Socialistisk Arbejderavis
Nr. 269 – 16. maj 2007 – side 6
Muligheder og udfordringer
Den europæiske venstrefløj i forandring
Mikkel Birk Jespersen
Den europæiske venstrefløj er i forandring. Med Sovjets fald for godt halvandet årti siden blev en stor del af fundamentet for de gamle opdelinger og grupperinger på venstrefløjen revet væk.
I dag ser vi i en række lande konturerne af og mulighederne for, at en ny venstrefløj vokser frem. Ikke mindst det sidste halve årti har betydet store ændringer i vilkårene for venstrefløjens arbejde og organisering. Nye muligheder har åbnet op for diskussioner om, hvilken vej den radikale venstrefløj skal gå, og hvilken betydning den kan have i fremtiden.
Den væsentlige baggrund for venstrefløjens udvikling inden for de senere år er udviklingen af en række betydelige massebevægelser. Der har været en lang række massemobiliseringer overalt i Europa – mod nyliberalisme og krig og for velfærd.
Strejker og demonstrationer
Strejker og demonstrationer mod angreb på velfærden i Tyskland og Frankrig. Protester mod krig og besættelse i Italien, Spanien og England. Universitetsbesættelser i Frankrig og Grækenland.
Flere steder har disse bevægelser haft styrken til at vinde vigtige sejre: i Spanien og andre steder er regeringer blevet væltet og tropperne trukket ud af Irak, i Frankrig stemte man først ’nej’ til EU-forfatningen, og siden blev den forhadte CPE-lov trukket tilbage, i Grækenland måtte regeringen udskyde sine planer om privatisering af universiteter.
Udfordre magten
Disse massebevægelser har ikke bare udfordret magthaverne i Europa, men også – på en anden måde – den europæiske venstrefløj, der har været tvunget til at finde nye måder at organisere og handle politisk på for at blive i stand til at matche den nye situation. Denne omstilling, der stadig er i gang, har fået en række forskellige udtryk fra land til land.
I England og især Tyskland har nye partier til venstre for Socialdemokratierne haft væsentlig succes med at stille op som alternativer til nyliberalistisk nedskæringspolitik. I Italien har det reformerede kommunistparti, Partito Rifondazione Comunista, ligeledes haft stor fremgang.
Frankrig er det land i Europa, hvor vi indtil nu har set de mest omfattende og succesrige massebevægelser. Men det har ikke betydet, at der på den franske venstrefløj har udviklet sig nye partier eller omgrupperinger.
Samlet bevægelse?
Den succesfulde kampagne for et ’nej’ til EU-forfatningen viste nogle perspektiver: den antiliberalistiske venstrefløj samlede sig i en kampagne organiseret nedefra af netværk af aktivister. Men det unikke samarbejde blev ikke videreført efter nej’et.
Heller ikke det seneste præsidentvalg i Frankrig så en samling hos den yderste venstrefløj, hvis kandidater tilsammen fik over 9 % af stemmerne.
En af effekterne af opsvinget af kampe har været at rejse spørgsmålet om bevægelsernes forhold til politik. Dels hvad angår (mis)forholdet mellem de udenomsparlamentariske bevægelsers krav og disses kravs manglende politiske repræsentation i parlamenterne.
Dels hvad angår forholdet mellem politiske partier og bevægelserne. Har politiske partier en rolle at spille i forhold til bredere bevægelser? Bevægelsernes udvikling over de senere år har vist, at de ikke er uafhængige politisk, men at behovene for generaliserede politiske diskussioner netop opstår, idet enkeltsagsbevægelser konstant bliver stillet overfor nye udfordringer.
Det er her, venstrefløjens politiske organisationer har en væsentlig rolle at spille.
Venstrefløjens rolle
En væsentlig konsekvens af de nye massebevægelser og venstrefløjens engagement i disse er, at det på en ny måde har betydning, hvad venstrefløjen konkret vælger at gøre.
I store dele af 80’erne og 90’erne var venstrefløjen relativt isoleret. Men i dag har diskussioner om, hvordan vi kan skabe en anden verden ikke blot teoretisk interesse. I de senere år har venstrefløjsorganisationer været i stand til at tage initiativer, der har betydet at bevægelser har taget betydelige skridt fremad og sat væsentlige spor i det politiske landskab.
Et eksempel på dette er netop den franske venstrefløjs nej-kampagne, der gav den anti-kapitalistiske bevægelse en af dens første virkelige sejre.
Et andet eksempel er Rifondazione i Italien, der spillede en afgørende rolle under protesterne mod G8 i Genova i 2001. Og som ligeledes var en afgørende kraft bag initiativet til den globale protest mod den truende Irak-krig 15. februar 2003.
Men Rifondazione er desværre også et godt eksempel på de problemer, en ny venstrefløj kan komme til at stå overfor. Partiet er i dag en del af Romano Prodis centrum-venstreregering og har stemt for at sende flere italienske tropper til Afghanistan.
Overalt i Europa er udviklingen af en ny venstrefløj i gang, men det er en ujævn proces med mange faldgruber. Det centrale omdrejningspunkt for en ny europæisk venstrefløj må og kan ikke være andet end den fortsatte opbygning af de bevægelser mod krig og nyliberalisme, der indenfor de senere år har vist sig i stand til at ryste magthaverne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed