Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 26 – Januar 1987 – side 3

TM-ringenes aktionsuge

Unødvendig frustration ... men nogle steder en indsprøjtning

Jørgen Lund

Tillidsmandsringenes aktionsuge løb ubemærket af stablen den første uge i december. 20 arbejdspladser og flere bygge- og stilladssjak deltog i “ta’ selv de 35 timer”-kampagnen. 3-400 var med, da man samledes til demonstration foran arbejdsgiverforeningen.

Den slags manifestationer og arbejdsnedlæggelser henlægges i arbejdsgiverforeningen til småtingsafdelingen. Og set med selv de mest positive øjne må udbyttet af de mange anstrengelser betragtes som magert.

“Ta’ selv”

Allerede i foråret ‘86 fremkom der forslag om at starte en selvreduktionskampagne op til overenskomstforhandlingerne i ‘87. Forslaget blev noget modvilligt accepteret af de DKP-dominerede tillidsmandsringe, der dog kun lagde op til, at ta’-selv-kampagnen skulle være symbolsk og tidsbegrænset.

Selvreduktionskampagnen foregik efter tre forskellige modeller. Cirka en tredjedel af de aktionerende arbejdspladser gik hjem en time tidligere hver dag, som der oprindeligt var lagt op til. Andre tog alle fire timer i forbindelse med demonstrationen om torsdagen.

En sidste gruppe skar ned på arbejdstiden ved at holde faglige møder i arbejdstiden. På grund af aktionsugens begrænsede omfang var det utvivlsomt mere givtigt at bruge tiden til at diskutere lokale problemer, end til fodkolde forsamlinger foran arbejdsgiverforeningen.

Demonstrationen 4. december var aktionsugens egentlige fiasko. Det var desværre kun en lille flok, der nærmere desillusionerede de få deltagere, end den gjorde opmærksom på opbakningen bag 35-timers kravet.

Over målet

Aktionsugen afsluttedes med et tillidsmandsmøde, hvor der blev serveret den tyndeste kop te. Ingen opsamlinger på ugens erfaringer og ingen fremadrettede konklusioner.

På de tidligere tillidsmandsmøder i Århus, Odense og Brøndby var der ikke foretaget nogen realistiske vurderinger af opbakningen bag aktionsugen og selvreduktionskampagnen.

Aktionsugen blev ikke knyttet an til de lokale slagsmål, der var omkring gennemførelsen af 39-timers ugen fra 1.december. Ud fra de konflikter som var på mange arbejdspladser skulle man have generaliseret og vurderet muligheden for samlede manifestationer som understregede 35-timers kravet.

Aktionsugen kom til at skyde ved siden af situationen og de diskussioner, folk stod i. Faren ved at lægge op til stort anlagte kampagner i en tid, hvor selvtilliden er i bund, er at markeringerne bliver en fuser, og at de, som deltager i aktiviteterne, mister troen på, at det nytter at kæmpe.

Aktionsugen viser, at det er umuligt at hive store arbejdergrupper op med hårene for at få gang i mobiliseringen omkring de centrale krav. Men det siger ikke noget om mulighederne for en skærpet kamp i forbindelse med overenskomsten. Et generelt angreb, som for eksempel regeringsindgrebet i ‘85, kan stadig udløse et omfattende modsvar fra arbejdspladserne.

Forslaget om en selvreduktionskampagne kom fra den yderste faglige venstrefløj. På grund af DKP’s mangel på brugbare alternativer, fik venstrefløjen mere albuerum end sædvanligt.

Venstrefløjen og klassekampen

Men aktionsugen viser også mange af de begrænsninger, vi står overfor. Den viste noget om evnen til at mobilisere uafhængigt af DKP, men også en svigtende evne til at opfatte situationen og egne opgaver korrekt hos mange på den faglige venstrefløj..

Et udtryk for disse forventninger og ideer kom til udtryk i en artikel i bladet Fart og Tempo. Et overenskomstblad, som blev startet op af folk omkring Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Revolutionære Socialister (RS).

Her hedder det for eksempel at “fagbevægelsens damplokomotiv så småt er ved at starte op”. En holdning til faglig aktivitet som noget, der bare skal på skinner, og så buser den bare derudaf. En opfattelse, der ser kampviljen i arbejderklassen som noget givet. Kun skal fagtoppen overtales til ikke at stille sig i vejen.

Men arbejdere er ikke soldater, som kan kommanderes ud i aktiv massestrejke. Hverken venstrefløjen, DKP eller militante faglige ledere kan lege generaler. Det vi kan er at bidrage til aktiviteter, der styrker sammenholdet og en solidarisk linje på arbejdspladsen. Det gøres blandt andet ved at udbrede solidariteten til strejker som de, der var på Andelstryk og Icopal, så de vindes.

I de forskellige overenskomstinitiativer, ved kommende åbne overenskomstkonferencer og i andre forummer må socialister arbejde for, at der diskuteres og planlægges ud fra den konkrete situation, og ud fra hvad der kan gøres for at bringe selvtilliden et skridt fremad. Kun på den måde kan det militante mindretal blive større og stå styrket til de næste kampe.

Flere artikler fra nr. 26

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1981-1990
Overenskomst 1987

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 1208 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside