Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 261 – 18. oktober 2006 – side 2

Fogh-regeringen har mistet grebet

Poul Erik Kristensen

Fogh er presset som aldrig før som statsminister. Regeringen har mistet flertallet i meningsmålingerne. Oprøret ulmer – også blandt de borgerlige. Samtidig har Socialdemokraterne valgt side: Vi vil stort set det samme som Fogh.

Fra demonstrationen foran Christiansborg 3. oktober – Lars Løkke forstår ikke demonstranternes budskab

Fra demonstrationen foran Christiansborg 3. oktober – Lars Løkke forstår ikke demonstranternes budskab

- BUPL som en socialistisk kampgruppe og tusindvis af forældre benævnt som ballademagere, der blot lod sig forføre af pædagogernes løgnkampagner.

Dette var i store træk Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens paniske svar under den mere end tre uger lange protestbølge mod de kommunale budgetter, mod strukturreformen og den elendige udligningsreform. Samtidig har i hobetal af repræsentanter for Venstre og Konservative rundt om i kommunerne følt sig presset til at undsige regeringens stramme politik overfor kommunerne.

Det er enormt positivt, at de lokale protester har lagt dette pres på regeringen. Det er derfor beskæmmende, at de socialdemokratiske borgmestre, med Århus-borgmester og næstformand i Socialdemokratiet Nicolai Wammen i spidsen, har følt sig forpligtiget til at følge Thors hammer til punkt og prikke.

Med sin håndtering af velfærdskampen og kampen om de kommunale budgetter har Fogh og co. spillet alle gode kort i hænderne på oppositionen. Men Helle Thorning Schmidt, Nicolai Wammen og andre prominente socialdemokrater magtede kun at spille gris. Alt var serveret og alt blev formøblet.

Man skal ikke undervurdere betydningen af, at den lokale fagbevægelse mange steder har spillet en stor rolle i at organisere protesterne. Men lige så klart har det været, at Socialdemokraterne de fleste steder har fumlet rundt, uden evne til for alvor at udfordre Fogh på spørgsmålet om velfærd.

Deres eneste svar har været at genåbne kommuneaftalen og tilføre en mia. kr. ekstra til kommunerne. Det sker samtidig med, at statskassen bugner af penge – over 80 mia. kr – og analyser har vist, at der mangler blot tre-fire mia. kr. for at holde det samme serviceniveau i kommunerne.

Troværdigt alternativ

Og det er trist, at Socialdemokraterne, der har sin base i fagbevægelsen, ikke magter at opstille et brugbart og troværdigt alternativ til denne politik.

Men der er et alternativ:

På den offentlige scene har alternativet i høj grad været lagt i hænderne på BUPL og de aktionerende forældre. De har ikke lagt sig på halen for Fogh-regeringens politik.

Og presset har været så hårdt, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen i panik startede en veritabel smædekampagne mod BUPL. BUPL er fulde af løgn – lød det skingert.

Men punkt for punkt har pædagoger og forældre kunnet dokumentere påstanden om, at der siden Fogh kom til magten er sket væsentlige forringelser i børnehaver, SFO’er m.v.

Fra 2001 til 2003 kom der 6812 børn ekstra uden yderligere personale. I alt er der nu 1450 for få ansatte i regeringsperioden. Kommunerne har i 2005 og 2006 beskåret udgifterne med i alt 200 mio. kr. på børnepasningen, svarende til ca. 510 ansatte. Samtidig er personalet pålagt nye, tunge arbejdsopgaver, bl.a. indførelsen af læreplaner i 2005.

Pædagogernes kamp har virket. Et af de bærende elementer i regeringens politik har været skattestoppet.

Men en Gallup-måling i Berlingske Tidende viser, at danskerne hellere vil have flere penge til børnepasning end et skattestop.

73 pct. er parat til at give køb på regeringens stærkt promoverede skattestop, hvis det kan forhindre nedskæringer på kommunernes budgetter for børne- og ungeområdet. Selv et flertal på 55 pct. af VK’s egne vælgere er enige i dette.

Man kan derfor spørge sig selv om, hvor klogt det er, at Socialdemokratiet har tilsluttet sig regeringens rigide skattestop.

Problemet er, at Socialdemokraterne grundlæggende er enig i Fogh-regeringens økonomiske politik.

Fogh er liberal. Han ønsker fuld knald på væksten i den private sektor. Derfor vil det være en katastrofe for hans projekt, hvis der kom vækst i den offentlige økonomi. Det ville betyde, at der skulle ansættes flere i børnehaver, på skolerne og som hjemmehjælpere. Det ønsker han ikke. De skal i stedet ansættes i det private erhvervsliv. Uanset, hvad de skal lave.

Med den aktuelle højkonjunktur kan det blive svært at skaffe arbejdskraft – derfor skal det offentlige ikke konkurrere. Reelt står vi idag i valget mellem, om vi vil have nogle ordentlige børnehaver, en ordentlig uddannelse og nogle gode forhold for syge og ældre, eller om det private erhvervsliv skal have det hele.

Velfærd eller markedsøkonomi. Det viser med al tydelighed, at markedsøkonimien ikke er i stand til at dække folks behov.

Flere artikler fra nr. 261

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Kampen mod Fogh
Velfærdskampe 2006

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 2673 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside