Socialistisk Arbejderavis
Nr. 263 – 6. december 2006 – side 8
Cuba efter Castro
Mike Gonzalez
Det er i disse dage 50 år siden, Fidel Castro startede den cubanske revolution. Startskuddet faldt den 25. november 1956, da Castro sammen med 80 frihedskæmpede om bord på den lille motorbåd Granma satte kursen mod Cuba. Efter at have overlevet en tropisk storm ankommer Granma til Cuba lidt over en uge senere. Her blev de straks mødt af den USA-støttede diktator Batistas soldater, og kun 12 af frihedskæmperne overlevede. Men det lykkedes for dem at nå op i bjergene, hvorfra de opbyggede en guerillabevægelse, som godt to år senere kunne marchere sejrende ind i Havana.
Men én person er ikke i stand til at fejre 50-årsdagen for revolutionens start, og det er Cubas egen leder gennem snart 48 år, Fidel Castro. Siden en svær operation tidligere på året har Fidel reelt været sygemeldt, og der spekuleres stadig mere åbenlyst i, hvem der skal efterfølge ham, og om hans afgang som statsleder eller død vil føre til et regimeskifte i Cuba.
Gennem efteråret har vi set billeder af manden med den legendariske energi i morgensko og pyjamas, i færd med at rekreere sig efter en operation, hvis formål forbliver genstand for udokumenterede rygter. Og fraværet af konkrete facts er netop det, der giver ved til den heftige debat om Fidel Castros efterfølger.
Det vil være forbløffende, hvis venstrefløjen skulle acceptere dynastisk arvefølge som praksis. Det var uacceptabelt i Østeuropa – hvordan skulle det kunne passere uden kritik i Cuba? Men faktisk har Fidel allerede overladt styringen af landet til sin bror, Raul Castro. Først undlod Raul at komme med nogen offentlig udtalelse, der eventuelt kunne bekræfte dette, men i en tale om et nært forestående angreb fra USA, brugte han samme tone og sprog, som man kender fra hans ældre og særdeles veltalende bror.
Raul har stået sammen med sin bror lige fra angrebet på Moncada-kasernen d. 26 juli 1953. Det var Raul, som mæglede, da Fidels 26. Juli-bevægelse blev forsonet med de cubanske kommunister, og han var den afgørende mellemmand over for Moskva i de tidlige år. Siden 1959 har han været chef for hæren, været en afgørende grundpille i et samfund, hvor militær og politisk kontrol blev og bliver udøvet af en lille gruppe tæt forbundne folk med Fidel i spidsen.
Gennem årene er medlemmerne af denne lille regerende gruppe skiftet. Men ændringerne opstår ikke som følge af valg eller offentlig debat. Nominerede blev til tider godkendt af parlamentet, andre gange af kommunistpartiets kongresser, men de afgørende beslutninger er altid blevet taget af en lille gruppe i toppen, der ikke skal stå til regnskab for nogen. Raul er medlem af denne gruppe og han udviser ingen tegn på andet end at ville beskytte den.
26. Juli-bevægelsen arbejdede ud fra en militær opfattelse af politisk organisering – partiets organer viderebringer instruktioner og beslutninger nedad til udførelse. Sådan har magtfordelingen været hidtil.
Det betyder ikke, at der har ikke været nogen markante forandringer i Cuba. Østeuropas sammenbrud lod Cuba alene og i krise, frataget markeder for sin eksport og leveranfører af stort set alle sine forbrugsvarer. Krisen blev løst via en ny økonomisk strategi – man åbnede Cubas økonomi for udenlandske investorer.
Verdensmarkedet
USA fastholder sin lammende økonomiske embargo – først indført et par måneder efter revolutionen i 1959. For spanske, italienske og andre investorer er der imidlertid ingen af den slags hindringer. De poster entusiastisk penge i den voksende turisme. I 1995 blev strenge love, der hidtil havde begrænset fremmede kapitals indflydelse til 49 procent i alle virksomheder, ændret til 100 procents kontrol. Cubas arbejderbeskyttelseslove blev også modificeret for at gøre landet til et mere attraktivt investeringsobjekt.
Cuba er blevet en aktiv deltager på verdensmarkedet på trods af den amerikanske embargo. Carlos Lage, finansministeren, er tydeligvis en alsidig herre. Her er der intet skæg eller olivengrønne uniformer – hans jakkesæt indikerer, at han føler sig hjemme i de internationalt økonomiske fora. Raul bærer derimod stadig sin uniform, endskønt han ikke ejer skyggen af sin brors karisma.
Indtil videre udgør disse to mænd det cubanske regimes støttepiller uden Fidel. De lægger op til en fortsættelse af linien – med et åbent marked kombineret med kontrol så streng og centraliseret som hidtil. Liberalisering er udelukkende af økonomisk karakter. Politiske afvigere bliver holdt nede, og det øvrige samfund har fortsat lige så lidt indflydelse på udformningen og styringen af Cuba som hidtil.
Internt er forskellen, at den økonomiske ulighed, der har været holdt skjult eller benægtet, nu er synlig og uomgængelig. Mercedes Benz-forhandlere, de nye tøjbutikker, den synlige tilstedeværelse af overklassen, viser en helt klar udvikling. Og Raul Castro har bragt sig i en gunstig position som Fidels efterfølger ved som hærchef at sørge for, at militæret har fået stigende indflydelse på turistindustrien. Ifølge Miami Herald kontrollerer militære foretagender 90 procent af landets eksport og 60 procent af indtægterne fra turismen.
Det ironiske er, at der nu er dele af USA’s kongres, der taler meget varmt for at droppe embargoen, idet de er blevet bekymrede over manglen på USA’s handelsmuligheder inden for olie, landbrug og turisme så vel som for industri- og konsumvarer.
Mærkeligt nok har Condoleezza Rice insisteret på, at der absolut ingen intentioner er om at indføre et nyt regime. Men der er mange intentioner om at åbne Cuba for de multinationale. Demokrati er et underordnet hensyn i den forbindelse.
Miami-cubanerne, eller nogle af dem i det mindste, ville elske at vende tilbage til et korrupt, men højprofitabelt før-1959-Cuba. Men det er udelukket.
Kontrol
Hvordan kan det cubanske folk genvinde kontrollen over deres eget samfund? Der gives ingen enkle svar på det, udover at fortsætte med at organisere frit og demokratisk i forsvaret for deres egne interesser. Dette er de blevet forhindret i under Fidel og det blev undermineret af alle fortidige amerikanskstøttede regimer. Snakken om arvefølge er, uanset hvad, fortsat at nægte dem denne ret og dermed muligheden for et ægte socialistisk demokrati.
Cuba – socialisme eller kapitalisme?
Cuba har i årevis fremstået som en socialistisk ø i et stormfuldt kapitalistisk hav. Men det er diskutabelt, om man overhovedet kan bruge begrebet socialisme om det cubanske samfund.
Fidel Castros egne ambitioner lå fra starten langt fra socialisme. I en artikel fra februar 1958 erklærede Castro: “Jeg personligt er kommet til den opfattelse, at nationalisering i bedste fald er et uhåndterligt instrument. Det synes ikke at gøre staten stærkere overhovedet, til gengæld svækker det det private erhvervsliv. Og endnu mere vigtigt er det, at ethvert forsøg på omfattende nationalisering helt klart vil hæmme vores økonomiske programs afgørende punkt: industrialisering i det hurtigst mulige tempo. Til det formål er fremmede investeringer altid velkomne og sikre her.“
Men hvor Castro havde forudset samarbejde med USA og fortsat eksport, blev han mødt med en økonomisk blokade, der kastede ham direkte i armene på Sovjet.
Det var på den baggrund, at Castro i 1961 pludselig fandt ud af, at revolutionen var socialistisk, og at marxismen-leninismen i Moskva-udgaven i virkeligheden var den ideologi, der havde fået revolutionen til at sejre.
Artiklen er oversat fra Socialist Review, september 2006, og bearbejdet af Caroline Avlund og Martin Johansen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed