 15% lønnedgang for alle og forlængelse af arbejdstiden. DsF's forretningsudvalg anbefalede at stemme for forligsskitsen. Kun Lyngsie stemte imod.
I første omgang lykkedes det Lyngsie at få DsF's generalforsamling til at forkaste forslaget. Men efter 7 ugers lockout og modsvarende strejker blev en forligsskitse med små forbedringer vedtaget af DsF's generalforsamling.
I det hele taget så det sort ud for arbejderklassen. Forligsinstitutionen og arbejdsgivernes stadige brug af lockoutmidlet var ved at fjerne troen på strejkevåbnet. Efter syndikalisternes totale nederlag i 1920 var det kun Arbejdsmandsforbundet, der havde en smule kampmod tilbage. Resten af fagbevægelsen håbede efterhånden blot på, at en “arbejderregering” skulle komme til og lette det værste pres.
I 1924 fik Socialdemokratiet chancen til for første gang at danne en regering. Allerede dengang viste de klokkeklart, at de ville kæmpe for det parlamentariske system – ikke revolutionen. I sin tiltrædelsestale lovede statsminister Stauning:
“Den samlede regering ønsker derfor også, at det politiske arbejde skal foregå på parlamentarisk grund, hvorfra ingen afvigelse vil ske.”
“Ministeriet vil føre en demokratisk samfundspolitik, ved hvilken, der tages hensyn til alle landets erhverv og til alle berettigede interesser i samfundslivet.”
Socialdemokratiets første forsøg på at løse samfundsmæssige kriser til alle “berettigede interessers” tilfredshed faldt ikke heldigt ud. Det eneste forslag til et meget moderat reformprogram var en opskrivning af kronen for at komme inflationen til livs.
Allerede i begyndelsen af 1925 var kronen steget mærkbart, og de udenlandske varer var mere konkurrencedygtige i forhold til de danske. Derfor krævede arbejdsgiverforeningen lønnedgang ved de kommende OK-forhandlinger. DsF krævede derimod lønstigninger for de sidste fire års reallønsfald. DAF krævede yderligere lønstigning til lavtlønsområderne for at mindske forskellen mellem faglærte og ufaglærte.
Det lagde op til en konfliktsituation. Men både DsF og Socialdemokratiet var enige om, at regeringen ville komme i vanskeligheder, hvis det kom til storkonflikt. De socialdemokratiske fagbureaukrater forsøgte derfor at holde lav profil og få overenskomsterne i stand uden en storkonflikt.
Storkonflikten
Som så ofte før fremsatte forligsmanden et mæglingsforslag. Flere forbund, der iblandt DAF, ville ikke acceptere dette. De vidste, at forligsmandens samlede løsning betød lønnedgang. I april 1925 var 100.000 enten i strejke eller lockout. DAF varslede transportstrejke for at gøre strejken mere effektiv. Det var DsF imod.
Situationen fremkaldte en heftig debat mellem på den ene side Socialdemokratiet og DsF og Lyngsies arbejdsmandsforbund på den anden.
Transportarbejderstrejken trådte i kraft. Den var en alvorlig trussel for regeringens "samfundspolitik", først og fremmest fordi den ville lamme landbrugseksporten.
Taburetterne fremfor alt
Men socialdemokraterne i DAF's ledelse var samarbejdsvillige. Lyngsie tilbød regeringen, at landbruget godt kunne få sendt deres varer til England, hvis de benyttede andre skibe end DFDS. Det var jo ikke landbruget og arbejderregeringen man ville ramme, men arbejdsgiverne.
Strejken varede i tre uger. I den første uge lammede strejken næsten helt eksporten, men landbrugsorganisationen fik ved hjælp af skruebrækkere læsset skibene i havnene og i strejkens anden uge var eksporten næsten normal. Men fra den tredie uge gik sømændene og søfyrbøderne i sympatistrejke, og havnearbejderne i England nægtede at losse de danske skibe. I begyndelsen af juni var transportarbejderstrejken så total, at regeringen måtte foretage sig et eller andet, hvis den ville blive siddende.
Enten måtte den gribe ind overfor de strejkende arbejdsmænd for at redde landbrugseksporten og ministertaburetterne. Eller også måtte den forholde sig passivt og afvente et mistillidsvotum. Den valgte at gøre det, som samtlige socialdemokratiske regeringer i al eftertid også har gjort, at udarbejde en provisorisk lov om strejke- og lockoutforbud.
Loven blev aldrig udstedt, for umiddelbart inden vedtog DAF et nyt – stort set uændret – mæglingsforslag. Dette på trods af Lyngsies modargumenter og som resultat af arbejdsmændenes ringe strejkeøkonomi og store isolation.
Hermed var grundlaget for alle senere indgreb fra socicaldemokraterne for at “sikre arbejdsfreden” lagt. Fagbevægelsen skulle vise hensyn til “deres egen ‘arbejderregering’ og ‘samfundets interesser’ fremfor ‘snævre organisationsinteresser’”.
Da Staunings plan om tvungen voldgift blev kendt rykkede bladet Socialdemokraten ud og kaldte det en “befriende dåd”.
Grundlæggende havde Lyngsie det samme udgangspunkt som det øvrige socialdemokrati: fastholdelse af klassesamarbejdet samt at sikre Socialdemokratiet regeringsposten. Ofte talte Lyngsie om at et magert forlig var at foretrække fremfor en lang konflikt. Han gav sine medlemmer følgende regnestykke: “Hvor mange strejkedage skulle der til, for at et års forhandlingsresultater var sat over styr, når een øre i timen gav 30 kr. mere om året og to øre 60 kr. mere om året?”
Lyngsie
Under havnekonflikten i 1919, som blev ledet af syndikalisterne, udsendte Lyngsie et harmdirrende opråb til havnearbejderne, der sluttede således: “Hvad vil I da mere? Hvorfor har I nu i en måned strejket hver anden dag, bedyret eders hjem med unødvendige tab og fordyret eders standfællers, hele den københavnske befolknings livsfornødenheder med millioner og atter millioner? Gør en ende på galskaben, genvind eders klassefællers respekt og agtelse. Jag cigaretdrengene (syndikalisterne, red.) ud af havnen, når de forsøger at optræde som eders formyndere og lad os blive fri for at se eder som blinde redskaber for den nye antisocialisme.”
Han var dybt involveret i klassesamarbejdspolitikken og blev medlem af den faste voldgiftsret.
Den eneste grund til at han kørte så hårdt frem i 1922 og 1925 var at arbejdsmændenes lønninger var sakket langt bag ud. De faglærte havde ved hjælp af løfteparagraffen kunnet hæve deres lønninger i overenskomstperioderne. Lyngsie måtte vise, at han var i stand til at få medlemmernes løn op på samme niveau som de faglærtes, hvis han ville beholde topposten.
Erfaringen
Erfaringerne fra 1920’erne går lige ind i forhold til forventningerne om et nyt arbejderflertal, og til at SID, anført af Hardy, vil være spydspids imod borgerlig politik, hvad enten den kommer fra en socialdemokratisk eller konservativ regering.
Det er ikke set siden Socialdemokratiet for første gang kom til regeringsmagten i 1924 til idag, at de bryder med de forpligtigelser, der følger den post i et kapitalistisk samfund. De vil igen og uden tøven prioritere regeringens eget eksistens – forud for arbejderklassens kamp.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed