Socialistisk Arbejderavis
Nr. 267 – 4. april 2007 – side 9
Film (Ken Loach)
“Vinden som ryster kornet“ – klassekamp i praksis
Jan Hoby
“Vinden som ryster kornet“ vandt De gyldne palmer sidste år i Cannes. Og det er ikke uden grund. Den anerkendte socialistiske engelske filminstruktør Ken Loach har lavet endnu et socialt indigneret drama om klassekamp og klassekrig.
Denne gang er det om den irske frihedskrig i 1920‘erne, hvor filmen drager paralleller mellem datidens racistiske og voldsperverse britiske imperialisme til Bush, Blair og Fogh’s imperialistiske voldsinferno i Afghanistan og Irak. “Vinden som ryster kornet“ bringer tilskueren tilbage til hjertet af den irske revolution, som begyndte i 1916 og havde udviklet sig til en borgerkrig i 1920.
Damien (Cillian Murphy), der er ved at forlade sin irske landsby for en lovende karriere som læge i London, får sin skæbne beseglet da han oplever to episoder af britisk brutalitet. Han slutter sig til sin bror, Teddy, i IRA’s befrielseskamp for Irlands frihed. IRA vinder frem, og englænderne giver efter. Irland siger derpå ja til en traktat, så blodsudgydelserne kan stoppe. Ikke alle er dog enige i, at det er frihed, de har vundet, og en desperat borgerkrig bryder ud. Familier, der har kæmpet side mod side, splittes og vender sig imod hinanden, og brødrenes loyalitet sættes på den ultimative test. Ken Loach har tidligere skildret borgerkrigens tragedier i storfilmen “Land and Freedom“, om den spanske borgerkrig.
Som i “Land and Freedom“ fungerer autenticiteten upåklageligt i “Vinden som ryster kornet“. Volden og racismen virker – i sin brutalitet og pludselige, intense og ganske ublodige skildring – realistisk. Ken Loach viser at revolutioner er demokratiske processer, ved – i fuld agtpågivenhed – at vise hver sides argumenter mellem reform eller revolution. Et “Frit Irland“ hvor magthaverne blot har skiftet accent og farverne på flaget eller arbejdermagt, revolution og socialisme.
“Vinden som ryster kornet“ sparker dig i mellemgulvet og er et must for alle med socialistiske og humanistiske tilbøjeligheder om imperialismens desværre altid aktuelle tragedier.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe