Socialistisk Arbejderavis
Nr. 253 – 16. marts 2006 – side 4
Islamofobi
Muslimhetz, ytringsfrihed og frontlinier
Jakob Nerup
Natten til lørdag den 11. marts blev et muslimsk kulturcenter i København udsat for forsøg på brandattentat. Ukendte gerningsmænd satte ild til en stak aviser foran døren. Det er en udvikling vi skal stoppe. Og det er derfor helt afgørende, hvordan venstrefløjen forholder sig til islamofobien. Jakob Nerup giver her nogle holdepunkter for socialister, som vil i offensiven og byde Fogh og Pia Kjærsgaard modstand, så muslimer ikke bliver vor tids jøder
Muhammedtegningerne har skærpet den politiske og ideologiske polarisering i Danmark. Stopper det ikke, så er der ikke langt til progrommer og vold mod muslimer.
Ingen kan smyge sig uden om at tage stilling og mange synes det er svært at navigere i debatten. Det følgende er et bud på nogle centrale holdepunkter for socialister.
1. Hvem er magten og hvem er de undertrykte?
Muslimer er en minoritet på under 5 % af den danske befolkning. Det overvældende flertal af dem tilhører ikke fundamentalistiske trosretninger indenfor islam. Alligevel kan muslimer i Danmark ikke bygge moskeer eller få gravpladser.
Langt hovedparten af de danske muslimer er som alle andre indvandrere en del af arbejderklassen, og de har endda de dårligst betalte job og en meget stor arbejdsløshed. Muslimer er derfor en naturlig del af den kamp arbejderklassen og de undertrykte kæmper mod de rige og magten i Danmark.
Muslimerne er vor tids jøder og med den forståelse skal socialister forsvare dem mod islamofobien. Socialister står altid på de undertryktes side mod undertrykkerne. Vi tager afsæt i at religion ikke kun er opium for folket, men også et Hjerterum i en hjerteløs verden, som Marx formulerede det. Religionen er ikke fjenden i sig selv, men det er det klassesamfund der føder den.
2. Hvem forsvarer ytringsfriheden?
For Anders Fogh er ytringsfriheden lig med de magtfuldes ret til at håne og krænke en religion og et mindretal. I årevis er tonen i Danmark skærpet mod indvandrere og muslimer, og islam er blevet til det legitime fjendebillede, der kan retfærdiggøre krigen mod Afghanistan og Irak, lukning af de danske grænser og diskrimination af unge indvandrere. Hykleriet bliver totalt, når danske muslimer, der bruger deres ytringsfrihed til at debattere i Danmark eller i Mellemøsten, så beskyldes de for at skabe modsætninger.
Ytringsfriheden er en abstrakt borgerlig frihed, når den ikke knyttes sammen med muligheden for at udøve den. Fogh og hans ligesindede har haft de danske medier i ryggen, hvad enten de er kommercielle eller statslige. I et kapitalistisk samfund er der ikke reel ytringsfrihed, fordi den også hænger sammen med muligheden, pengene og magten, til at udøve den.
Ægte ytringsfrihed forudsætter lige adgang til medierne, respekt for minoriteter og en demokratisk styring af medierne.
3. Hvem er fjenden?
USA har udnævnt Iran til fjende nr. 1, fordi mullaherne har terrorvisioner om atomvåben. Glemt er at USA har alle kernevåben og truer med at bruge dem; at USA og de vestlige lande vil have kontrol med olien; at det er de menige iranere som betaler for krig og sanktioner, hvilket Irak er et sørgeligt bevis for.
Men er det ikke Danmark som fører krig i Mellemøsten og besætter Irak? Er det ikke Fogh som nægter at føre dialog med imamer og diplomater? Er det ikke Fogh som altid kategoriserer islam som tilbagestående og muslimer som potentielle terrorister? Når Fog bygger sådanne fjendebilleder op, så bliver han vores fjende.
Danske muslimer har masser af forskellige holdninger og religiøse udtryk. Hvis vi som socialister vil være forsvarerne af de undertrykte og føre fælles kamp mod racisme og islamofobi, så kan vi ikke starte med at forlange sekularisering eller gradbøje, hvilke muslimer der har lov til at være med.
4. Hvem formulerer vejen frem?
Der er kommet mange nye initiativer frem i løbet af de sidste måneder. Den mest problematiske er Demokratiske muslimer, som i realiteten er en støtteforening for Foghs politik. Foreningen er finansieret af den reaktionære direktør Asger Aamund, og ledet af den antireligiøse Nasar Kader.
Et andet og mere sympatisk initiativ er “Co-existence of civilizations“, hvis formål er global multikulturel sameksistens. Dens bagmænd er religiøse ledere, multinationale direktører og velmenende folk fra eliten, men vi skal ikke sætte vores lid til at alternativet vokser frem fra oven.
I flere byer er der opstået anti-racistiske initiativer, som forsøger at samle bredt. Men endnu er det ikke lykkedes at forene muslimske miljøer med venstrefløjen, fagbevægelsen og bredere kredse af humanister, bl.a. Som konsekvens af venstrefløjens manglende indsats og modvilje overfor visse muslimske miljøer.
De skarpeste og bedste talerør mod islamofobien og regeringen er de intellektuelle. I spidsen står forfattere som Georg Metz, Stig Dahlager og Carsten Jensen, der på et markant og klart humanistisk grundlag går i infight med muslimhetzen og forlanger Fogh’s afgang. Det er præsterne og lægerne. Det er muslimer, som fx Muslimer i Dialog og The Network (muslimske akademikere). Alle formår de at gå til modstand på det ideologiske og politiske plan slaget udkæmpes.
5. Forsoning eller kamp?
Mange danskere synes det er ubehageligt med den uforsonlige tone i debatten og ønsker at Danmarks renommé skal repareres. Det er sympatiske udgangspunkter, men sådan er virkeligheden ikke. Muslimer kan og skal ikke forsones med Fogh og Pia Kjærsgaard. Omverdenen skal ikke acceptere den danske racisme og undertrykkelse af indvandrerne.
Den danske befolkning kan forsone sig med muslimerne ved at føre en ægte respektfuld dialog. Det starter en erkendelse af at et opgør med islamofobi og racisme er nødvendigt. Det fortsætter med at kæmpe imod den danske regering og trænge deres racistiske lovgivning og imperialistiske besættelse af Irak tilbage.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed