Socialistisk Arbejderavis
Nr. 25 – December 1986 – side 10
Kapitalistiske krampetrækninger
Caspar Diklev
Et af de seneste bud på løsningen af Danmarks økonomiske trængsler var kartoffelkuren. Selv uden dette indgreb er der dårlige udsigter for en genrejsning af dansk økonomi.
Der er meget store problemer med den faldende eksport, og selv borgerlige økonomer fastslår, at 1987 vil give 20.000 flere arbejdsløse og stagnation i den økonomiske vækst.
For syv måneder siden fejrede de fleste vestlige politikere og økonomiske kommentatorer det store fald i oliepriserne og forudsagde et kraftigt økonomisk opsving.
I august gik diskussionen på, om vedensøkonomien stod overfor sin tredje og muligvis værste nedtur i de sidste 13 år. Og nu viser det sig, at den formodede positive vækst i USA i år bliver negativ. Industriproduktionen stagnerer eller falder i alle de vigtigste økonomier.
Siden begyndelsen af 70’erne har kapitalismen igen fået det klassiske “opsving-nedgang”-mønster. På Marx’ tid var disse perioder på ca. 10 år (fra bunden af den ene nedgang til bunden af den næste), hvor den nu løber mellem seks og syv år.
Udover denne kortvarige cyklus vil der også være en langsigtet tendens med fald i profitten. Denne tendens følges af lav investeringslyst, kronisk stagnation i nøgleindustrier som stål- og værftsindustrien og en langvarig dødskamp for bønder, forgældede virksomheder og hele nationale økonomier.
Trotsky bemærkede i 1921: “Periodiske svingninger ... akkompagnerer det kapitalistiske samfund gennem dets ungdom, voksenlivet og i opløsningsfasen, på samme måde som hjerteslaget akkompagnerer mennesket selv på dødslejet.” Men i en “opløsningsepoke” eller en lang kriseperiode bliver systemets vejrtrækning mere anstrengt og hjerteslaget mere uregelmæssigt.
“Et nyt Wall Street”
Hvor dyb den nuværende krise bliver, afhænger i høj grad af, om verdens finans- og banksystemer kan klare presset. I de sidste få år er finansmarkeder vokset voldsomt. Kæmpesummer bliver hvert sekund ført frem og tilbage over hele verden for at opnå det største og hurtigste afkast.
Det gælder om at være hurtig, ride på toppen af bølgen. Overalt hviler Wall Street-krakket som en mørk skygge over pengefolkene. Dengang i 1929, da aktiekurserne styrtdykkede, investeringerne blev udslettet, og den amerikanske økonomi, og med den resten af verden, blev kastet ud i kapitalismens dybeste krise.
Kan det ske igen? Der er mange lighedspunkter med situationen i slutningen af 20’erne og også en meget vigtig forskel.
For det første er der prisfaldet på råvarer. Priserne på olie, kobber, tin, hvede og sukker ligger nu gennemsnitlig på det laveste siden 30’erne, inflationen medregnet.
Men prisfaldet er ikke den eneste faktor. Kampen på verdensmarkedet bliver mere og mere nådeløs. Både USA og EF har skærpet importrestriktionerne af billige fødevarer fra hinanden og resten af verden.
Den amerikanske regering giver nu så store tilskud til hvedeeksporten (også ved salg til Sovjetunionen), at den truer med helt at fjerne konkurrencen i Argentina og Australien, hvilket har gjort begge landes regeringer rasende.
Sådan gik det også i 20’erne. priserne på råstoffer og fødevarer begyndte at falde i 1925 og accellererede frem til 1929. De råstofeksporterende lande blev nødt til at skære ned på importen fra de industrialiserede lande, hvilket var medvirkende til at bane vejen for krisen.
Den udbredte brug af importkontrol øgede problemerne. Kaffe blev brændt i Brasilien, den australske økonomi brød sammen, og tusindvis af amerikanske bønder, der var ude af stand til at betale deres gæld, måtte opgive.
En anden parallel til slutningen af 20’erne er gældssituationen. Banker laver som bekendt deres profit ved at låne penge ud. Så derfor er de nødsaget til at fortsætte med at låne penge ud, hvis de skal kompensere for de stærkt risikofyldte lån, de tidligere har givet.
Når de ikke længere tør låne penge til Nigeria eller Polen, låner de til spekulanter på fondsmarkedet eller financerer enorme aktieopkøb, som det er sket i de sidste tre år.
Det amerikanske Business Week havde fornylig en artikel med overskriften “Gælden er i farezonen”. Den refererede ikke til Mexico eller Filippinerne, men til det 6,5 trillion dollar (en million millioner) store gældsbjerg, der var indenfor USA's grænser.
Faresignalerne er tydelige nok. Den del af virksomhedernes gæld, der betegnes som kritisk at få tilbagebetalt, er steget fra 11% i 1982 til 24% i 1985.
LTV, USA's andetstørste stålværk gik konkurs i juli. 75 banker har drejet nøglen om i år, medregnet den næststørste bankerot i USA's historie, First Oklahoma Bank, der sad med lån til olieudstyrsleverandører, bønder og ejendomsspekulanter til op over begge ører.
“Gråt pengemarked”
En tredje lighed med slutningen af 20’erne er, at en stor del af banklånene ikke bliver anvendt til produktive investeringer, men i stedet kanaliseret ind på finansmarkedet.
Til trods for en forøgelse af profitterne med opsvinget efter 1982 var stigningen i investeringerne kortvarig. Meget få virksomheder har turdet fastholde investeringerne af frygt for situationen på verdensmarkedet.
Til syvende og sidst afhænger papir-profitterne altid af den merværdi, der skabes af arbejdere i produktionen. Stigningen i aktiekurserne repræsenterer øgede krav på den fremtidige profit.
Men hvis merværdien ikke vokser tilstrækkeligt, bliver det umuligt at honorere kravene. Aktieejerne får ikke deres udbytter og pengeudlånerne får ikke deres renter.
I 1929 fortsatte spekulationsfeberen, selv efter at den industrielle økonomiske udvikling var stagneret. Investorerne i Wall Street blev ved med at optage lån i den tro, at markedet fortsat ville ekspandere. Til sidst skulle der bare en lille rentestigning til, før korthuset væltede.
Parallelerne mellem 1986 og 1929 er realistiske nok til at bekymre verdensøkonomiens “Godfather”, Paul Volcker. Han er formand for “The Federal Reserve”, USA’s nationalbank. I juli advarede han: “Den fart, gælden vokser med er forblevet foruroligende høj. I dag viser ubalancen og vanskellighederne sig tydeligt.”
Statsstyringen af økonomien
Der er umiddelbart een stor forskel mellem nu og "den store depression", som startede i 1929. Dengang forsøgte ingen enkeltstater at "styre" krisen.
Den amerikanske statsapparat, som gennem de seneste ti år så klart har repræsenteret den største og mest magtfulde kapitalblok i verden, forsøger at styre verdensøkonomien.
De har endnu ikke løst systemets fundamentale modsætninger. På den anden side skal man ikke undervurdere deres succes med at styre gældskrisen på vegne af de vestlige banker, og dermed undgå det store økonomiske sammenbrud.
Men kan de blive ved med at klare skærene? To ændringer i den amerikanske stat siden 1929 fremstår klart.
For det første er der statens udgifter. I 1929 forbrugte den kun 2,5% af bruttonationalproduktet mod 23,5% idag.
Reagans militærbudget holder fortsat ikke bare USA's, men også resten af verdens økonomi oppe. Men i en tynd tråd. Selv de allerede sete forhøjelser af våbenproduktionen er ikke store nok til at opsuge det eksisterende kapitaloverskud på verdensplan.
For det andet har den amerikanske nationalbank ikke bare dirigeret forhandlingerne mellem banker og gældslande som Mexico, hvadenten det er foregået direkte eller gennem sine underordnede, IMF, (International Valutafond). Den har også reguleret krisevirkningerne ved at nedsætte udlånsrenten til privatbanker.
Med andre ord er den amerikanske stat altså rede til at pumpe dollars i de amerikanske banker, og gennem dem til resten af verden, for at afværge et sammenbrud.
Prognose?
Spørgsmålet er, om det er nok, og om det kan fortsætte på denne måde. Problemerne hober sig op. Handelsunderskuddet og gælden vokser fortsat. Dollaren falder stadig, USA skiftevis truer Vesttyskland og Japan med importkontrol, og trygler de samme om hjælp til at komme ud af miseren. Men de tyske og japanske borgerskaber hytter deres egne skind.
Det er ikke svært at lave et rædselsbillede af denne situation. Mange mennesker tjener gode penge på at gøre det. Men som Trotsky også skrev: “Enhver historisk prognose kræver forudsætninger, og jo mere præcis prognosen er, jo flere forudsætninger kræves der.”
Een ting kan vi ihvertfald være sikker på. Om det er i Danmark eller Brasilien, USA eller Australien, hvadenten regeringen kalder sig konservativ, liberal, radikal, eller socialistisk, vil de enkelte landes herskende klasse forsøge at få arbejderne til at betale for krisen.
I den sidste ende bliver det kritiske spørgsmål ikke, hvor længe kapitalismen vil overleve, men hvor længe verdens arbejdere vil finde sig i det!
Kilde: Socialist Worker Review, sept. 86.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed