Socialistisk Arbejderavis
Nr. 261 – 18. oktober 2006 – side 10
Ungarn 1956
Da arbejdermagt rystede Østeuropa
Peter Kjær
For 40 år siden, d. 23. oktober 1956, startede Ungarns arbejdere en af det tyvende århundredes største revolutionære opstande. Nogen påstår, at det var et oprør mod socialismen. Men i virkeligheden indeholdt oprøret alle elementerne fra en ægte socialistisk revolution, og det var rettet mod et regime, der var det absolutte modsatte af socialisme.
Russiske kampvogne rullede ind i Budapest i starten af november 1956. Inden det skete havde Ungarn været i oprør mod det sovjetiske diktatur.
Oprøret blev udløst af en demonstration i Ungarns hovedstad, Budapest, hvor studenter og arbejdere krævede reformer fra det undertrykkende regime. Omkrig 10.000 studenter havde d. 23. oktober samlet sig på Petöfi-pladsen i Budapest trods forbud fra regeringen. Dagen inden havde de uddelt løbesedler, sat plakater op i byen, og tidligt næste morgen havde de søgt støtte hos arbejderne i fabriksområderne.
Arbejderne svarede ved at sende fyldte busser til Petöfi. Af frygt for oprør ophævede regeringen demonstrationsforbuddet. Demonstranterne nægtede at stoppe protesterne, medmindre regeringen efterkom deres krav.
Krav, hvis politiske grundlag var af radikal karakter, og som reelt ville betyde en omvæltning af regimet. Demonstranterne krævede bl.a. en tilbagetrækning af den sovjetiske besættelsesmagt, pressefrihed og arbejdermagt på virksomhederne. Og de krævede den afsatte kommunist Imre Nagy genindsat. Demonstrationen udtrykte en generel stemning i befolkningen, og et par af dens slogans lød: “Nu er tiden kommet – det er nu eller aldrig“ og “Skal vi være slaver eller frie?“ Tusinder af arbejdere og studenter samledes ved en grotesk statue af Stalin. Det tyve meter høje monstrum, selve symbolet på undertrykkelsen, blev slået på med hamre, reb blev tvunget om dets hals, og det blev væltet.
Andre demonstranter begav sig mod radiohuset og blev konfronteret af det politiske politi, AVH, som anvendte tåregas, smed håndgranater og brugte bajonetter. De åbnede ild mod demonstranterne, og den brutalitet blev startskuddet for revolutionen.
Blandt kommunister og den borgerlige presse i Vesten blev revolutionen opfattet som et elitært oprør, som handlede om individuelle og intellektuelle friheder. Den sovjetiske leder Khrusjtjov sagde efterfølgende: “Havde vi bare pløkket en halv snes forfattere, havde revolutionen aldrig fundet sted“. Den kynisme udtrykker ikke blot stalinismens natur, men også en alvorlig misforståelse af revolutionens sociale karakter.
Opstanden var en forlængelse af de store opstande i de østeuropæiske lande i 50‘erne. Opstande, som var en protest mod den økonomiske elendighed og regimernes politiske nederlag. Magthaverne i DDR og Tjekkoslovakiet var i 1953 blevet rystet af arbejderopstande, og Polen havde måneder inden Ungarn-opstanden også oplevet massive protester. I alle tilfælde spillede arbejderklassen en central rolle, ofte sammen med studenter. Og i flere tilfælde, og i særdeleshed i Ungarn, var det arbejderråd, som var drivkraften for den politiske udvikling, opstandene tog.
Politibrutaliteten d. 23. oktober forvandlede den fredelige opstand til en væbnet opstand. Der blev rejst blokader over hele byen. Arbejdere fik våben fra soldater og politi, som støttede opstanden, og arbejderne vendte tilbage til deres fabrikker for at overbevise flere om at deltage i modstanden, andre igen tog til kasernerne for at få flere soldater over på arbejdernes side. En jugoslavisk avis skrev: “Folk i tusindvis havde fået våben ved at afvæbne soldater og folkemilitser. Nogle af disse soldater og folkemilitser havde fraterniseret med de bitre og utilfredse ungarere“. Arbejdere fra forstæderne drog ind til byen, andre igen valgte at strejke i solidaritet, og hurtigt havde opstanden spredt sig til resten af landet. Russiske tanks blev omgående sat ind mod befolkningen, men arbejderne slog fra sig i gaderne. Efter kun en dags kampe faldt regimet, og Imre Nagy indsættes som ny statsminister.
I hele Ungarn oprettedes lokale arbejderråd. Rådene organiserede produktionen på fabrikkerne, distributionen af mad, medicin og våben, transport og udgivelse af aviser. Peter Fryer fra det engelske Daily Worker beskrev arbejderrådene på denne måde: “De var med det samme organer for opstand – sammenslutninger af delegerede valgt på fabrikker og universiteter, miner og militærenheder – og organer for selvstyre, som det bevæbnede folk stolede på“.
Peter Fryer skrev videre, at rådene “i deres spontane opståen, i deres opbygning, i deres ansvarlighed, i deres effektive organisering af fødevarer og almindelig orden, i den tilbageholdenhed, de udøvede på de vildere elementer blandt de unge, i klogskaben, hvormed så mange af dem håndterede problemet med de sovjetiske tropper, og ikke mindst deres slående lighed med arbejder-, bonde- og soldaterrådene, som voksede frem i Rusland i 1905-revolutionen og i februar 1917, var disse råd et netværk, som strakte sig ud over hele Ungarn, bemærkelsesværdigt ensartet“. Denne beskrivelse af rådene fik ham i øvrigt fyret fra den kommunistiske avis.
Og det blev han, fordi opstandens politiske og socialistiske karakter ikke kunne accepteres af de kommunistiske partier i Vesten, som bakkede op om diktaturerne i Øst eller den “virkeliggjorte socialisme“, som den blev kaldt.
De russiske tropper havde måttet trække sig ud af Budapest d. 29. oktober, men tidligt i november vendte de tilbage og smadrede opstanden på brutal vis. 20.000 blev dræbt, Nagy blev afsat igen, og russerne indsatte en Moskva-tro regering på ny. Arbejderne var ikke knust, og en periode med dobbeltmagt begyndte. På den ene side arbejderrådene og de væbnede styrker fra Warszawapagten på den anden side. Disse råd blev de vigtigste eksempler på arbejdermagt i mange år frem. Det centrale arbejderråd ledede strejkerne, distribuerede mad og andre forsyninger. Det krævede tilbagetrækning af de russiske tropper fra Ungarn, frie valg, socialistisk ejet industri og opretholdelsen af rådene som styrende organer for fremtiden.
Over for strejkerne var den nye Moskva-tro regering blevet tvunget til at give indrømmelser, men mod, at arbejderne standsede strejkerne. Regeringen valgte dog allerede i december at arrestere lederne af det centrale arbejderråd og befalede opløsning af alle arbejderråd. Den 15. september indførtes der dødsstraf for at fremprovokere strejker.
Det var mord, massearrestationer og undertrykkelse, der knuste arbejderrådene. Som en deltager fortalte: “Vi levede under en revolution, og vi var nødt til at kæmpe. Måske så vi ikke helt klart, hvordan vores fremtid ville forme sig, men vi vidste – ikke bare jeg, men også alle mine kolleger – at vi var på rette vej, at dette var, hvad vi, landet, det socialistiske samfund, behøvede. Og det var, hvad russerne og regeringen knuste.“
Det var en revolution, som blev besejret af russiske tanks og tropper. Men på trods af brutaliteten blev arbejderklassen ikke fuldstændig knust. Det ny regime med Kadar i spidsen blev aldrig så undertrykkende som de tidligere regimer og som i de andre østeuropæiske lande. Ungarske regeringer har siden hen sørget for, at befolkningen ikke på samme måde har savnet seriøse mangler eller basale forhold.
Men det vigtigste fra Ungarn i 1956 er, hvilken styrke arbejderklassen har. Et brutalt, kommunistisk regime, med opbakning fra Sovjetunionen, som dengang var en supermagt, kunne ikke uden videre knuse opstanden. Erfaringen fra Ungarn viser, hvad arbejderklassen er i stand til. Den kan holde ud mod de værste odds, den kan organisere samfundet på en ny og radikal anderledes måde, hvor arbejderne selv tager styringen af deres liv.
Peter Fryers spændende øjenvidne beretning, Hungarian Tragedy, kan købes på www.modstand.org
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed