Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 269 – 16. maj 2007 – side 2

Det mener vi

Politisk gedemarked

Den store tilslutning til Ny Alliance signalerer to ting: At selv mange midter-vælgere er ved at være trætte af Fogh og Dansk Folkeparti. Og at Helle Thornings socialdemokratiske alternativ heller ikke er et troværdigt bud på forandring.

Når selv et parti uden program kan opfattes som en fornyelse, så er det tegn på, at Christiansborgsk politik er i en alvorlig krise. Desværre er “Ny alliance“ ikke et bud på fornyelse. Deres bidrag er kun at gøre tragedie til farce.

Mest af alt minder det om 5 forskellige marketing-bureauer, der forsøger at sælge den samme vare i forskellig indpakning. For Konservative, Venstre, Radikale, Ny Alliance og Socialdemokratiet er jo indbyrdes enige om langt det meste – og samtidig uenige med de fleste af deres vælgere.

De er enige om nyliberalistiske nedskæringer, om at støtte krigen i Afghanistan, om EU-projektet og om at de rige skal have det bedre. Om at det er forældrenes ansvar, når børn ikke trives i nedskæringsramte skoler, om at fagforeninger ikke skal blande sig samfundets velfærd. Og med Radikale som eneste hæderlige undtagelse om at muslimer kun må være muslimer bag hjemmets 4 vægge.

Samtidig oplever studerende, arbejdere, pensionister, skoleelever, arbejdsløse – alle os såkaldte “almindelige mennesker“ – at samfundet kører ad h... til. Der produceres som aldrig før, men vi skal arbejde endnu mere: Flere timer, tidligere på arbejdsmarkedet og senere pension (hvis man altså har haft råd til at spare op).

Der er statsoverskud på multi-mange milliarder, men der skæres på skoler og hospitaler. Erhvervslivet får deres forskning betalt af staten, men de videregående uddannelser skal erhvervsrettes endnu mere.

Dette misforhold mellem hvordan politik ses fra henholdsvis Christiansborg og fra de fleste “almindelige mennesker“ har man i årevis forsøgt at skjule ved at gøre flygtninge, indvandrere og ikke mindst muslimer til syndebukke.

Mens de fører krig, lukker hospitaler og skoler, og miljø-trusler tårner sig op, snakker de tårevædet om problemerne ved at nogen har en anden hovedbeklædning, en anden religion, et andet sprog eller en anden kultur end den “normal-danske“.

Velfærdsstrejkerne sidste år og protesterne mod Irak-krigen viste, hvad der skal til for at ændre på dette jammerlige billede: Når vi er mange der strejker og demonstrerer, så kalder de os måske “socialistiske ballademagere“, “Saddam-støtter“ eller rundkreds-pædagoger – men det er det eneste tidspunkt, hvor de lytter.

Det er på høje tid at vi opbygger et alternativ op fra neden. Det starter med at vælte Fogh og med at formulere et klart politisk alternativ: Mod krig, nyliberalisme og normalisering – og for et solidarisk og demokratisk samfund med plads til forskellighed.

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 269

Flere numre fra 2007

Siden er vist 2578 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside