Socialistisk Arbejderavis
Nr. 26 – Januar 1987 – side 10
Kvinder i arbejde: Kommet for at blive
Karin Marcussen + Ågot Berger
I dag tales der meget lidt om kvinders ret til arbejde og frigørelse fra kvinderollen. Til gengæld skrives der meget om, at flere og flere gifter sig, om at flere piger går op i at se godt ud – og om at kvinderne er på vej hjem til børn og kødgryder.
I denne artikels er Karin Marcussen og Ågot Berger på kvindens stilling i dag – og konstaterer, at det faktisk ikke passer, at kvinderne er på vej væk fra arbejdsmarkedet.
Den kvindelige arbejdskraft er billig, “fleksibel” og parat til at acceptere deltid og fast aftenarbejde. Det passer udmærket til kapitalens behov under krisen.
Op igennem halvfjerdserne skete de mest markante forandringer i kvinders liv i nyere tid. Kvinderne holdt deres indtog på arbejdspladserne – og i kølvandet fulgte en lang række forbedringer. Den fri abort blev indført og betød, at kvinder kunne have et sexliv uden frygt for konsekvenserne.
Den teknologiske udvikling frembragte et hav af maskiner, der lettede arbejdet i hjemmene. Spørgsmålet om kvinders frigørelse fra den traditionelle rolle som hustru og mor kom i centrum.
Baggrunden for denne udvikling var et 25 år langt boom i den kapitalistiske økonomi efter anden verdenskrig. Væksten i økonomien havde i slutningen af tresserne nået et sådant omfang, at der var brug for yderligere arbejdskraft.
Kvinder som arbejdskraftreserve var ikke noget ukendt fænomen. To verdenskrige havde tidligere gjort kvinders deltagelse i arbejdslivet nødvendigt, fordi mændene blev sendt til fronten.
Økonomi og politik
Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har betydet en massiv ændring af deres selvforståelse, deres rolle i familien og den dominerende opfattelse af kvinder i samfundet.
Det ideologiske skift kom i takt med ændringen af kvindens plads i økonomien. Kvindebevægelsens opblomstring kom i takt med den samme udvikling.
Rødstrømpebevægelsen havde sin storhedstid i halvfjerdserne. Den har en tendens til at ville give kvindebevægelsen æren for de betydelige forbedringer, der skete for kvinderne i den samme periode.
Det ville også være forkert at fremstille historien, som om guldæblerne bare faldt ned i kvindernes turban. Enhver omstilling kræver kamp mod konservatismen, og en kamp for en mentalitetsændring generelt i samfundet. Men at se på denne kamp isoleret fra den udvikling, der foregår i økonomien, er direkte fejlagtigt.
Marx påpegede for over hundrede år siden, at udviklingen i de ideer, der præger samfundet, og udviklingen i økonomien går hånd i hånd. Historien om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og ændringen i samfundets syn på kvinder, er et slående eksempel derpå.
Krisen slår igennem
Med den økonomiske krises gennemslag blev udviklingen vendt. Arbejdsløsheden blandt kvinder steg, fordi de traditionelle kvindeområder blev ramt hårdest af de offentlige besparelser og af indførelsen af ny teknologi og så videre.
Det betyder ikke, at de fleste kvinder er på vej hjem til kødgryderne – billedet er en del mere komplekst.
Den samlede andel af kvinder, der har tilknytning til arbejdsmarkedet er stadigt stigende. I 1983 havde hele 64,7 procent af kvinderne tilknytning til arbejdsmarkedet over for mændenes 78,4 procent. Og faktisk er det samlede antal af beskæftigede kvinder også stigende.
Kvinderne udgør i dag 45 procent af arbejdsstyrken. På trods af at en stor del af kvinderne er på deltid, er det umuligt at forestille sig en ideologisk offensiv for at få kvinderne tilbage til privatsfæren.
I øjeblikket ser man da også, at for eksempel jern og metal-industrien appellerer kraftigt til kvinderne. Hovedårsagen er, at det under det kortvarige økonomiske opsving så ud, som om der ville blive mangel på arbejdskraft i jernindustrien. Desuden er det altid bedre med en uddannet reservearme end en ufaglært.
Ufaglærte kvinder
Men krisens gennemslag har også betydet, at visse grupper af kvinder skubbes helt ud af arbejdsmarkedet. Det gælder specielt de ufaglærte kvinder i industrien. En meget stor gruppe i Kvindeligt Arbejder Forbund er efterhånden helt udrangeret – uden udsigt til at komme i arbejde igen.
Dagpengereformen fra 1984 betyder, at mange mister retten til andet jobtilbud og dermed muligheden for atter at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Mange KAD-piger vil blive tvunget til at indstille sig på en tilværelse som hjemmegående husmødre blot med en dag-pengesats på 55 procent af normalen.
Billedet af kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet er altså ikke entydigt.
På den ene side er den kapitalistiske økonomi endnu ikke skrumpet så meget ind, at nogen overhovedet overvejer at sende 45 procent af arbejdsstyrken hjem til gryderne. Og hvem siger i øvrigt, at kvinderne er den arbejdskraft, arbejdsgiverne helst vil af med?
På den anden side er det klart, at efterhånden som den økonomiske krise bliver dybere – hvad alt jo tyder på at den vil – så vil tendensen til at skubbe kvinderne bort fra arbejdsmarkedet øges.
Spørger man kvinderne selv, er svaret klart: Vi er kommet for at blive. Praktisk taget alle kvinder, der rammes af arbejdsløshed, bevarer deres ret til understøttelse. Man er arbejdsløs, ikke hjemmegående husmor.
Mange familiers økonomi er hundrede procent afhængig af at begge parter har en indtægt. Forsøger man atter at smide kvinderne bort fra arbejdsmarkedet, vil det være det samme som at sænke indkomsten i en hustand med 40 procent.
Det vil være et alvorligt angreb på både kvinder og mænd, og kun fælles kamp kan hindre, at det bliver virkelighed.
Kortere arbejdstid
Mange ting vanskeliggør, nu som altid, den enkelte kvindes mulighed for at arbejde. Kvinden er stadig den, der bærer hovedansvaret for børn og hjem. Der er lang vej igen, før arbejdsdelingen i hjemmene er lige. Men der er samtidig igen tvivl om, at det er den vej, det går.
Fultidsarbejdende kvinder er naturligvis langt mindre tilbøjelige til at gøre alt det hjemlige arbejde end deltidsarbejdende og hjemmegående. Mange kvinder har også morgen- eller aften-arbejde, der tvinger mændene til at tage børnene.
Socialforskningsinstituttets store undersøgelse af levevilkårene i Danmark fra 1984, viser at arbejdsfordelingen i hjemmene stadig er fantastisk skæv. Men på bare syv år, fra 1976 og frem til 83, er der sket en markant udvikling i retning af, at mænd påtager sig mere arbejde i hjemmet. Det gælder specielt i de yngre aldersgrupper.
Det er naturligvis en klar styrkelse af kvindernes mulighed for fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Jo mere indflydelse mænd får i privatsfæren, og jo mindre ansvar kvinder får, desto sværere bliver det også at skrue tiden og udviklingen tilbage.
Men en del ting modvirker denne udvikling: Mange kvinder må i dag opgive at arbejde – eller presses over på skiftehold, fordi familien ikke kan få hjemmearbejdet til at fungere. Mest typisk når familien får børn.
Den katastrofale mangel på daginstitutionspladser presser kvinden, der oftest har den laveste løn, til deltid, skiftehold eller arbejdsløshed. Hvis begge forældre er på skiftehold, er det også umuligt at begge fortsætter deres arbejde, så længe børnene ikke kan klare sig selv.
Dertil kommer, at daginstitutionspladser i dag har nået et så astronomisk prisleje, at det ofte ikke kan betale sig for kvinder på deltid fortsat at arbejde.
Derfor er kampen for kvinders fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet også kampen for flere, bedre og billigere daginstitutioner. Det er ikke blot et spørgsmål om at overtale mændene til at tage deres del af husarbejdet og børnepasningen.
Kampen for en 35-timers arbejdsuge er en fælles kamp for et bedre liv til alle. Kortere arbejdsdag er afgørende for at undgå, at kvinderne atter isoleres i hjemmene med gulvspande, støvklude og lortebleer.
Undertrykkelsen fortsætter
Selv om vi stadig er en stor del af arbejdsstyrken, er det ikke det samme som, at kvindeundertrykkelsen er ophørt.
Mange HK’ere må finde sig i seksuel chikane og udnyttelse for at beholde jobbet. Vi er stadig 2. klasses varer på arbejdsmarkedet, og mange, der er udlært i mandefag, står med et svendebrev, men uden job.
Krisen skærper modsætningerne inden for arbejderklassen. Flygtninge og indvandrere oplever en øget racisme og kvinderne en øget sexisme. Desperationen får også sit udtryk i frustration, isolation og vold i familien. Billedet af dagens familieliv ligger langt fra ugebladsidyllen. Den gamle rødstrømpebevægelse er døende, og resterne søger individuelle løsninger i drømmetydning, healing og tarotkort. Borgerlige kvinder kæmper for retten til at blive virksomhedsledere.
Udviklingen har vist hvor falsk ideen om, at kampen står mellem mænd og kvinder, er. Grethe Fenger Møller, der er tidligere formand for Dansk Kvindesamfund og nuværende formand for Ligestillingsrådet, gennemførte i sin tid som arbejdsminister massive forringelser for arbejderkvinderne i form af dagpengereformen. Vi har intet tilfælles med kvinder som hende – ud over det vi har mellem benene.
Der går ingen kinesisk mur mellem at bekæmpe kvindeundertrykkelse og bekæmpe den borgerlige krisepolitik. Det er to sider af samme sag. Den eneste mulighed for at bekæmpe en pervers familiestruktur og for ordentlige forhold, er mænds og kvinders samlede kamp for socialismen.
Billedtekst:
Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har betydet en massiv ændring af deres selvforståelse, deres rolle i familien og den dominerende opfattelse af kvindernes rolle i samfundet.
Grethe Fenger Møller gennemførte som arbejdsminister dagpengereformen. En utrolig forringelse for arbejderkvinderne. De har intet til fælles med hende – udover det de har mellem benene.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed