Socialistisk Arbejderavis
Nr. 257 – 7. juni 2006 – side 7
El Alto
Højdepunktet af den bolivianske bevægelse
Raúl Zibechi
Den latinamerikanske ekspert Raúl Zibechi snakkede med Socialist Worker om byen El Alto, som har været centrum for den nyeste mobilisering, der har taget landet med storm.
Byen El Alto blev et fokus under de to masseopstande i 2003 and 2005. De indfødte arbejderes by er placeret på en slette højt oppe over den bolivianske hovedstad, La Paz.
Raúl Zibechi har kortlagt byens vækst, og den rolle som dens folkelige organisationer har spillet. Han beskrev byen for Socialist Worker: “El Alto rejser sig 4.000 meter over havets overflade midt på en prærie, omringet af høje, sneklædte bjerge. Det er ekstremernes klima – en brændende sol, men iskoldt i skyggen.
Det er den fattigste og yngste by på kontinentet. Mere end halvdelen af dets 800.000 indbyggere er ankommet til byen inden for de sidste 15 år, og for 50 år siden var der kun 11.000 indbyggere.
Næsten halvdelen af befolkningen er under 25 år. Væksten er sket så hurtigt, at der stort set ikke er nogen basis infrastruktur. Vejene er mudderstier, der er ingen afløb, så når det regner, bliver alting forvandlet til en sø.
El Altos hurtige vækst falder sammen med Bolivias overgang til nyliberalisme og med tinindustriens kollaps, som tidligere var kilden til store dele af landets velfærd, samt til landets mest militante fagforeninger.
“Byen voksede i takt med, at tinminerne blev lukket i 1985“, sagde Zibechi. “Hele samfund flyttede ind til byen, fordi på landet døde de af sult. Det var ikke kun landbrugssamfund, men også minearbejdere. Tusindvis af arbejdere fra den samme mine flyttede til byen. Dem, der kom sammen, bosatte sig i plastictelte i samme område, og skabte et naboskab. Mange af naboskaberne er sammensat af folk, der kendte hinanden fra tidligere. Det giver dem en stor sammenhængskraft.“
Indtil for nyligt blev Latin Amerika af mange anset for et kontinent, hvor bevægelserne var bekæmpet – hvor den mest modbydelige form for nyliberalisme havde smadret magtfulde grupper af arbejdere og drevet millioner ud i fattigdom. Men forandringen i de sidste to årtier har også tvunget bunden af samfundet til at organisere sig på nye måder, hvor de gamle kamptraditioner ofte kombineres med nye måder at kæmpe på.
Det er i høj grad tilfældet i El Alto, som Zibechi kalder “en selvkonstrueret by“. Alt i El Alto, uden undtagelse, er lavet af folket – intet kommer fra staten. Vejene, hytterne, skolerne, sportsarealerne og kirkerne er alle initiativer foretaget af indbyggerne.
Majoriteten af indbyggerne arbejder i små forretninger, ofte med 4 eller færre ansatte. “Nogle er handlere og driver restauranter, andre er industri- og bygningsarbejdere og omkring 10 % er ansat under staten. Man kan sige, at El Alto er “et hav af uformel arbejdskraft“.
“Søndagsmarkedet har 40.000 boder. Det er fantastisk. De sælger alt fra sokker til nye og brugte biler – alt sammen på samme vej og i Kanvas telte.“
Denne form for miniindustri har skabt særlige former for organisering i El Alto. “Klassiske fagforeninger findes stort set ikke“ siger Zibechi.
“Der er primært to former for organisering. En af dem er naboskabsforsamlingerne. Der er 550 af dem – en for hver barrio (kvarter). Det giver omkring 1500 mennesker pr. samling, og hvis du ikke tæller børnene med så 1000.“
Demokratisk
“Forsamlingerne mødes i Føderationen af Naboskabsforsamlinger i El Alto (Fejuve). Det er den vigtigste organisation – og den, der ledte oprøret i 2003 og 2005. Den anden primære form for organisering er markedssælgernes handelsforbund.
“Deltagelse i både naboskabssamlingerne og handelsgrupperne er obligatorisk. Hvis du ikke er tilknyttet en handelsforening, får du ikke lov til at sælge på gaden. Hvis du ikke deltager på møder og demonstrationer, skal du betale en bøde. Organisationerne omfatter hele befolkningen. Det er ikke “vælgerdemokrati“, men noget andet. Jeg ved ikke, om det er så demokratisk endda, men det er meget deltagerbaseret. Det er baseret på traditionerne fra minearbejderens organisering og fra de oprindelige samfund.
Organisationerne er alle territoriale – de kontrollerer et område, et barrio eller et marked. Her er alting baseret på territorium. Hvis du for eksempel går ned af El Altos gader, kan du se hængte hvalpe. De er en advarsel til tyve og viser, at nogen er blevet røvet her. Når en tyv kommer, lyder der en fløjtetone, og folk omringer ham, kaster sten på ham og dræber ham. Omkring 900 tyve dør hvert år i El Alto på den måde.
Politiet eksisterer ikke, eller endnu værre, de samarbejder med tyvene. Så folk opfinder deres egen form for selvforsvar, hvilket virker meget ubehageligt fra et vestligt synspunkt, men det er sådan tingene fungerer her.“
Organisationer baseret på folkelig mobilisering fra neden er stærkest i El Alto, men lignende former eksisterer rundt omkring i Bolivia. Og de har vist sig afgørende gennem de seneste års kampe.
Oversat af Sara Andersen
fra www.socialistworker.co.uk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed