Socialistisk Arbejderavis
Nr. 261 – 18. oktober 2006 – side 9
Den militante kant
Fogh er presset – Generalstrejke havde væltet ham
Jan Hoby
For første gang i sin regeringstid er Fogh rystet – men det var ikke den såkaldte opposition med Socialdemokratiet i spidsen eller venstrefløjen, som rystede Fogh. Det var heller ikke fagtoppen i LO eller FTF, der rystede Fogh. Men derimod titusindvis af pædagoger, medhjælpere, dagplejere og forældre!
Jan Hoby
Gennem protester, strejker og blokader blev Foghs nyliberale fortryllelse ophævet. Arbejderklassen har ændret den politiske dagsorden – Fogh er nu en jaget mand. Der er startet et folkeligt oprør med arbejderklassen i førertrøjen. Som jeg skrev i Den militante kant, nr. 251, 2. februar 2006:
“Selv om strejketallene i Danmark er lavere i forhold til 70‘erne og 80‘erne, så giver det mere end god mening at snakke om særdeles gode muligheder for at se arbejderklassen indtage en fremtrædende rolle på den politiske scene i den nærmeste fremtid. I det seneste års arbejdskampe har vi både set en ny militants blandt de strejkende og en ny villighed til aktioner og faglige møder.“
Desværre var der ikke mange andre end en håndfuld faglige aktive og socialister, som kunne se skriften på væggen. Efter 17. maj-demonstrationerne var alle klar til at lægge bevægelsen ned. Selv Enhedslisten og Fagligt ansvar havde svært ved at tro på, at det kunne blive muligt med massedemonstrationer ved Folketingets åbning og slet ikke strejker. At læse klassekampen er en svær ting, men hvis man slet ikke forholder sig til klassekampen eller læser den med gamle briller, så kan det kun gå galt.
Omfanget, dynamikken og perspektivet for strejke- og protestbevægelsen, som har ændret det politiske landskab de sidste 5 uger, kan ikke overvurderes. Det er en bevægelse, som indeholder alle de klassiske elementer fra klassekampens historie: Strejkerne blev hurtigt til aktive strejker, der blev dannet aktionskomiteer, pressegrupper, organiseret blokadenetværk. De pædagogstuderende blev inddraget i kampen, og solidaritetsaktioner blev iværksat af andre grupper.
Strejkebevægelsen kan blive et afgørende vendepunkt i klassekampen. Bevægelsen har vist, at politikerne kan presses – at strejker og aktioner nytter, at velfærden kan forsvares og forbedres – gennem kollektiv handling og solidaritet. Et helt nyt lag af unge mennesker har set, hvad fagforeninger kan bruges til, og vil være åbne over for budskabet om at gøre fagbevægelsen til demokratiske kamporganisationer.
Strejkebevægelsen viste også, at fagtoppen i LO og FTF er udtryk for misrepræsentation. For fagbureaukratiet lod det pædagogiske personale slås alene mod Fogh; på intet tidspunkt var der tale om at bruge fællesskabets styrke til at slå stregen i sandet. Hvis LO og FTF ville frigøre den kollektive styrke, som 2 mio. organiserede arbejdere er udtryk for, behøvede vi ikke vente til næste valg med at få væltet Fogh. En politisk generalstrejke havde gjort arbejdet.
Der ligger en kæmpe opgave foran venstrefløjen, hvis strejkebevægelsen skal materialisere sig i et opsving i medlemmer, mere radikalitet og aktivisme. Det kræver, at specielt Enhedslisten påtager sig opgaven med at skabe netværk af socialister fra arbejderklassen, der vil slås og tage lederskab i opbygning af netværk, der kan handle selvstændigt og uafhængigt af fagbureaukratiet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed