Socialistisk Arbejderavis
Nr. 26 – Januar 1987 – side 8
Isabel Allende: “Åndernes hus”
Borgerskabet smider masken
Jens Mikkelsen
Isabel Allende: Åndernes Hus. Gyldendal, 394 s., 68 kr.
“Åndernes Hus” er en bog, der på glimrende vis understreger den dyrekøbte erfaring, at man ikke kan stemme sig til socialismen. Samt at en arbejder- eller venstrefløjsregering enten bliver tvunget fra magten med vold, eller bliver tvunget til at regere på borgerskabets betingelser.
Bogen foregår i Chile i årene fra 1. verdenskrig og frem til Pinochets militærkup i 1973. Ved at følge tre generationer fra middel- og overklassen bliver læseren ført gennem mange af de op- og nedgange, der prægede Chile i denne periode, på landet som i byen.
HANDLINGEN udspiller sig dels på en af hovedpersonernes gods “Maria Selvtredje” og dels i den chilenske hovedstad Santiago.
Skildringen af sulten og nøden blandt landarbejderne og i byens slumkvarterer giver et godt indblik i de sociale tilstande op til Folkefrontens og Salvador Allendes valgsejr i 1970.
Bogen giver også en god beskrivelse af det had, borgerskabet lægger for dagen mod alt, der kan fratage dem privilegier, og den viser, hvordan borgerskabet med alle midler forsvarer sine interesser. Med metoder, der spænder fra økonomisk sabotage, tilbageholdelse af mad og andre varer, sabotage af transportsystemet, for til sidst at ende i tortur, mord og voldtægt under militærdiktaturet. Alt sammen støttet af nordamerikansk kapital og våben.
Bogen, der er meget velskrevet og letlæst, er ikke noget politisk manifest, men derimod en roman om en tid og nogle mennesker. Personbeskrivelserne er så gode, at man i nogle situationer sidder og føler med dem, når de lider overlast.
ÅNDERNES HUS er meget “sydlandsk” skrevet, med hed og lidenskabelig kærlighed og dybt og mangeårigt had. Det hele er drysset med et skær af mystik, åndemaneri og spiritisme. Dette har dog ikke nogen praktisk betydning for historien, hvorfor det nærmest virker som ekstra “kolorit” på bogen.
Bogen er først og fremmest en god samfundsskildrende roman. Men den er også en roman, der ikke giver svar på de mange spørgsmål, den chilenske udvikling og militærkuppet stiller.
Det nærmeste Isabel Allende kommer et svar på nogle af disse spørgsmål er, at en af personerne konkluderer, at der ikke findes nogen fredelig overgang til socialisme. Men det, han sætter i stedet, er en væbnet guerillakamp inspireret af Cuba og Che Guevara.
SVARET ER IKKE en væbnet arbejderklasse, der selv overtager magten gennem en rådsorganisering. Og det til trods for, at det var en organiseringsform, der faktisk opstod spontant i Chile mellem 1970 og 1973.
Men arbejderne manglede den politiske ballast og ledelse, der kunne få dem til at indse, at de selv og deres organisering i rådsgrupper, var det eneste, der kunne sikre vejen til socialisme.
Bogen er skide god og desuden ret billig, men man skal bare ikke forvente svar på, hvad der gik galt.
Billedtekst:
Under Allende fik bønderne jord, som resultat af jordreformer. Men arbejderklassen blev stadig undertrykt, fordi Allende blev nødt til at administrere en kapitalistisk økonomi.
Se også:
SAA 26: Film: 9½ uge
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed