Socialistisk Arbejderavis
Nr. 26 – Januar 1987 – side 4
Spørgsmål vi ofte møder
Vores vold – deres vold
Martin B. Johansen
Konflikten i Ryesgade i september formåede i et par dage at splitte pressen og politikerne: for eller imod at give huset til BZ-erne. Een ting kunne alle aviser og politikere fra konservative til VS’ere blive enige om, at tage afstand fra BZ-ernes militante selvforsvar, de såkaldt “voldelige” metoder.
De fleste politikere ser det som en speciel kvalitet ved den danske parlamentarisme, at voldelige metoder hører fortiden til. Strejkende arbejdere, som med fysisk magt prøver at bekæmpe strejkebrydere, mødes med iskold foragt. “Uværdigt at bruge vold til fremme af politiske mål,” hedder det fra højre og venstre.
Hykleri
Oftest er disse argumenter udtryk for det mest gennemførte hykleri. Både socialdemokratiske og borgerlige justitsministre har godkendt politiets voldelige angreb på demonstranter og blokader. Fragtmandshallen 1978, Byggeren 1980, Havnestrejken 1983 – listen er lang.
Borgerskabets syn på vold demonstreres dagligt: Smider man en flaske efter en betjent og rammer, så er straffen 50 dage bag tremmer. Men skyder du en ubevæbnet mand ned bagfra, så slipper du for tiltale – hvis du altså har et politiskilt. Væbnet røveri straffes meget hårdt, men hvis en arbejdsgiver påfører sine arbejdere hjerneskader, slipper han med en bøde.
For borgerskabet er sagen klar nok: De vil retfærdiggøre den mest ekstreme voldsanvendelse for at sikre, at den nuværende samfundsorden opretholdes.
For revolutionære socialister er spørgsmålet om anvendelse af vold ret enkelt: Vi er parat til at bruge vold for at bekæmpe det eksisterende samfund. Det skyldes ikke, at vi er blodtørstige fanatikere, men at vi ser i øjnene, at borgerskabet næppe vil opgive magten frivilligt.
Når det sydafrikanske politi myrder sorte, skyldes det ikke, at den herskende klasse i Sydafrika er mindre “civiliseret” end den danske. Men derimod, at magten er ved at smuldre under det sydafrikanske borgerskab.
Tilsvarende må vi regne med, at det danske borgerskab før eller siden vil bruge væbnet magt for at smadre en arbejderklasse i oprør. I sidste ende hviler hele borgerskabets magt på et voldeligt undertrykkelsesapparat: politi og militær. Og vi vil ikke sidde og vente på, at de knuser os.
Vi har ingen romantiske forestillinger om at gribe til våben og storme Christiansborg. Men vi må se i øjnene, at borgerskabet er villigt til at optrappe volden. To eksempler:
- Da bolsjevikkerne overtog magten i oktober 1917, blev der stort set ikke løsnet et eneste skud. Selve den revolutionære opstand var ganske fredelig og ublodig. De blodige kampe startede først, da tropper fra blandt andet Japan, England og Frankrig invaderede den unge arbejderstat, og da kontra-revolutionære kræfter organiserede sig militært.
- En fysisk blokade er i sig selv en fredelig aktion. Som regel mister strejkebrydere modet ved tanken om at løbe spidsrod gennem en blokade. Volden starter først, når politiet går til angreb på de aktionerende arbejdere, som det skete, da havnearbejderne blokerede for lastbiler ved grænsen i Padborg i 1983.
Hvis den herskende klasse overgiver magten til arbejderne uden kamp, bliver der heller ikke brug for voldelige metoder. Men griber de til våben, må arbejderne være parat til at skyde igen. At udelukke den mulighed fra starten er at opgive krigen uden at have udkæmpet eet eneste slag.
Gandhi
Pacifisterne er enige i alt det, vi siger om politiets voldelige optræden. Men pacifisterne vil sige, at vi ikke er et hak bedre, fordi de er imod alle former for vold. De vil bekæmpe undertrykkelsen ved “kamp”former som lydighedsnægtelse, passiv modstand og sit-down-aktioner.
Pacifismen er grundlæggende et humanistisk svar på kapitalismens krig, vold og ødelæggelse. Desværre er den pacifistiske strategi lige så grundlæggende reaktionær.
Mange pacifister peger på Gandhis ikke-volds-strategi som eksempel til efterfølgelse. Men Gandhi formåede ikke at befri de undertrykte indiske masser. Tværtimod prædikede Gandhi hele tiden fred mellem alle indere.
På den måde støttede han den indiske kapitalistklasse. Samtidig sikrede Gandhi, at arbejdernes kamp mod engelske og indiske kapitalister ikke blev kædet sammen med kampen mod den engelske imperialisme.
Reformistisk pacifisme
Imidlertid er renlivede pacifister sjældne. De fleste accepterer, at vold er nødvendig i visse situationer. For eksempel i sandinisternes kamp mod contra’erne. Men hos SF og VS møder vi en pacifistisk variant.
Under BZ-konflikten i Ryesgade så vi både SF’ere og VS’ere tage afstand fra BZ’ernes “voldelige metoder”. Der blev talt om “voldsspiralen”, og om at BZ’erne i højere grad ønskede konfrontation med politiet end det besatte hus.
Det var rimeligt nok at pege på, at BZ’erne i længden ikke kunne undgå en konfrontation med politiet. Men hvad var så alternativet for SF og VS? At BZ’erne skulle søge støtte på arbejdspladser, i fagforeninger og beboerforeninger?
Nej, VS arbejdede på en politisk studehandel i Borgerrepræsentationen, og SF var nervøse for at fjerne sig for meget fra Socialdemokratiet. Pacifisme som dække for reformistiske løsninger.
Det afgørende for revolutionære er ikke, om voldelige aktioner er nødvendige, men om hvilken klasse, der nyder godt af sådanne aktioner. Derfor er der intet dobbeltmoralsk i at gå imod det sydafrikanske politis vold mod de sorte, samtidig med at vi støtter ANC’s voldelige kamp mod apartheid-regimet.
Billedtekst:
Du slipper for tiltale, hvis du bærer politiskilt. Her opretholder betjenten lov og orden ved natrestauranten La Cabana i Herning.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed