Socialistisk Arbejderavis
Nr. 252 – 23. februar 2006 – side 9
Filmanmeldelse
“Walk the Line” – kun den halve historie
Jan Hoby
“Walk The Line“ er opkaldt efter en af mr. Cashs mest berømte sange “I Walk The Line“ og handler om Cashs forsøg på at balancere mellem berømmelsens mange fristelser, pillemisbrug og et ukontrolleret raseri over for drømmen om kærligheden og det gode liv.
Selvom det ikke er stor kunst, så er det en intens og god film om manden med det intense blik og en stemme så dyb og mørk som den sorteste nat. Med filmen formår kun at vise den ene side af Johnny Cash’s liv!
Fra White Trash til The Man in Black
Under den amerikanske depression blev J.R. Cash født den 12. februar i 1932 i Kingsland, Arkansas. Barndommen som den mellemste af syv fattigmandsbørn blev brugt med at plukke bomuld på marken nær familiens skur. Efter skoletiden kom Cash som 18-årig med i luftværnet, hvor han tog sig navnet John Cash, da militæret ikke ville acceptere initialer. Det var da Cash var udstationeret i Tyskland, at han købte sig sin første guitar og startede et band. Cashs ophold i militæret opsummerede han bedst selv med sætningen: “Jeg var i militæret i 20 år, fra 1950 til 1954“.
I 1954 kontaktede Johnny Sun Records’ Sam Phillips i håb om at få lov at indspille et par simple gospelsange. Men Phillips, der havde opdaget Elvis Presley og Jerry Lee Lewis, ville have fat i en mere vild og kommerciel udgave af Johnny. Gennembruddet kom ikke med debutsinglen “Hey Porter“, men allerede med det andet udspil “Cry, Cry, Cry“ begyndte befolkningen af få øjnene op for Johnny. I 1956 gik singleudspillet “Folsom Prison Blues“ ind på countrymusikken top 5-hitliste, og samme år udkom “I Walk The Line“ der blev hans første udspil, der landede på toppen af hitlisterne.
I slutningen af 50’erne havde Johnny udgivet mere end 50 sange, solgt mere end 6 millioner plader og fået muligheden for at optræde i countrymusikkens højborg The Grand Ole Opry i Nashville. Det var her, Johnny fik tilnavnet The Man In Black. “Alle var iført rhinsten, glimtende tøj og cowboyhatte. Og jeg besluttede at iføre mig sort skjorte og bukser, for at se om dette gik. Og det gjorde det, og lige siden har jeg båret den farve,“ forklarede Johnny i et senere interview.
I sangen “Man In Black“ fra 1971 synger Johnny, at ved at bære farven sort viste han sin respekt og medfølelse for de svageste i samfundet, og runder sangen af med linierne: “Oh I’d love to wear a rainbow every day and tell the world that everything’s okay / But I’ll try to carry off a little darkness on my back / Till things are brighter I’m the man in black.”
Den politiske Cash
Men solidariteten og medfølelse med alle undertrykkede kommer slet ikke frem i filmens 135 minutter. Cash havde en politisk meget radikal holdning til fængsler, som han opfattede som værende et symbol på den generelle undertrykkelse af mennesker. Et udtryk som filmen materialiser i live koncerten fra Folsom Prison. Men Walk The Line formår ikke at vise hans vrede mod den hvide mands undertrykkelse af USA’s oprindelige befolkning, som han synger om på albummet Bitter Tears fra 1964. Publikum får heller ikke kendskab til hans modstand mod krigen i Vietnam og ønsker om at få tropperne hjem for at “skabe fred“ i Vietnam. Ellers hans modstand mod Ku Klux Klan og deres propaganda mod “hvidt overherredømme“.
Johnny Cash spilles af Joaquin Phoenix i James Mangolds biografiske drama om The Man In Black, og han gør det godt, selvom det er en umulig opgave at give sig ud for at være Johnny Cash.
June Carter spilles af Reese Witherspoon, som er utrolig intens. Alle skuespillerne synger selv deres karakterers sange i filmen. Hverken Phoenix eller Witherspoon besidder deres karakters talent, men de slipper godt fra det. Det som virkeligt ville havde forvandlet en god film til stor kunst ville have været hvis ikke kun individet Johnny Cash var blevet skildret, men også den sociale, solidariske og politiske Johnny Cash.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed