Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 259 – 6. september 2006 – side 9

Økonomi for Antikapitalister

Finanslovs-spin

Jakob Nerup

Alle medierne stod pænt klar som logrende mikrofonholdere, da finansminister Thor Petersen fremlagde regeringens finanslovforslag. De spiste nådigt af ministerens hånd og viderebragte ukritisk det absurde spin, at dette års finanslov er en velfærdsfinanslov.

SAA artikel 25915

Regeringen vil drysse sølle 8,8 milliarder ud over danskerne til nye initiativer. De består i spinagtige tal, som fremstår som forbedringer foreslået af regeringen, mens de i realiteten enten er aftalt på forhånd eller er et dække for store nedskæringer. F.eks. er der afsat 305 millioner til natur og miljø, hvoraf de 285 millioner allerede er afsat i en 4-årig pulje, og miljøområdet har været udsat for milliardbesparelser gennem de seneste år. Det samme gør sig gældende med ulandsbistanden, hvor de “giver“ 615 millioner. Stigningen skyldes alene væksten i bruttonationalproduktet, fordi ulandsbistanden er sat til 0,8 pct., og Foghs regering har i deres embedsperiode nedsat beløbet fra over 1 pct. af BNP (bruttonationalproduktet). Forbedringer til pensionister er tyvstjålet fra den sociale pensionsfond, hvor renterne ikke bruges på pensionisterne, men tages af regeringen. De påstår, at der er sat flere penge af til uddannelse, men i praksis er der 186,3 millioner kroner mindre til materialer, ekskursioner, lærere og andet, der skal sikre god undervisning på de korte og mellemlange uddannelser.

Overordnet set er der et fald i velfærden. Faktisk er der i perioden 2001-2007 brugt hele 18 milliarder kroner mindre til velfærd end i perioden fra 1995 til 2001. Målt i forhold til Danmarks samlede velstand er den offentlige service faldet. Fra at udgøre 26,2 pct. af BNP i 2002 bliver den offentlige service reduceret til 25,4 pct. af BNP i 2007, fastslår Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny analyse.

Det mest groteske i mediernes behandling af finansloven er accepten af fremstillingen af et “husholdningsbudget“ på 560 milliarder kroner som noget, der ikke skal diskuteres. Hvorfor diskuterer vi ikke, om kongehuset skal have 85 millioner; om politi og fængsler skal have 12,5 milliarder; om militæret skal have 18,5 milliarder?

Hvorfor diskuterer vi ikke, om overskuddet på 60 milliarder skal anvendes til velfærd i stedet for gældsafvikling? Hvorfor diskuterer vi ikke besparelserne på kommunernes bloktilskud, så de kan undgå besparelser? Hvis hele statens økonomi er til diskussion, så skal det hele vel også diskuteres.

Og i helhedens navn kunne vi måske forlange, at erhvervslivet bidrager noget mere end de sølle 9 pct. af skatten, de i dag nøjes med. Deres profitter vokser, og deres skattebetaling falder. De tusind største virksomheder i Danmark omsatte for næsten 2.000 milliarder i 2005 og havde et nettoresultat på over 100 milliarder. Tænk, hvis vi diskuterede, om de rigeste i husholdningen skulle bidrage med noget mere, i stedet for at lade de fattigste slås om krummerne.

Flere artikler i serien Økonomi for Antikapitalister

Flere artikler fra nr. 259

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Velfærdskampe 2006

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 3110 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside