Socialistisk Arbejderavis
Nr. 267 – 4. april 2007 – side 4
Vækst og bæredygtig udvikling
Kim Ejlertsen + Jacob Sørensen
I år er det 20 år siden at rapporten ”Vores Fælles Fremtid”, også kaldet Brundtlandrapporten, udkom. Den fik udbredt begrebet ’Bæredygtig udvikling’ i en sådan grad, at stort set alle i dag støtter op omring den grundlæggende tanke om, at udvikling skal ses i sammenhæng med bæredygtighed.
(Dette er den ubeskårede artikel – en forkortet udgave blev bragt i avisens trykte udgave.)
På trods af en række gode initiativer i løbet af de seneste 20 år er udviklingen dog overordnet set gået i den forkerte retning både på lokalt og globalt plan. Fokus på det nuværende centrale udviklingsparadigme om økonomisk vækst medfører nemlig til stadighed øget miljøbelastning.
De mange gode miljøinitiativer der sker på lokalt og globalt plan i f.eks. virksomheder, kommuner og hos private ædes op af væksten. Hvad hjælper det at en mobiltelefon anno 2007 kun vejer det halve af modellen fra år 2000, hvis det samlede salg er 10-doblet i perioden?
Og hvad hjælper det at EU endelig langt om længe vil lave regler for bilers CO2-udledning, når vi hvert år køber flere og større biler, der kører flere og flere kilometer? Eller at Danmarks energiforbrug på trods af mange energitiltag ikke kan mindskes, fordi den økonomiske vækst hele tiden trækker i den forkerte retning.
Alligevel kan en række politikere, erhvervsfolk og økonomer slippe af sted med at hævde, at vi bevæger os i den rigtige retning – ikke mindst fordi det går godt med den økonomiske vækst.
Det største problem er nok, at begrebet bæredygtig udvikling er svagt defineret.
Brundtlandkommissionen diskuterede oprindeligt, om kun udviklingslandene skulle anbefales økonomisk vækst, men endte alligevel med en konklusion om at økonomisk vækst var godt for både u-lande og i-lande.
Det var en sejr for dem der ønskede, at bæredygtig udvikling ikke skulle føre til grundlæggende forandringer i de rige lande. Det blev hurtigt fulgt op af økonomer som kom med deres fortolkning af bæredygtig udvikling. Man talte om forskellige kapitaler som f.eks. naturkapital som skulle kunne veksles med f.eks. social kapital. Man satte med andre ord en subjektiv og kortsigtet pris på natur og liv og forsøgte at gøre alt levende til en handelsvare.
NOAH og en lang række andre miljøbevægelser mener, at livet og de enkelte organismer er unikke, og at der ikke hverken kan eller skal sætte en pris på dem.
I stedet bør vi dele ressourcerne og jordens kapacitet til at absorbere forurening ligeligt mellem nuværende og kommende generationer. Det giver et miljømæssigt råderum, som hver nation og region hurtigst muligt skal forsøge at komme inden for. Dette ved at kombinere de teknologiske muligheder med ændret adfærd på nogle centrale områder som f.eks. mindre kødforbrug, mindre transport med bil og fly og mindre forbrug generelt.
CO2-udslip er det område, hvor vi er kommet længst i tankegangen om, at en bæredygtig udvikling handler om at indrette os med et råderum. Men når det kommer til andre råstoffer end de fossile brændsler, er der på globalt plan stadig langt til at erkende, at der også er en grænse for, hvor meget vi kan bruge af de andre råstoffer og naturprodukter.
Danskernes årlige forbrug af nyt (ikke-genbrugt) aluminium er f.eks. steget fra 17 til 27 kg per person fra 1990 til 2005. En udvikling der ikke kan fortsætte, fordi den årlige verdensproduktion af aluminium allerede er for stor, og fordi ulandene har behov for, og ret til, et øget forbrug.
Bæredygtig udvikling er en balancegang mellem det miljømæssige, sociale, økonomiske og institutionelle område.
På mange områder er der behov for økonomisk vækst for at skabe en bæredygtig udvikling, men på en række andre områder er der behov for en minimering af de økonomiske aktiviteter.
Samtidig med denne omstillingsfase, hvor tekniske og organisationsmæssige forandringer hjælper os med at reducere ressourceforbruget og dermed miljøbelastningen, er der brug for, at mange flere får øjnene op for de ting der gør os glade, uden at det medfører et stort forbrug og tilhørende miljøbelastning. Ændrede vaner i retning af brug af lokalt producerede økologiske fødevarer, gang, cykel samt tog frem for bil og fly. Drop den ekstra ferierejse og køb tre vindmølleandele eller et solfangeranlæg.
Strategier
På det teknologiske plan skal udvikles strategier for dematerialisering af produktionen. NOAH og mange andre taler om en faktor 10 som et realistisk mål inden for en overskuelig årrække, dvs. at økonomien skal kunne producere den samme service, men med 10 gange mindre materialeinput.
Det kunne f.eks. være en kopimaskine, der består af 90% genanvendte og genbrugte materialer, som bruger 75% mindre elektricitet, og hvor den elektricitet den bruger, bliver produceret fra vedvarende energikilder.
Men som sagt er den økonomiske vækst en klods om benene for en bæredygtig udvikling, der kun lykkes såfremt vi ikke yderligere øger omfanget af vores samlede forbrug. 0-vækst er ikke det samme som stagnation, men kan dække over nedgang af den økonomiske aktivitet i nogle sektorer og opgang i andre. Altså en dynamisk transformation af de økonomiske aktiviteter i bæredygtig retning.
Eksempler herpå kan f.eks. være en mindre landbrugssektor som følge af en neddrosling og omlægning af den p.t. ubæredygtige svineproduktion, samtidig med at sektorer der leverer serviceydelser der fører til energibesparelser, udvikling af mere energieffektive apparater og nye vedvarende energiteknologier, øger deres volumen.
Situationen i dag er den, at ingen politikere vil høre eller tale om 0-vækst eller reduceret forbrug samlet set. De frygter at kapitalejerne skal søge andre steder hen i kapløbet om at få kapitalen forrentet bedst muligt.
Politikerne viger derfor tilbage for at gennemføre en politik-drevet udvikling, hvor naturens og menneskers livskvalitet er i centrum, og hvor der udvikles en model mht. omfanget af energi- og råstofforbrug, der kan udbredes universelt, så alle på jorden kan få et godt liv uden at naturgrundlaget forringes og råstofferne bruges op.
Vi mangler kvalificerede bud på hvilke politiske og økonomiske strukturer, der kan løse disse problemer. I SAA 265 skriver Norm Dixon, at en del af løsningen vil være ”et socialistisk samfund, der styres nedefra” og ”en ægte demokratisk og socialistisk planøkonomi”. Det skulle føre til et bæredygtigt samfund.
Men visioner kan ikke gøre det alene, uanset hvor sympatiske de er.
Vi har brug for driftsikre anvisninger, og lokale folk der besidder forståelse for, at man lokalt prioriterer miljøet højt. Vil de, der udøver magten over et socialistisk planøkonomisk system, vælge miljøet og høje sundhedsstandarder frem for nye infrastrukturanlæg og flere miljøbelastede forbrugsgoder til borgerne?
Dixon leverer ikke noget overbevisende svar på disse spørgsmål, og ej heller på hvordan økonomien under en anden samfundsorden skulle være i stand til at forhindre forurening og en nedbrydning af naturgrundlaget. Imens bliver diskussionen om vækst og ressourceforbrug år for år mere og mere påkrævet.
Kim Ejlertsen og Jacob Sørensen er med i NOAH’s Bæredygtighedsgruppe
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed