Socialistisk Arbejderavis
Nr. 269 – 16. maj 2007 – side 8
Interview
Virkeligheden bag Tyrkiets “forsvar for sekularisme“
Socialist Worker (UK)
Tyrkiet har den sidste måned været skueplads for enorme demonstrationer samt militærets direkte trusler mod den siddende regering. Den engelske avis Socialist Worker har talt med den tyrkiske socialist Ron Margulies om baggrunden for krisen.
Hvad ligger bag den tyrkiske hærs nylige trusler imod det ledende AKP parti?
– I slutningen af april skulle parlamentet i gang med at vælge en ny præsident.
Premierminister Recep Tayyip Erdogan sagde, at han ville stille op til posten, hvilket ville være nemt for ham, da hans parti har flertal i parlamentet. Der begyndte hæren først at brokke sig. Erdogan trak sig, og udenrigsminister Abdullah Gül blev skubbet foran som ny kandidat.
Hæren råbte op om, at den ville gøre, hvad der var nødvendigt for at forsvare den sekulære republik, og at den ikke vil have en mand til præsident, hvis kone bar islamisk tørklæde.
I virkeligheden eksisterer der ingen trussel overhovedet imod sekularismen.
Hverken fra befolkningen eller regeringen.
AKP har siddet ved magten i fire et halvt år med et komfortabelt parlamentarisk flertal og har i den tid ikke taget et eneste skridt i islamisk retning.
Regeringen har ikke engang gjort noget ved, at kvinder, der bærer tørklæder, bliver nægtet adgang til universiteterne. Tørklæder er bandlyst i alle offentlige bygninger. Alligevel føler folk, som er religiøse, sig for første gang i 80 år godt tilpas og ikke under pres fra staten.
Militærets ultimatum hævder at forsvare den “sekulære republik“ i et forsøg på at mobilisere middelklassen, som frygter, at dens vestlige livsstil er truet.
I vireligheden forsøger hæren at vælte en regering, som er meget åben overfor reformer i forhold til det kurdiske spørgsmål, menneskerettigheder, og – måske vigtigst – i forhold til at reducere hærens rolle i det politiske liv.
“Sekularisme“ er et ord som bliver meget brugt til at beskrive Tyrkiet. Hvad betyder det i landets politiske kontekst?
– Tyrkiet er sekulært i den forstand, at stat og religion er adskilt.
I betragtning af, at 99 % af befolkningen er muslimsk, bliver Tyrkiets sekularisme og parlamentariske demokrati holdt oppe af Vesten som et eksempel for resten af den muslimske verden. Dette er imidlertid hykleri.
Sekularisme er for så vidt fint, og naturligvis går vi ind for det. Men billedet af et demokratisk og harmonisk Tyrkiet skjuler alle former for konflikter.
Så snart et parti fra en islamisk tradition bliver valgt, truer militæret med et kup. Det, der sker nu, skete også i 1997, da militæret udstedte et ultimatum imod en koalitionsregering, som var ledet af det islamiske parti, og tvang den til at trække sig.
Under den seneste “sekularisme-demonstration“ råbte folkemængden: “Vi er ikke armeniere“. Hvad bunder denne fjendtlighed overfor den armenske minoritet i?
– Den materielle basis for det er, at folkedrabet på armeniere i 1915 førte til, at meget land og kapital, der ellers var ejet af de armenske minoriteter, blev taget af tyrkere.
Der er en seriøs fare for krav om at give dette tilbage, hvis folkedrabet bliver anerkendt. Fordi det moderne Tyrkiet oprinder fra opløsningen og kollapset af Det Osmanniske Imperium efter 1. Verdenskrig, har landet aldrig vidst, hvad man skulle stille op med landets armenske, græske og jødiske minoriteter.
Disse minoriteter er altid af staten blevet betragtet som værende potentielle fjender indefra. Så staten veksler mellem at forsøge at integrere dem og tvinge dem til at forlade landet.
Hvad er status på Tyrkiets undertrykte kurdiske befolkning, og hvorfor er der bekymringer over kontrollen med den olierige irakiske by Kirkuk?
– Den tyrkiske stat er bange for en kurdisk stat i det nordlige Irak af den åbenlyse årsag, at det vil sætte et eksempel for kurderne i Tyrkiet.
USA tillader ikke, at den tyrkiske hær invaderer irakisk Kurdistan, fordi kurderne er USA’s hovedallierede i Irak.
Der er en tyrkisk minoritet i og omkring Kirkuk, og Tyrkiet prøver at bruge deres vanskelige situation som en undskyldning til at blande sig i Irak. Men de kan ikke gøre noget, så længe USA nægter at give dem grønt lys hertil.
Hvis AKP har gennemført neoliberale programmer, hvorfor er der så denne fjendtlighed fra middelklassen og de rige?
– Storkapitalen har været helt og aldeles bag regeringen, og den er rasende over denne indblanding i, hvad der var en nogenlunde stabil politisk atmosfære.
Da Gül blev stillet op, støttede arbejdsgiverne ham med det samme. De ønsker helt klart ikke en militær indblanding. Da retten annullerede Güls valg, stillede de straks krav om et almindeligt valg med håb om, at dette ville genoprette stabiliseringen. Det ville det også, hvis ikke AKP ville vinde et nyt valg, og militæret så igen ville blive rastløst.
Hvordan har venstrefløjen forholdt sig til militæret og AKP?
– Den har været helt og aldeles forfærdelig. Det mest almindelige slogan er:
“Hverken islamisk fundamentalisme eller et militærkup“, men de fejlede i forhold til at vælge side og forsvare den demokratisk valgte regering overfor det ikke-demokratisk valgte militær.
Venstrefløjen har også fejlet i forhold til at forsvare retten til at bære det islamiske tørklæde og har ofte stået skulder ved skulder med statsmagten imod almindelige mennesker.
www.socialistworker.co.uk – 12 maj 2007
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed