Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 258 – 16. august 2006 – side 6

Den spanske borgerkrig 1936-39

Kæmp imod fascisterne – skab en ny verden

Andy Durgan

Andy Durgan kigger tilbage på revolutionen for 70 år siden, hvor de spanske arbejdere og bønder gjorde oprør imod et fascistisk kup

Revolutionen inspirerede både mænd og kvinder til at gå ind i kampen imod fascismen

Revolutionen inspirerede både mænd og kvinder til at gå ind i kampen imod fascismen

 

Den 18. juli 1936 gjorde dele af den spanske hær oprør, bakket op af overklassen og den katolske kirke. Intentionen med kuppet var at stoppe landets eksperiment med demokrati og sociale reformer.

Resultatet af dette oprør var en borgerkrig, der viste sig at blive en af de væsentligste begivenheder i det 20. århundrede.

For millioner betød nederlaget næsten 40 års fascisme i Spanien. Men 1936 var også begyndelsen på en epokegørende revolution. Denne revolution var ikke blot en mulig måde at besejre fascismen på, men også muligheden for en anden fremtid i Spanien.

Revolutionen i 1936 kom ikke bare ud af den blå luft og er derfor stadigvæk den dag i dag et af de bedste eksempler på, hvordan almindelige mennesker kan tage kontrollen over deres liv og samtidig begynde at ændre deres omverden.

I de foregående årtier var anarkistiske og socialistiske ideer begyndt at slå rødder i den spanske arbejderklasse. Centralt i denne tradition stod ideen om at arbejderne skulle tage kontrol over deres arbejdspladser.

Revolutionen blev ikke blot iscenesat af mere radikale mindretal, men var derimod baseret på en spontan og bred deltagelse.

Uden at der var givet ordre til dette, blev de fleste fabrikker og meget landbrugsjord kollektiviseret, især i Catalonien, Valencia og den østlige del af Aragonien. På landet blev store godser besat og mange mindre landejendomme blev lagt sammen.

Fagforeningerne oprettede militser til at bekæmpe fascisterne. Anti-facistiske komiteer organiserede sikkerhed og forsyninger og krævede revolutionær retfærdighed.

Besatte bygninger blev lavet om til hospitaler, skoler eller restauranter for folket.

Kvindernes liv blev forandret, da mange kvinder for første gang gik ind i politiske aktiviteter eller aktiviteter på fabrikkerne eller tog til fronten for at melde sig til kamp.

Den folkelige modstand havde forvandlet det, som skulle være et simpelt kup, til en regulær borgerkrig. Der bredte sig stor uenighed i de republikanske områder, der var kontrolleret af den anti-fascistiske modstand. Uenigheden handlede ikke, som ofte påstået, om enten krig eller revolution, men i stedet om, hvilken type krig – en traditionel krig eller en revolutionær krig.

På gaderne, arbejdspladserne og på landet så det ud, som om folket dominerede situationen. Men de kontrollerede ikke medierne, handel, økonomien og frem for alt militæret – revolutionen var ufuldstændig.

Folkefronten

Anarkisterne var imod alle statsformer og var derfor også imod at bygge en ny stat, selvom de erkendte nødvendigheden af en centralisering af den anti-fascistiske modstand. Anarkisterne afviste skabelonen for en revolutionær stat, som de mente ville komme til at munde ud i et “anarkistisk diktatur“.

I stedet endte de med at samarbejde om at genopbygge den republikanske stat. I november 1936 gik 4 anarkistiske ledere ind i den samme folkefronts-regering, som senere undergravede revolutionen.

Kampen mod fascismen i 1936 krævede en samlet og forenet venstrefløj. Folkefronten, som var dannet før krigen for at forene arbejder- og middelklassepartierne til forsvar for demokratiet, virkede som et logisk svar på den forfærdelige trussel fra fascismen. Men fremfor at opnå enhed, stod Folkefronten i spidsen for en kontrarevolution, der voldsomt svækkede den anti-fascistiske kamp.

Det var ventet, at det liberale republikanske parti og de moderate socialister, på grund af deres modstand imod socialistisk revolution, ville støtte et kapitalistisk demokrati.

Det kommunistiske parti voksede markant i de første måneder af krigen, specielt blandt den lavere middelklasse. Årsagerne til, at kommunisterne, der var de mest entusiastiske støtter af Folkefronten, modsatte sig revolutionen, var mere komplekse.

Partiet blev anset både som en forsvarer af den militære effektivitet og den offentlige ro og orden. Faktisk var den kommunistiske strategi underlagt Stalins Rusland, der søgte en alliancepartner blandt de vestlige demokratier for at bekæmpe Nazi-Tyskland.

Stalin var ikke interesseret i en revolution i Spanien og slet ikke en revolution, der ikke var under hans kontrol og derfor kunne bringe hans mulige alliance i fare. På denne måde blev revolutionen og dens støtter angrebet i enhedens navn.

Kontrarevolutionens offensiv kulminerede i gadekampe i maj 1937, hvor den revolutionære venstrefløj blev slået ned, og revolutionen sluttede.

En af grundene til, at tilhængerne af Folkefronten udadtil præsenterede krigen som en simpel kamp mellem fascisme og demokrati, var behovet for at vinde støtte til krigen fra demokratiske regeringer over hele verden. Den fascistiske akse, bestående af Tyskland og Italien, sørgede for massiv støtte til fascisterne i Spanien. Problemet var, at de demokratiske regeringers imperialistiske interesser og klasseinteresser betød, at de aldrig ville støtte en stat, der bekendte sig til socialisme. Derfor førte England og Frankrig den kyniske ikke-interventions-politik. Af stormagterne støttede kun Rusland det republikanske Spanien, hvilket styrkede den kommunistiske indflydelse.

Men den sovjetiske støtte var ikke uden betingelser. Priserne for våben var manipulerede og blev på den måde brugt af de russiske ledere til at lægge pres på for at begrænse revolutionen. På samme tid fandt den store stalinistiske udrensning sted i Rusland, og de metoder og den propaganda, der blev anvendt hertil, blev nu eksporteret til Spanien.

Frivillige

Den eneste reelle internationale støtte, republikken modtog, kom fra arbejdere. Der opstod en massiv solidaritetsbevægelse til støtte for republikken. Omkring 35.000 udenlandske frivillige fra hele verden, de fleste af dem arbejdere, tog til Spanien for at kæmpe i den internationale brigade. Mange af disse frivillige døde i krigen.

Til trods for at brigadens kommunistiske ledelse insisterede på, at deres kamp kun var for at forsvare demokratiet, var mange af disse frivillige revolutionære socialister, som så deres kamp som en del af en større kamp for et socialistisk samfund.

Folkefronts-ledelsens udsagn til resten af verden om, at krigens formål var at forsvare det parlamentariske demokrati, betød, at dens militære strategi var meget ortodoks og baseret på store offensiver som under 1. Verdenskrig. På grund af den fascistiske hærs teknologiske overlegenhed drænede det hurtigt på republikkens begrænsede ressourcer, og mange soldater mistede livet. Det hele endte i en total tilintetgørelse.

Mens de militser, der var oprettet i begyndelsen af revolutionen var organiseret demokratisk, havde Den ny Folkehær en mere traditionel militær struktur. Den ny Folkehær blev oprettet af Folkefronten netop med det formål at erstatte de oprindelige militser. Alle, inklusive anarkisterne, accepterede, at der var et behov for en samlet kommandocentral, men en revolutionær hær ville have fastholdt den demokratiske, frivillige og militante ånd, som der var i de oprindelige militser.

Med de ressourcer, man havde til rådighed, kunne en alternativ strategi for en revolutionær hær have været baseret på øget mobilitet og mere begrænsede angreb på den store front, og på forsvar i dybden. Frem for alt ville sådan en strategi have draget fordel af en potentielt stor social basis i det fascistiske bagland til at organisere guerillakrig.

Men en revolutionær krig havde brug for en revolutionær politisk magt. Af frygt for reaktionen fra de imperialistiske magter nægtede republikken f.eks. at støtte en marokkansk nationalistisk opstand i de fascistisk kontrollerede dele af de spanske kolonier.

På samme måde udnyttede republikken heller aldrig den kontrol, man havde over det meste af den spanske flåde, fordi aktiviteter fra en flåde under røde flag i Middelhavet ville have generet Frankrig og England.

Alternativer

Kun det lille revolutionære socialistiske parti POUM fremførte en alternativ strategi. De argumenterede for en revolutionær regering, som var baseret på komiteer af arbejdere, bønder, soldater og militsfolk.

En sådan regering kunne have styrket den revolutionære proces, organiseret en rød hær og fulgt en militær strategi, der ikke var underlagt kravet om at vinde opbakning fra de imperialistiske lande.
En sådan strategi kunne også have vundet opbakning fra den lavere middelklasse med midler, der ville tilgodese deres interesser og samtidig opretholdt arbejder-organisationernes uafhængighed.

For eksempel ville en sådan strategi have modsat sig kollektiviseringen af mindre private ejendomme, der sommetider fandt sted med magt, men i stedet vist fordele ved frivillig kollektivisering i praksis.

POUM forstod også nødvendigheden af at skabe en revolutionær arbejderfront, både for at forene de anti-fascistiske kræfter og samtidig forsvare revolutionen. Dannelsen af en Revolutionær Ungdomsfront i begyndelsen af 1937, skabt af POUM og den anarkistiske ungdom, kunne være blevet et vigtigt skridt i den retning, men de blev hurtigt bekæmpet af CNT’s ledelse med begrundelsen, at det var “for politisk“.

For at realisere et revolutionært alternativ var der ikke kun behov for et korrekt program, men også for en organisation med tilstrækkelig indflydelse og støtte til at lede et angreb på magten og, ikke mindst, opbygge “en anden magt“.

POUM havde ikke selv den tilstrækkelige styrke. Så af frygt for at blive isoleret afstod de fra at bryde med CNTs ledelse, og fx i Katalonien fulgte de anarkisterne ind i regeringen.

Den spanske revolution viser ikke kun, at folk kan forandre verden, men også at det er nødvendigt at opbygge en revolutionær politisk organisation.

Andy Durgan var historisk rådgiver for Ken Loachs film “Land and freedom“ om den spanske borgerkrig

Flere artikler fra nr. 258

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Spansk borgerkrig 1936-39

Se flere artikler af forfatter:
Andy Durgan

Siden er vist 10525 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside