Socialistisk Arbejderavis
Nr. 258 – 16. august 2006 – side 4
Politiet går igen over stregen på Christiania
Klaus B. Jensen
Chikane, kropsvisiteringer og unødvendige anholdelser er efterhånden blevet dagligdag på Christiania. Beboerne og brugerne på Christiania får nu at føle, hvad det vil sige at være normal, selvom de fleste nok vil mene at det der foregår på fristaden mere minder om en undtagelsestilstand.
Politiet anholdt den 28. juli 15 festdeltagere på Dyssen på Christiania. Se optagelserne på politiken.dk eller på localeyes.dk
I en længere periode har fristaden haft den tvivlsomme ære at være en såkaldt visitationszone, hvor ordensmagten uden sigtelse kan kropsvisitere vilkårlige forbipasserende. Fra den 18. april og en måned frem blev over 1000 mennesker kropsvisiteret.
Den 28. juli kulminerede politiets chikanerier. Tidligt på morgenen rykkede en større gruppe betjente ind på Dyssen, et grønt område på Christiania ned til søen, hvor en privat fødselsdagsfest var ved at ebbe ud.
“Det var en god fest, med god stemning folk sad og sumpede og var glade, der var ingen form for ballade,“ siger Danny Morck Jensen, der var med til festen og efterfølgende blev anholdt. Politiet havde angiveligt fået en klage over larmen fra festen fra en christianit.
“Politiet ville bare have, at festen skulle slutte, så de dannede en kæde og begyndte at skubbe folk ud, hundene blev hentet frem, og nogle betjente knappede deres pistolhylstre op. Folk blev totalt overrumplet af deres (betjentenes) adfærd. Pludselig begyndte de at anholde vilkårlige folk på en ret voldsom måde. Folk fik håndjern på og fik vredet armene om bag på ryggen på en ret voldsom måde. En blev hevet hen over nogle bjælker, en pige blev kastet ned i gruset og fik sår på arme og ben. Der var en der fik med knippel, en fik revet armen af led, jeg selv fik også en ret voldsom behandling“.
Politiet anholdt i alt 15 festdeltagere for vold mod tjenestemand i funktion. Spørgsmålet er dog hvem der i virkeligheden udøvede vold. Flere pressefotografer var til stede og optog episoden, og med den dokumentation står de anholdte med et stort trumfkort i hånden i retten.
Efterfølgende har politiet også indrømmet, at over halvdelen af de betjente der deltog i aktionen var politiaspiranter.
“Jeg ser det som en øvelsesaktion for aspiranterne. Der var ingen grund til at det skulle ske. Det er uhyggeligt at det kan ske i et moderne demokrati som det danske. Det er jo helt klart en forlængelse af Foghs normaliserings-politik, og hvis de ikke kan få Christiania lukket med en folkelig opbakning, så prøver de ved hjælp af politiet at fremstille Christiania som et farligt sted, og det billede der passer ind i Foghs politik,“ slutter Danny Morck Jensen.
En af optagelserne fra episoden kan ses under politiken.tv på www.politiken.dk eller på www.localeyes.dk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe