Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 268 – 25. april 2007 – side 4

Skal Villy, Ole og Anne-Grete have ministerbiler?

I vores serie om “Alternativer til Fogh“ kigger vi denne gang nærmere på SF – hvorfor vil de så gerne i regering, og hvad vil det betyde for partiet at være en del af en socialdemokratisk ledet regering?

SF har oplevet stor medlemstilgang det sidste års tid, og efter flere års tilbagegang for partiet ser bøtten endelig ud til at være vendt. Samtidig tilkendegiver 6 ud af 10 af oppositionens vælgere, at de vil have partiet med i regering.

Villy Søvndal står udadtil som partiets store redningsmand, og der er ingen tvivl om, at formanden vil blive mødt med stående klapsalver af sine partikammerater ved partiets kommende landsmøde.

Der er flere faktorer, der har indvirket på, hvorfor det går godt for SF. Noget skyldes helt klart de politiske problemer internt hos henholdsvis S og R samt den åbenlyse konflikt de to partier imellem. Dette har fået SF, og i særdeleshed Villy Søvndal, til at fremstå som en stabiliserende faktor og en forsoningens mand, der søger en samling af oppositionen.

Men den vigtigste faktor til SF’s succes er, at de koblede sig på den store velfærdsbevægelse, som udsprang sidste år. Med afsæt i dette har SF formået at profilere et selvstændigt og for mange troværdigt projekt, hvor de fremstår som talerør for velfærdsbevægelsen og samfundets svageste.
Mens socialdemokraterne og de radikale slås med magtkampe og uklare politiske projekter, fremstår SF som et reelt og synligt alternativ.

Systemets administrator

At SF vil i regering er ikke noget nyt. Allerede i 1960’erne under daværende formand Aksel Larsen og senest under Holger K. Nielsens formandskab har dele af partiets ledelse gået med regeringsdrømme.

Dette fordi SF grundlæggende er et parlamentarisk og reformistisk parti, der bygger på en fejlagtig overbevisning om, at man via reformer indenfor rammerne af det kapitalistiske, og hermed også parlamentariske system, kan erobre den kapitalistiske magtstruktur og gradvis gennemføre ændringer, der vil føre til socialisme.

For SF går vejen til et socialistisk samfund gennem parlamentarisk indflydelse.

Dette illustreres meget godt med en aktuel udtalelse fra den nye formand for SFU, Nanna Westerby, der understreger, at SFU støtter ministertaburetter til SF, idet dette vil sikre partiet reel politisk indflydelse.

Men at SF indgår i en kommende regering er langt fra garanti for indflydelse, og hvis SF’erne skal gøre sig håb om at kunne få det i en socialdemokratisk ledet regering, så kræver det under alle omstændigheder, at de fortsat knytter deres politik an til bevægelsen fra neden.

Kun ved at have rødder i en massiv folkelig bevægelse kan de presse socialdemokraterne og undgå en højredrejning. Hvorvidt det reelt vil lykkes fortsat at opretholde opbakning fra bevægelsen, hvis de indgår i et regeringssamarbejde, er dog tvivlsomt.

Allerede på nuværende tidspunkt taler kilder om en øget topstyring fra ledelsens side, der skal søge at lægge låg på mulige utilsigtede udmeldinger, der kan skade forholdet til socialdemokraterne eller briste illusionen om muligheden for en samlet regering.

Ved at indgå i en regeringsmagt vil partiet blive administrator af det kapitalistiske system og være tvunget til at underlægge sig systemets markedsvilkår, hvilket nemt vil føre til nedskæringer og velfærdsforringelser, netop for samfundets svageste, som SF ellers har gjort sig til talerør for.

Partiet kan herved hurtigt komme til at miste opbakning fra disse. Dertil kommer, at al erfaring viser, at hver gang SF forsøger at komme i regering eller indgå i et regeringssamarbejde, bevæger partiet sig politisk mod højre, hvilket har betydet interne splittelser og medlemsflugt.

Dette skete både i 1966 ved partiets samarbejde med den socialdemokratiske mindretalsregering og i 1993 ved afstemningen om Edinburgh-aftalen, hvor fire ligegyldige forbehold og udsigt til ministerposter fik ledelsen i SF til at træde et skridt til højre, lave en politisk kovending og sige ja tak til EU.

Offensive krav frem for ministerbiler

Selv om man er et parlamentarisk parti, så behøver man ikke sidde i regering for at få indflydelse. Et godt og desværre meget nærværende eksempel på dette er Dansk Folkeparti.

Går SF i regering med socialdemokraterne, så vil de naturligt træde et skridt til højre igen og opleve samme nedtur som de foregående gange, hvor det er sket.

I stedet for at pladre løs om, hvem der skal have hvilke ministerbiler, bør SF bruge energien på at bryde med den gængse plade om, at venstrefløjen og SF (no-matter-what) støtter en socialdemokratisk ledet regering og i stedet træde i offensiven uden for et regeringssamarbejde og kræve markante indrømmelser for at lægge stemmer til Helle Thorning som statsminister.

Flere artikler fra nr. 268

Flere numre fra 2007

Siden er vist 1552 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside