Socialistisk Arbejderavis
Nr. 26 – Januar 1987 – side 6
Historien om hvordan reformpartierne holder systemet i gang
Reformismens svøbe
Pia Larsen
DUNCAN HALLAS er ledende medlem af Socialist Workers Party i England og en af IS-bevægelsens stiftere. PIA LARSEN talte med ham, da han var i Danmark i december, om hvordan revolutionære forholder sig til socialdemokraterne og andre reformistiske partier.
Socialdemokratiet er en utrolig fleksibel størrelse. Det vil jeg forsøg at vise ved forskellige eksempler i Europa. Jeg vil starte med Portugal i 1973.
I begyndelsen af 1973 var det portugisiske socialistparti ingenting. Det bestod af et par eksilpolitikere i London. Helt anderledes var det derimod med kommunistpartiet, som havde en stærk organisation med rødder i arbejderklassen.
Alligevel kom socialistpartiet til at spille en absolut afgørende rolle i genetableringen af det borgerlige demokrati. Godt nok fik de økonomisk hjælp fra forskellige kanter – blandt andet CIA og det engelske Labourparti. Men det var ikke afgørende. Afgørende var derimod den fantastiske masseopbakning, de fik på ganske kort tid.
Det er derfor, vi kritisk må kigge på reformismens grundlag. For reformisme er andet end et veletableret bureaukrati. Hvis vi tager ideologien til hjælp, så sagde Marx, at den herskende klasses ideer er de herskende ideer i samfundet, og det er utvivlsomt sandt i sin enkelhed. Selv om arbejderklassen kan gå til modstand mod nogle af konsekvenserne og konklusionerne fra den borgerlige ideologi, så forbliver de langt hen ad vejen inden for samme ideologis rammer.
Men en modstående ideologi kan kun vokse op inden for den borgerlige ideologis rammer på en betydningsfuld og vedvarende måde på basis af organisation. Organisation betyder nødvendigvis bureaukrati.
På den ene side opstår socialdemokratiske ideer spontant i løbet af arbejderklassens kamp. På den anden side bliver disse ideer rodfæstet i et professionelt lag af folk, hvis interesser og indflydelse er afhængig af en masseopbakning.
Socialdemokratiet har altså to sider. Den ene side er udtryk for arbejderklassens aspirationer. I Portugal udsprang ideerne, langt før bureaukratiet udviklede sig. I USA, hvor de herskende ideer dominerer totalt, har arbejderklassen endnu ikke nået blot en socialdemokratisk forståelse.
Den anden side er et veludviklet socialdemokratisk bureaukrati, som organisk er bundet til borgerskabet. Forholdet mellem de to sider er ikke altid det samme. Det giver en fleksibilitet, der gør Socialdemokratiet så levedygtigt og så dygtigt til at tilpasse sig.
Reformister og revolution
Lad os prøve at se på Socialdemokratiets rolle i nogle revolutionære situationer, hvor deres to sider kommer til udtryk. Vi er vant til at understrege deres konservative rolle, men en forståelse af, hvordan de kan manøvrere, kræver, at vi kigger på begge sider.
Lad os tage Tyskland i 1918-19. Den tyske stat smuldrede totalt i slutningen af 1918. Det er udmærket beskrevet af en tysk hærfører. Han beskrev, hvordan han ledte de tyske tropper tilbage over Rhinen i perfekte geledder, men så snart de kom over på den anden side, så spredtes de for alle vinde uimodtagelig for ordrer. Borgerskabet havde altså ikke en hær, de kunne stole på.
Samtidig voksede Socialdemokratiet enormt på grund af den radikalisering, der skete ikke mindst af de unge. Og de unge kiggede på socialdemokraterne, og opfattede dem som “de røde”. Derfor kunne Socialdemokratiet også totalt dominere arbejderrådene, som blev dannet overalt. Under parolen om “frihed og solidaritet” kunne de opsuge venstreopsvinget.
Socialdemokratiet brugte sin nyerhvervede magt til at opbygge sin egen hær. Naturligvis ville folk ikke acceptere den gamle militære orden, så i stedet snakkede socialdemokraterne om en folkemilits. Det var populært. Men da man samtidig behøvede trænede militærfolk, kunne man passende antage de gamle officerer. Så havde Tyskland igen en trofast hær.
Og ved siden af – og meget snart over – rådene ønskede Socialdemokratiet en parlamentarisk regering. Den blev dannet af seks ministre. Her er socialdemokratiets venstrefløjs rolle interessant. For de tre af regeringsmedlemmerne blev faktisk hentet fra “De Uafhængige” – den venstrefløj, der gik imod krigen og var for en rådsmagt. Uden venstrefløjens tilstedeværelse i regeringen, havde den radikale arbejderklasse aldrig accepteret den.
Desværre var de tre centrister. De talte meget om revolution, men veg i praksis tilbage fra en sådan omvæltning. Venstrefløjen delte de samme ideologiske forudsætninger som højrefløjen.
Efterhånden som radikaliteten faldt, og krisen drev over, skubbede borgerskabet lige så stille Socialdemokratiet ud af billedet igen. De havde gjort deres job, hvor borgerskabet selv ville være faldet igennem.
Og det tyske eksempel gentager sig igen og igen. Det viser, at Socialdemokratiet kan både snakke og handle revolutionært i bestemte situationer, men det viser også, at det er parat til at rulle situationen tilbage igen, når massebevægelsen falder sammen.
Det er muligt for selv det mest forstenede Socialdemokrati at bevæge sig. Og i enhver radikalisering og massebevægelse vil partiet vinde indflydelse – ikke tabe den.
Det samme skete i Sovjet. I 1912 var Bolsjevikpartiet klart det største og eneste alvorligt organiseret parti. I marts 1917 var mensjevikkerne de fleste, og bolsjevikkerne en lille minoritet.
Lad os springe til anden verdenskrig.
Hvis vi ser på Frankrig, så var den franske stat rystet efter krigen. En socialdemokratisk-kommunistisk regering var tvunget til at gøre op med krigens kollaboratører, altså borgerskabet. Regeringen konfiskerede faktisk en af de værste overløberes ejendom, nemlig Renault, hvilket var meget radikalt, men klart havde en konservativ hensigt.
I 1945-46 førte regeringen en række retssager, og så mange som 50.000 højrefløjsfolk blev skudt. Regeringen indførte en mere demokratisk grundlov og udskrev valg. Socialdemokraterne og kommunisterne fik absolut flertal, men for ikke at blive presset til at indføre for mange reformer, indgik de i en koalition med et kunstigt oprettet borgerligt parti.
De gamle borgerlige partier var midlertidigt smadret, og derfor stemte højrefløjen på det lille moderate MRP. Med MRP i koalitionen kunne socialisterne og kommunisterne sige til de utålmodige arbejdere – jamen vi ville gerne, men må gå langsomt frem.
Det tog to år at stabilisere den franske stat og opbygge en ny pålidelig hær med englændernes og amerikanernes hjælp.
Uden socialisternes og kommunisternes aktiv rolle er det svært at forestille sig, at det kunne lade sig gøre.
I Italien efter krigen er udviklingen meget den samme, bortset fra at de kristelige demokrater her er et reelt parti og ikke kunstigt oprettet til formålet.
Radikalisering
I England undgår man heller ikke den radikalisering, der drev over hele Europa. Men alle vi på venstrefløjen tog sørgeligt fejl, når vi advarede befolkningen mod at tro på, hvad Labourpartiet sagde, når de snakkede om nationalisering og gratis læge- og medicinhjælp.
Men Labour gjorde det faktisk. Vi havde simpelthen ikke indset, hvor radikalt de kunne opføre sig i radikale situationer. De nationaliserede en femtedel af økonomien, de indførte gratis lægehjælp, og de fik lovfæstet, at alle have ret til arbejde. Erfaringerne med de hjemvendte soldater fra første verdenskrig fik dem til at love arbejde til alle soldater. Og hvis ikke den gamle arbejdsgiver ville ansætte dem igen, så skulle soldaten havde et års løn.
Men der gik ikke mange år. Så snart stabiliteten var vendt tilbage, så blev reformerne inddraget bid for bid. Den samme regering indførte og afskaffede gratis medicin på to år.
Mønstret er velkendt, men hvorfor er det så vigtigt. Socialdemokraterne er vokset i indflydelse op gennem halvfjerdserne, men samtidig er de blevet meget moderate og meget lidt socialistiske. Derfor undervurderer vi nok deres manøvredygtighed under krisen. Måske sparker de mest til arbejderne lige nu, men en radikal situation kan ændre dette.
Kig på venstre-socialdemokraterne. I Danmark betyder det SF, men i de fleste lande er det venstrefløjen inden for partiet.
Socialdemokraterne har hårdt brug for denne venstrefløj, fordi det giver manøvremuligheder. Ikke sådan at forstå, at de to fløje har lavet en sammensværgelse – sommetider hader de to fløje virkelig hinanden, men de har samtidig brug for hinanden. Måske ikke i dag, og ej heller i morgen, men som reserve.
På samme måde har borgerskabet brug for Socialdemokratiet. Selvfølgelig vil borgerskabet foretrække sin egen regering, men hvis det er ved at miste den politiske kontrol, så er Socialdemokratiet et brugbart alternativ.
Det er nødvendigt at være klar over, at Socialdemokratiet vil vokse i en revolutionær situation. Det samme vil venstrefløjen naturligvis, og hvis ikke vi som revolutionært parti bliver kernen i dette vokseværk, så bliver det centristerne, og så får vi en gentagelse af de historiske forløb, jeg netop har beskrevet.
Billedtekst:
Selv Ekstra Bladet måtte fornylig påpege den dobbeltrolle de reformistiske faglige ledere spiller.
I Portugal i 1973 [faktisk var det i 1974-75; web.red.] kom socialistpartiet til at spille en absolut afgørende rolle i genetableringen af det borgerlige demokrati.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed