Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 260 – 27. september 2006 – side 6

Ulighed i Danmark

Jakob Nerup

“Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet.“ Sådan sagde Foghs socialminister, Eva Kjer Hansen for et år siden. Og hun fortalte sandheden om både rigets tilstand og regeringens politik.

SAA artikel 26015

For Danmark er et samfund med stor ulighed, hvor få har meget og mange for lidt. I Danmark tjener de rigeste 2,7 % over 1 million, mens 3 ud af 4 danskere tjener under 300.000 om året. De rigeste 50 familier har tilsammen 387 milliarder kroner i formue, mens 800.000 danskere kun har gæld og 200.000 børn lever i relativ fattigdom.

Der har altid været ulighed, men den er vokset over de sidste 10 år og yderligere taget til under Foghs ledelse. De sidste 10 års opskruede nyliberalisme har yderligere øget uligheden, og på disse sider kan du se hvor meget.

Ulighed er nyliberalismens mål

25 års nyliberalistisk politik skal selvfølgelig sætte sine spor og uligheden er et markant fodaftryk. Nyliberalisme er ikke blot en politik, der skal deregulere, privatisere og markedsgøre mest muligt. Bag disse redskaber ligger en liberalistisk ideologi, om at penge har det bedst i private lommer, og at uligheden er en dynamisk kraft, som i samspil med markedet vil skabe udvikling. For de mest åbenhjertige nyliberalister fra Venstre og Konservative er uligheden da også et mål i sig selv. De hylder de rige for initiativet, og skoser de fattige for ikke at ville gøre noget. Hvad de skjuler i ideologiske fraser, er deres egen politiske medvirken til at øge uligheden.

Nyrups socialdemokratiske regering startede i 1993 med at sætte den nyliberalistiske lovgivning på turbo. De væsentligste direkte bidrag til at øge rigdommen for de få, og tage pengene fra de mange, er skattelovgivningen i Danmark. Nyrup fjernede formueskatten, selvfølgelig støttet af alle de borgerlige. De lempede arveskatten, og gjorde beskatningen af kapitalpension til en givtig fornøjelse for rige skatteunddragere. Siden blev aktiebeskatningen lempet, så de rige kunne få større udbytter. Så blev selskabsskatten sat ned, så aktionærer og direktører fik større udbytter og mere i løn. Fogh fulgte trop med skattestoppet og dermed eksplosionen i boliggevinster. Hver eneste gang skatten er lempet, så er det de rigeste, som får de største fordele.

Vi andre skal derimod betale stadig mere i skat, fordi vores indkomst hverken kan skjules eller trækkes fra i skat. Derfor er det også noget sludder, når de højtlønnede piver over skattetrykket i Danmark. For faktum er, at de kun betaler en brøkdel af skatten i Danmark. Faktisk udgør topskatten kun sølle 16 milliarder ud af i alt 375 milliarder, der betales i indkomstskat. Selskabsskatten bidrager med 38 milliarder og aktieskat med 7,2 milliarder. Så de 5 %, der tjener mere end ½ million, bidrager altså ikke meget mere end alle andre, men de får til gengæld stadig flere lovgivne muligheder for at score pengene uden at svare skat. Og så øges uligheden.

Ulighed er jo ikke kun det, som man har i pungen eller banken. Ulighed er også ulige adgang til mange vigtige velfærdsgoder, som tidligere har været dækket af det offentlige, og som nu er beskåret. Det gælder fx dagpenge, SU eller pension, som alle er faldet i realværdi over de sidste 10 år. Og når det offentlige laver nedskæringer på kerneydelser som sundhed, skoler, børnehaver og ældrepleje, så er det kun de velhavende, som kan købe sig til mere velfærd.

Den øgede ulighed skyldes altså ikke, at samfundet ikke har råd. Tværtimod. Der er både overskuddet på statsbudgettet på 80 milliarder og det nettooverskud på 100 milliarder, som Danmarks 1000 største virksomheder havde i 2004. I de sidste 10 år er det danske bruttonationalprodukt steget med 50 %, og de penge er ikke havnet i flertallets lommer.

Det ulige Danmark

Uligheden i Danmark er ikke alene et produkt af en nyliberalistisk politik. Uligheden er så at sige født med kapitalismen og selve dens sociale form. Ejendomsretten har altid skabt skel mellem mennesker og ulige betingelser. Men selve kapitalismens produktionsmåde, hvor arbejdskraften sælges for at anvendes til skabelse af værdi og profit, har gjort uligheden til et mål for magthaverne selv. For uden udbytning, ingen profit og uden ulighed ingen tvangsnødvendig salg af arbejdskraft. Så længe der er kapitalisme vil der også være ulighed. Og denne ulighed er ikke kun noget mellem få rige og mange fattige. Hvis alle voksne mennesker i Danmark skulle dele, så ville vi have en disponibel (dvs. når skatten er betalt) indkomst på 238.400 hver.

Men det er jo ikke virkeligheden, for hver tredje voksne har under 125.000 i disponibel indkomst, mens den rigeste tiendedel har 590.000. Det giver ikke hele billedet af uligheden i Danmark. Groft sagt kan vi opdele danskerne i en mikroskopisk gruppe af meget rige (1-2 %), en velstående middelklasse (20 %) og arbejderklassen (80 %). Arbejderklassen kan igen opdeles i dem med job og to indtægter og så de fattige arbejdere (pensionister, enlige mødre, arbejdsløse, bistands-modtagere og studerende). I Danmark lever 9,2 % af befolkningen i relativ fattigdom, hvis man har en husstandsindkomst på under halvdelen af gennem-snittet! (tallet er fra 2003, så det er nok større i dag).

Uligheden har også køn, den har alder og den har farve. I gennemsnit tjener mænd 60 % mere end kvinder. Og det gælder også for dem i arbejde, hvor mændene tjener 40 % mere. Det skyldes at kvinder befinder sig i lavtlønsjob som pædagoger, hjemme-hjælpere, rengøringsassistenter, butiksassistenter o. lign. Kvinderne har typisk langt oftere deltidsarbejde, de tager barselsorlov og har langt lavere pension. Så meget for ligestillingen.

Børn er også ulige. Red Barnet gennemførte i 2003 en undersøgelse, som viste, at der i Danmark findes 200.000 børn, som lever i relativ fattigdom. Dvs. at de ikke kan komme på ferier, få gaver, deltage i sammen-komster som andre børn. Det betyder også, at familiesammensætningen har ændret sig i Danmark. Tidligere var det de fattige, som fik mange børn, fordi de enten kunne arbejde eller at præventionen var fraværende. I dag er det et statussymbol at have mange børn. På overfladen kan det ses som noget over-skudsagtig livsstilsvalg, men de tørre tal fortæller noget andet. Den gruppe af familier med højest indkomst er “par-familier med 3 eller flere børn“ og “selvstændige med 10 eller flere ansatte“ og en årsindkomst på mere end 2½ million. Det koster at have børn.

Farvet fattigdom

I den anden ende af skalaen findes indvandrernes børn.

* Hver 4. barn af de 200.000 børn, der lever i fattigdom i Danmark har forældre med anden etnisk baggrund end dansk.
* De tosprogede børnefamilier sammenlignet med de danske børnefamilier har gennemgående ringere materielle levevilkår.
* De bor i mindre boliger, og de føler sig i højere grad økonomisk presset.
* Mens 71 procent af de danske mødre be-dømmer, at familiens økonomi er god, mens det kun gælder for 39 procent af minoritetsmødrene.
* Fire gange flere brune danske børn har oplevet, at deres forældre har manglet penge til mad end deres hvide danske klassekammerater
* Otte gange så mange at deres forældre har manglet penge til at betale husleje indenfor det sidste år end deres hvide klassekammerater.

Forklaringen på indvandrernes fattigdom kan alene forstås ud fra den racistiske eksklusion, de udsættes for i det danske samfund. Indvandrerne har en enormt meget større arbejdsløshed, som er fortalt gennem de utallige jobansøgninger, de aldrig får svar på. Ramt af den racistiske arbejdsløshed tvinges de på starthjælp, bistandshjælp og rammes af kontanthjælpsloftet. Og får de job, så er det til de laveste lønninger.

Det formuende Danmark

Der er masser af penge i Danmark. Formuerne vokser bare ikke hos alle. Berlingske Nyhedsmagasin har opgjort formuen hos Danmarks milliardærer (50 familier) til en samlet værdi på 386,9 milliarder kr. Den velstillede middelklasse har også formue, men slet ikke i den størrelsesorden. 9.700 personer har en formue på mere end ½ million, mens 435.000 har en formue på 50-500.000. 1,7 millioner danskere har en formue på 5-50.000 og 1,4 millioner danskere har 0-5.000. Og så er der de rigtig fattige. 800.000 danskere har kun gæld.

Og selv om husprisernes himmelflugt har skabt en fiktiv formue for mange arbejdere, så er gælden i husene på gennemsnitlig 70 %. Selvfølgelig kan man låne til forbrug, men det er jo som at tisse i bukserne, for de skal betales tilbage med renter.

Der er flere andre grafer og tabeller i artiklen, som ikke er medtaget her.

Se også:
SAA 260: Ulighed i Danmark: Der er nogen der hygger sig

Flere artikler fra nr. 260

Flere numre fra 2006

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 9242 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside