Socialistisk Arbejderavis
Nr. 257 – 7. juni 2006 – side 12
Modernisme: Skitser for En anden verden
Chris Nineham
Som retning inden for mange former for kultur stod modernismen benhårdt på al tings foranderlighed, at vedtagne sandheder i fx religion og samfundssyn måtte forkastes. Selv i dag, længe efter sin storhedstid, er den modernistiske kultur en torn i øjet på højrefløjen. VK-regeringen har ligefrem et programpunkt, der hedder “opgør med smagsdommerne“, der kun kan forstås som et angreb på modernismen. Chris Nineham reflekterer her over modernismens historie og dens betydning for i dag.
Snarere end at være udtryk for en bestemt stil, er modernisme et altfavnende betegnelse for en bred vifte af eksperimenter inden for litteratur, kunst og arkitektur, som så småt dukkede op i slutningen af det 19. århundrede. De tidlige modernister i Europa reagerede på en verden i rivende udvikling. Elektricitet, jernbaner og nye byggemetoder forandrede byer og hjem, og markedet trængte sig ind på alle livets områder. Den elendighed og uro, som den hurtige industrialisering medførte, latterliggjorde ideen om kunst som en passiv refleksion af en ordnet virkelighed. Selv romantikkens flugt fra byerne blev udelukket, idet jernbaner og kanaler gennempløjede landet og bragte miner og fabrikker med sig i kølvandet.
Modernismens første fase udtrykte angst overfor en verden i permanent forandring. Impressionisterne opgav at male faste figurer og forsøgte i stedet at fange lysets flygtige spil. Tidligt i det 20. århundrede forvandlede Picasso og kubisterne faste former til en række øjebliksbilleder taget fra forskellige vinkler. Futuristerne i Italien og Rusland forsøgte at overføre de nye maskiners fart og dynamik til lærredet.
Den første verdenskrig og de revolutionære bevægelser, der fulgte, radikaliserede mange af modernisterne. Kunstnerne begyndte at se en sammenhæng mellem deres forsøg på at forandre kunsten og de revolutionære bevægelsers forsøg på at omdanne samfundet. Som Walter Gropius, en af grundlæggerne af Bauhaus-skolen i Tyskland, udtrykte det: “De gamle former ligger i ruiner, den slumrende verden er blevet rystet, den gamle menneskelige ånd er ugyldiggjort og er undervejs til en ny form.“
Modernisterne blev aldrig forenet politisk. Flertallet af de italienske futurister støttede højrefløjen og mange blev tilhængere af fascisternes leder, Benito Mussolini. Den banebrydende schweitzsisk-fødte Le Corbusier ønskede at åndeliggøre arkitekturen for at holde revolutionen fra døren. Men grunden til, denne periode i kunsthistorien er så svær at håndtere for eksperterne, er, at så mange af dens ledende skikkelser prøvede at stille deres værker i venstrefløjens tjeneste.
Efter Oktoberrevolutionen i 1917 fandt der i Rusland en sand eksplosion af radikale kunstneriske eksperimenter sted. Kendte kunstnere og digtere sluttede sig til kommunistiske plakatkollektiver. Konstruktivisterne malede fantasifulde skitser til et nyt samfund. Sergei Eisenstein lavede en række eksperimenterende, men meget populære film om revolutionens historie. I Tyskland sluttede Georg Grosz og John Heartfield, der havde været ledende i den anarkistiske antikunstbevægelse, dadaismen, sig til kommunistpartiet. I Frankrig gik selv de ledende surrealister med i kommunistpartiet i 1927.
Denne anden fase i modernismen glødede formeligt af optimisme. Et manifest, der blev udgivet af den Internationale Kongres for Progressive Kunstnere i 1922, erklærede alvorsfuldt, at “kunst er et universelt og reelt udtryk for den kreative energi, som kan bruges til at organisere menneskehedens fremskridt – den er et værktøj til universelle fremskridt.“ Denne stemning var en reaktion på de revolutionære bevægelser, men den afspejlede desuden entusiasme for den nye teknologi.
Det var russerne, der mindst af alle var i stand til at få fat i nogen virkelig teknologi, der gik i spidsen for, hvad de kaldte “maskinkunst“. Vladimir Tatlin byggede en træmodel af et 400 meter højt monument til Den Tredje Internationale. Men andre fulgte tæt efter. Bauhaus i Tyskland byggede på ideen om at bringe kunsten ind i masseproduktionen. Deres ideal var højkvalitetsdesign af boliger. Dets førende designere ønskede at skrælle alt unødvendigt eller dekorativt af deres design. Huse skulle være “maskiner til at bo i“. De ønskede, at design skulle spille en rolle i udformningen af den nye verden: “Kreative aktiviteter er kun nyttige, såfremt de skaber nye, hidtil ukendte relationer.“
Mange af de store værker fra denne periode var fantasifulde. Kunstnernes visioner var oftest langt foran det mulige. De russiske konstruktivister designede flyvende proletarbyer, samtidig med at det sovjetiske jernbanenet var lammet af borgerkrig og blokade. Trotskij og andre russiske revolutionære kritiserede nogle af modernisterne for at afvise alt, der ikke var moderne, og for at se bort fra de umiddelbare, kulturelle behov. Ikke desto mindre vedbliver modernisternes planer, malerier og design at fortælle om en dybtfølt tillid til menneskets evne til at forme verden på ny.
Grunden til, at mange af deres ideer aldrig kom videre end tegnebordet, er ikke, at de var upopulære. Sovjetrepublikken var alt for forarmet til at kaste sig ud i de mange design- og byggeprojekter, da den stalinistiske kontrarevolution sejrede og krævede en tilbagevenden til den traditionelle kunst. Den økonomiske krise i Europa gjorde, at da den europæiske avantgarde fik lejlighed til at praktisere, hvad de havde prædiket, var det revolutionære øjeblik forpasset. Men de modernistiske eksperimenter havde en stor indflydelse på mainstream. I midten af 1920erne ansatte socialdemokratiske regeringer mange modernistiske arkitekter til at løse boligproblemerne. Der var et stærkt græsrodskrav om at udrydde slummen, og modernismen gav en billig løsning på den massive boligmangel. Det tyske socialdemokrati lancerede et boligprogram under opsvinget i 1924-25, hvor de ansatte Bauhaus-arkitekter.
Modernisternes minimalistiske æstetik begyndte at sprede sig resten af verden og undergik en forandring undervejs. Forkromet Art Deco blev den moderigtige baggrund for New Yorks Brølende Tyvere. Fra midten af 1930erne dukker tydeligt modernistiske bygninger op i Sydamerika, Mellemøsten og Japan. Modernismen havde en stærk tiltrækning på de post-koloniale regeringer, der ønskede at vise, at de indtog deres plads i den moderne verden.
Nazisternes fremgang tvang modernistiske kunstnere og arkitekter på flugt og førte dem ud over hele verden, især til USA. Hitler forfulgte modernisterne og stod personligt for en udstilling, han kaldte “Degenereret Kunst“. Under efterkrigstidens opsving i USA blev modernismens oprindelige, utopiske impulser udvandet og udbredt som “International Style“. Dette blev til de store virksomheders byggestil, de nye skyskrabere – teknisk set imponerende, men anonyme og umenneskelige. De russiske konstruktivisters utopiske fantasier blev til de indadvendte farver, de amerikanske abstrakte kunstnere brugte til at udsmykke foyererne i de store firmaers hovedkvarterer.
Efter anden verdenskrig blev modernistiske byggemetoder taget op over hele verden. Der var kamp om udfaldet. Yderliggående arkitekter som Le Corbusier i Frankrig, flygtningene Erno Goldfinger og Berthold Lubkin, der opholdt sig i London, og brasilianeren Oto Niemeyer gjorde deres bedste for at designe og bygge attraktive bygninger af god kvalitet og med ordentlige fællesfaciliteter. Som regel overtrumfede byplanlæggernes behov for billige løsninger hvad der måtte være af utopiske intentioner. Mange af de nye boligprojekter blev upopulære på grund af manglen på demokratisk planlægning, skrabet boligstandard og ingen vedligeholdelse.
På det seneste er modernismen atter blevet fashionabel – denne gang som inspiration for smarte boligprojekter for byernes højtlønnede, der fremstår som utilnærmelige spøgelsesbyer i mange af verdens storbyer. Men vi bør ikke lade højrefløjen tilsmudse modernismen, bare fordi dens ideer bliver misbrugt eller er faldet i unåde. Modernisterne overdrev designets betydning. Deres tilbedelse af de nye produktionsmidler gjorde deres ideer åbne for at blive misbrugt af meget mindre idealistiske byplanlæggere.
Den virkelige årsag, til modernismens historie stadig gør højrefløjen utryg, er, at den bærer den ide med sig, at arkitekter, kunstnere og designere måske igen kunne tænkes at gå sammen med massebevægelser for at omskabe verden.
oversat af Frank Antonsen
fra www.socialistworker.co.uk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed