Socialistisk Arbejderavis

Nr. 267 – 4. april 2007 – side 2

Ungeren og multioprøret

Jesper Juul Mikkelsen

For dem, der var tæt på begivenhederne i dagene omkring rydningen, var det vreden og frustrationen, der fyldte, men også den underlige glæde af at være sammen med alle de andre på gaden.

For andre var kampen om Ungeren den konstante gentagelse af de samme klip på TV2news og en mediedækning, som samstemmende fordømte de unge.

I efterspillet er den ensidige mediefordømmelse blevet tilsat lidt historier om voldelige politifolk, men det er ikke noget, der kan dække over, at mediedækningen har været blind for de svinestreger, der er blevet begået af både politikere og politi.

Spørgsmålet der står tilbage at svare på er
– hvorfor blev det så stort?

Hvis vi sammenligner gadekampene med dem, som fandt sted i 80erne imellem BZere og politiet, var det, der skete på Nørrebro i denne omgang, ikke specielt voldsomt. Det var dårligt organiseret, og politiet var på den måde ikke presset.

Men de mange demonstrationer og sammenstødet med politiet var ikke en kamp imellem imellem en subkultur og politiet. Det var derimod et udtryk for en opsparet vrede, som findes blandt større lag af ungdommen i København.

Bag de sten, som fløj mod politiets vogne, og det som sendte 1000vis af unge på gaden, ligger det enorme pres fra systemet. Dårligere forhold på studierne, de lortejobs, vi skal tage for at kunne betale de høje huslejer, den evige tvivl om man er god nok, frustrationen over ikke at kunne ændre på alle de ting, man vil ændre på.

Dette er den sociale virkelighed, som er med til at sende folk på gaden. Derfor er kampen for Ungeren også en social kamp.

Men Ungeren og Christiania er også symboler på det at kunne udfolde sig som menneske og kunne bestemme selv. I takt med at sociale fællesskaber på studierne har mistet indhold, at byen er blevet mere firkantet, pæn og opkøbt af cafeer og multinationale kæder fremstår byen som umulig at påvirke og ændre. I det hele taget er hverdagen på jobbet eller studiet blevet stadig mere presset. Dette er med til at gøre fristederne endnu mere vigtige.

Ungeren og Christiania, blev og bliver brugt af 1000vis af mennesker hver uge, og derfor er det, vi oplever, også en kamp for at være sammen, det er en kamp for at kunne præge sin by, sin hverdag, sit liv, det er en kamp for at forsvare sin menneskelighed.

Det var denne kombination af forskellige tilgange og en opsparet vrede, der gjorde, at man dag efter dag mødtes på gaden, man blev draget imod at være med i et oprør og draget imod at være med til at forme morgendagens venstrefløj.

Her var solidaritet ikke noget fra en gammel sang, men noget man oplevede med hinanden. Mange nye ansigter er dukket på og mange af venstrefløjens fraktionskampe er blevet nedlagt og udskiftet med sammenhold. Se fx denne SMS som tikkede ind: “Vi har købt et super sejt PA anlæg alle fraktioner der kæmper for ungeren og CA kan bruge det gratis! hilsen Palazet på ungdomsplazen... tlf. 50 84 08 22 send videre..“

Normalisering
– Hvad er det de vil?

Den tomme plads, hvor der engang lå et Ungdomshus, er et tydeligt billede på, hvad det er de vil med normaliseringen. Hvis vi tror, vi kan bestemme over vores uddannelser, kan vi godt tro om. Hvis vi tillader os at stille spørgsmål ved loven, sætter de hårdt mod hårdt – de kan gasse og anholde os igen. Hvis vi tror det nytter at bygge modstand op, så bare se på den tomme plads på Jagtvej.

Det er det de vil med normaliseringen, de vil fortælle os, at vi skal underlægge os. Vores ideer om en anden vej er for farlig og den skal lægges død, inden den vokser sig stor og stærk.

Efter den 10 – 15.000 menneskers store demonstration lørdag d. 31 fra Christiania er det tydeligt, at der står to kræfter overfor hinanden, som vil fortsætte med at bygge op. Mit bud et, at Christiania bliver det næste, som vil blive definitivt ødelagt af normaliseringen.

Hvor står vi nu?

Men ud af ruinerne er der sket en radikalisering af dele af Københavns indbyggere. Noget, som gik igen på talerne ved den store demonstration, var: “Vi kan ikke forvente noget fra politikerne, de siger dialog, men de vil den ikke, vi har kun hinanden, det er op til jer at lave tingene om – op med næven!“

Vi vil svare igen, men det svæver stadig i vinden, om vi vil vinde nogle sejre.

De mange demonstrationer, gadefester, besættelser, happenings, fange solidaritet osv. har været rigtig fedt. Men vi skal altså vinde den her kamp! Vi har et enormt potentiale – 65 % af Københavns befolkning går ind for et nyt ungdomshus.

Der er ikke mange, der tror på at politikerne pludselig vil besinde sig. Vi kan kun vinde ved at gøre det til en politisk kamp hvor vi sætter hård mod hårdt. Vores styrke er vores antal, for vores antal kan sætte en politisk dagsorden, de ikke kan ignorere. Vi skal bygge en bevægelse der vil en masselinie, og det kræver en demokratisk bevægelse.

Den bevægelse, vi har set, har mangfoldighed og kreativitet, men vores bevægelse mangler at diskutere sammen. Som situationen er nu ,er det vigtigt, at et bredt lag af aktivister begynder at diskutere sammen om, hvad der skal til for at vinde.

Det er svært at forudsige hvordan dette vil udvikle sig, men en ting er sikkert: Mange af dem, som ser denne kamp som en del af noget større, vil tage med til G8 mødet i Roostock 2. juni for at vise sin afsky for dette undertrykkende system. Og du er hermed inviteret til at springe på og blive en del af morgendagens venstrefløj.

Flere artikler fra nr. 267

Flere numre fra 2007

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 3255 gange.

Redirect = 0