Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 267 – 4. april 2007 – side 6

Modstand mod G8

En anden verden er mulig

Alexander Lassithiotakis

G8 mødes til juni i Rostock i Tyskland. Her samles repræsentanter for de 8 mægtigste nationer. Protesterne mod de fine herrer bliver massive.

Tyske aktivister har planlagt både demonstrationer, modtopmøder og andre aktiviteter, der skal vise at vi er mange der vil en anden vej end elitens nyliberalisme og krig. I dag kommer det ikke bag på nogen af os, at et sådan topmøde bliver mødt med protester. Siden Seattle i 1999 har det været en selvfølge. Men meget er sket i de sidste 8 år, og det er her på sin plads at give et rids over udviklingen af den verdensomspændende bevægelse der kræver en anden verden.

Da WTO holdt topmøde i Seattle gik der et sus gennem verden. En ny bevægelse, der inkluderede alle mulige og umulige grupper, gik sammen for at protestere over deres fælles fjende; fra socialister og anarkister, fagforeningsfolk og miljøaktivister. Alliancen blev kaldt for ’Teamsters and Turtles’, og fangede at både dem der kæmper for havskildpaddernes forhold, og dem der kæmper for transportarbejdernes rettigheder, havde en fælles fjende. Op gennem firserne og halvfemserne så vi ellers, hvordan forskellige grupper spredte sig mere og mere fra hinanden og kæmpede deres egen sag, og i øvrigt gjorde hvad de kunne for at forblive apolitiske og uden kritik af systemet. Seattle var derfor et vendepunkt, hvor det lykkedes aktivisterne at finde sammen, og budskabet om at vi alle havde en fælles fjende gik verden rundt.

I Europa startede bevægelsen i Prag i år 2000 hvor verdensbanken og IMF holdt møde. Fra hele Europa blev der mobiliseret, og omkring 20-30.000 antikapitalister demonstrerede i byen. Dengang var det en kæmpestor demonstration, der gav os alle håb om, at vi faktisk kunne ændre verden. I tiden efter så vi derfor også en stribe af anti-topmødedemonstrationer over hele verden. Magthaverne var rystede og prøvede at bagatellisere fænomenet. Blair kaldte for eksempel bevægelsen for “The flying anarchist cirkus“. I det hele taget var magthaverne enige om, at vi alle var en flok forkælede romantikere der ikke ville erkende virkelighedens begrænsninger og udfordringer; hvis vi da ikke bare blev latterliggjort som nationalister der ikke kunne lide burgere og shawarmaere. Det blev dog bevægelsen der løb af med sejren i den forstand, at en stadig stigende del af befolkningerne verden over begyndte at kræve mere demokrati, velfærd og miljømæssige tiltag. Magthaverne måtte flytte deres topmøder til udkanten af verden, hvor det var umuligt at komme til for aktivister, hvis ikke man simpelthen tog til diktaturstater i mellemøsten, hvor demonstrationer var direkte forbudt. Samtidig begyndte magthaverne at prøve på at tale sig ud af deres politiske linje. IMF kaldte for eksempel nu deres strukturtilpasningsprogrammer for fattigdomsbekæmpelse, og man begyndte i det hele taget at give indtryk af at topmøderne gik med at diskutere emner som fx gældslettelse til ulande eller miljø-beskyttelse. Men der er til dato ikke eksempler på, at den reelle politik der er blevet planlagt eller besluttet på topmøderne har haft nogen som helst effekt for hverken mennesker eller miljø. Men magthaverne er blevet tvunget til at lade som om at de ændrer dagsorden. Dette fordi deres reelle politik simpelthen er i modstrid med flertallet af jordens befolknings ønsker og holdninger.

Bevægelsen relative succes og kraftige vækst har også medført store omrokeringer, diskussioner og udvikling af venstrefløjen, i takt med at bevægelsen udviklede sig. I Seattle og tiden umiddelbart efter kom bevægelsens styrke fuldstændig bag på magthaverne og politiet. Men efterhånden skærpedes modsvarene. Da vi nåede Genova i år 2001, så vi et nyt vendepunkt for bevægelsen. Her satte politiet hårdt ind, og prøvede ved hjælp af både knippelsuppe, skarpe skud og politiprovokatørere at splitte bevægelsen op mellem de gode (og fredelige) aktivister og de onde (og voldelige). Stuntet lykkedes dog ikke. Den italienske venstrefløj gik imod politibrutaliteten og opfordrede alle til at komme på gaden for at sikre retten til at demonstrere. Dagen efter gik omkring 300.000 mennesker (den på det tidspunkt største demonstration) på gaden i Genova. Efterfølgende begyndte efterrationaliseringen på venstrefløjen. Blandt de aktivistiske grupper der havde troet, at man med brosten og fysisk konfrontation kunne svække systemet, måtte man erkende at man i stedet for at svække systemet, havde spillet politiets spil. Dette ved at gøre det let for maskerede politiprovokatørere at gemme sig samt at give politiet en mulighed for at retfærdiggøre deres angreb på de efterfølgende demonstrationer. Den autonome “Black Block“ bevægelse, som vi kendte den i 90’ernse, forsvandt næsten fuldstændig. For den anarkistiske del af venstrefløjen betød det, at man nu kiggede mod fredelig civil ulydighed (gerne pakket ind i skumgummi), mens det for størsteparten af venstrefløjen fik den effekt, at man satsede på at mobilisere til masseaktiviteter. Den generelle stemning var pludselig radikal nok, til at man kunne mobilisere de mange, og via sit antal få sin dagsorden frem.

Et par måneder efter Genova kom 11. september, og relativt hurtigt derefter krigen mod Afghanistan. Bevægelsen fik samtidig mere og mere karakter af lokale eller nationale demonstrationer med en international dagsorden. I London gik op mod en halv million mennesker på gaderne i 2002 med det formål at forhindre planerne om at angribe Irak, og på Europas Sociale Forum i Firenze samme år besluttede man at gøre 15. februar 2003 til international aktionsdag verden over. 15. februar 2003 endte med at gå over i historien som verdenshistoriens største protest, hvor millioner af mennesker verden over demonstrerede mod krigen. I den amerikanske avis New York Times kunne man læse, at der igen var tale om to supermagter i verden; den ene var den amerikanske regering og den anden var verdensopinionen.

Hvad der til at starte med blev latterliggjort som et rejsende cirkus, bed sig for alvor fast i den politiske virkelighed og debat. Siden har et utal af demonstrationer slået fast igen og igen, at vi er mange der er trætte af nyliberalisme og krig – og at vi vil have en anden og mere social verden. Gamle skel på venstrefløjen bliver visket ud, og nye fælles problemer opstår. Lad os håbe at G8 protesterne i Rostock kan være med til at pege fremad på en endnu stærkere bevægelse i fremtiden.

Flere artikler fra nr. 267

Flere numre fra 2007

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 2417 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside