Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 256 – 17. maj 2006 – side 6

Globalt opbrud – mod imperialisme og nyliberalisme

Mikkel Birk Jespersen

’Krigen mod terror’ er den tredje verdenskrig. Sådan ser George Bush i hvert fald på det i et interview, han gav for nylig – og han understreger dermed endnu engang omfanget af det projekt, han og hans allierede har sat sig for. Et projekt, hvor et centralt element er anvendelsen af militær magt til at gennemtvinge en verdensorden baseret på amerikansk dominans og nyliberalisme.

Bolivias præsident Evo Morales bekendtgjorde den 1. maj over for tusindvis af tilhængere, at det bolivianske militær havde taget kontrollen over landets olie- og gasproduktion

Bolivias præsident Evo Morales bekendtgjorde den 1. maj over for tusindvis af tilhængere, at det bolivianske militær havde taget kontrollen over landets olie- og gasproduktion

 

Men Bush’s projekt møder stadigt mere modstand. Overalt i verden går folk imod krig og nyliberalisme og protesterer mod såvel Bush’s planer som mod lokale magthavere.

Mens besættelsen af Irak i stigende grad sander til i problemer, og de amerikanske trusler mod Iran optrappes, ser vi her på, hvad der er status for Bush’s imperialistiske projekt. Problemerne bliver større og flere for Bush, Blair m.fl., og samtidig hæves indsatserne i spillet om, hvilken verden vi skal have i fremtiden.

Bolivia: Oprøret i USA’s baggård fortsætter
Tidligere på året blev Evo Morales valgt til præsident i Bolivia. Han er den venstreorienterede leder af en organisation for oprindelige folk, og hans valgsejr var blot endnu en understregning af, at Sydamerika er det kontinent, hvor kampen mod nyliberalisme og imperialisme har nået sit mest avancerede og omfattende niveau.

Samtidig er hans nationalisering af olie og naturgas en direkte udfordring til de multinationale selskaber og de vestlige regeringer, der støtter dem – ikke mindst Bush-regeringen.
Valget af Morales er ikke markant, fordi det i sig selv vil vende op og ned på, hvordan virkeligheden ser ud for almindelige bolivianere, men fordi valget kommer efter at Bolivia har været igennem flere omfattende sociale opstande i de senere år.

I juni sidste år lammede strejker og demonstrationer landet og tvang den siddende præsident til at flygte ud af landet. Protesterne var startet netop som en reaktion mod regeringens planer om at lade udenlandske firmaer beholde størstedelen af profitterne fra landets olie- og naturgasressourcer.

Selvom oprøret ikke mundede ud i en revolutionær omvæltning i Bolivia, satte den alligevel sine spor. Dels viste den den styrke, arbejderne og bønderne har, og dels opstod der i løbet af kampen spirerne til alternative måder at organisere samfundet på, inden protestbevægelsen blev stoppet.

Morales var én af de ledere af protestbevægelsen, der var med til at få den stoppet, og det er et åbent spørgsmål, i hvor høj grad han vil leve op til de forventninger, der er til ham. I hans regering sidder der også ministre fra højrefløjen.

Indtil videre fastholder Morales dog sin høje popularitet – samtidig med at bevægelsen nedefra fortsætter med at lægge pres på magthaverne: Indenfor den seneste måned har der været flere omfattende strejker og protester, fx blandt sundhedsarbejdere, lærere og transportarbejdere.

USA: Protester mod racisme
Bush og Co. møder ikke bare modstand rundt om i verden, hvor de forsøger at gennemtrumfe deres nyliberalistiske og imperialistiske dagsorden. Også hjemme i USA protesteres der mod deres politik.
Senest har Bush-regeringen med sine nye anti-immigrationslove rettet mod illegale indvandrere vist, hvordan racisme og nyliberalisme hænger sammen. Lovene vil yderligere marginalisere de anslået 12 millioner illegale indvandrere, der i forvejen har de dårligste og lavest betalte jobs – og dermed fungerer som løntrykkere i den amerikanske økonomi.

Men denne cocktail af nyliberalisme og racisme har mødt massiv modstand, idet hundredtusinder over hele USA har været på gaden i protest mod regeringens planer.
Første maj demonstrerede omkring en million mennesker over hele USA, og mange forretninger, der er afhængige af indvandreres arbejdskraft, var tvunget til at lukke. Samtidig var det afgørende, at de amerikanske fagforeninger stod bag og støttede demonstrationerne.
Selvom loven er vedtaget i Repræsentanternes Hus, ser det ikke ud til at bevægelsen vil stoppe her. Allerede nu sammenligner aktivister den med 60’ernes borgerrettighedsbevægelse.


Palæstina: Mellem modstand og udsultning
Hykleri og kynisme. Det er de to ord, der bedst beskriver USA’s politik overfor palæstinenserne, efter at de formastede sig til at vælge en regering, der ikke passede magthaverne i Washington.
Hykleri, fordi man kræver, at Hamas skal tage afstand fra vold, hvis det palæstinensiske selvstyre fortsat skal modtage økonomisk støtte – samtidig med at Israel er den stat i verden, der modtager mest militær og økonomisk støtte fra USA, uden at landets voldelige fremfærd overfor palæstinenserne problematiseres væsentligt.
Og kynisk, fordi man ikke har nogen problemer med at kaste en i forvejen forarmet befolkning og et samfund i dyb økonomisk krise ud i endnu dybere fattigdom.

USA’s og Israels politik er et klart forsøg på at sulte palæstinenserne til underkastelse. En befolkning, der mangler basale fornødenheder, har sjældent det nødvendige overskud til at gøre modstand mod en overmagt.
Palæstinensernes modstand mod den israelske besættelse har især indenfor de seneste år været et referencepunkt i Mellemøsten for den brede modstand mod USA’s indflydelse i regionen.
Om det vil lykkes at knække den palæstinensiske modstand er dog ikke afgjort endnu. Hamas’ valgsejr blev bredt i Mellemøsten opfattet som et slag mod såvel imperialismen som mod korrupte lokale magthavere, og solidariteten med palæstinenserne står således usvækket blandt folk i de andre mellemøstlige lande.


Frankrig: Massekamp slår nyliberalisme!
Vi kan slå nyliberalisterne! Og vi kan gøre det gennem massekamp – det er strejker, demonstrationer og besættelser, der virker.
Det var den besked, de franske arbejdere og studerende sendte til resten af verden, da de i april sendte premierminister Dominique de Villepin og præsident Jacques Chirac til tælling og tvang dem til at trække den forhadte CPE-lov tilbage. CPE var et klassisk nyliberalistisk angreb, der skulle gøre det muligt for arbejdsgivere at fyre unge under 26 år uden grund i de første to år af deres ansættelse.
Mens Sydamerika er det kontinent, hvor kampen mod den nyliberalistiske verdensorden er på det højeste niveau, er Frankrig det land i Europa, hvor vi ser de mest omfattende og avancerede kampe.

De afgørende faktorer i sejren over regeringen var dels alliancen mellem arbejdere og studerende og deres organisationer – og dels viljen hos centrale dele af bevægelsen til at fortsætte og udvide kampen, indtil man vandt.
Ikke bare antallet af demonstranter og besatte universiteter voksede fra uge til uge, men også den politiske generalisering og radikalisering. Dette – kombineret med, at man fra starten havde besluttet, at kun en fuldstændig tilbagetrækning af CPE var et acceptabelt resultat – sikrede, at man vandt en vigtig sejr.

Samtidig er mange aktivister bevidste om, at deres kamp ikke blot handler om én enkelt sag, men at CPE-loven er en del af en bredere nyliberalistisk politik, og at kampen derfor langt fra er slut med tilbagetrækningen af CPE.
Derfor har de franske arbejderes og studerendes sejr betydning for alle os, der kæmper mod nyliberalisme i andre lande. Det er herfra, vi kan hente opskriften på, hvordan vi kan slå nyliberalisterne.

Flere artikler fra nr. 256

Flere numre fra 2006

Se flere artikler af forfatter:
Mikkel Birk Jespersen

Siden er vist 2473 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside