Socialistisk Arbejderavis
Nr. 27 – Februar 1987 – side 4
Spørgsmål vi ofte møder
Forsvinder arbejderklassen?
Ågot Berger
Det er svært for mange socialister og militante at tro på, at arbejderklassen kan ændre samfundet. De sidste år har været præget af nederlag som havnestrejken, mangel på resultater efter de omfattende påskestrejker, bryggeristrejken i 85 og nu sidst den passive accept af et elendigt overenskomstresultat.
Arbejderklassen er i dag mindre synlig på kampens arena. Samtidig er industriarbejderklassens andel af den samlede arbejdsstyrke i Vesteuropa faldende på grund af den nye teknologi.
Disse to forhold har fået mange tidligere venstreorienterede til at erklære, at marxismen er forældet. Arbejderklassen kan ikke længere være den centrale kraft i samfundsforandringen. Vi står over for en helt ny samfundsmæssig situation, som kræver en ny teori, siger de.
De tager grundlæggende fejl. Dels er faldet i antallet af industriarbejdere ikke entydigt. I Danmark meldte industrien i 85 om det højeste antal ansatte nogen sinde. Antallet af lære- og praktikpladser var i 86 oppe på 47-48.000, også det er højere end tidligere.
For det andet betyder væksten i den offentlige sektor ikke, at arbejderklassen bliver mindre. Den overvejende del af de offentligt ansatte er grundlæggende i samme situation som industriarbejderen, både når det gælder løn og arbejdsforhold, og i deres objektive forhold til produktionsprocessen. Derfor er sygeplejersken, kontoristen og pædagogen lige så meget en del af arbejderklassen som smeden og bygningsarbejderen.
Fra 79 til i dag er der sket et opsving i fagforeningsbevidsthed og militans blandt de offentligt ansatte. Stadige hospitalsstrejker er et udtryk for, at tjenestemænd ligesom andre må tage strejkevåbnet i brug for at kæmpe deres krav igennem.
For det tredje er arbejderklassen på verdensplan stærkt voksende, ikke mindst i kraft af nye industricentre i Sydamerika og Sydøstasien.
Påstanden om “proletariatets død” har ingen hold i virkeligheden. Disse ideer skal snarere forstås på baggrund af frustrationer og utålmodighed blandt tidligere venstreorienterede og som undskyldning for at bevæge sig over til reformismen og parlamentarismens bekvemme varme.
De har opgivet troen på, at kapitalismen kan knuses igennem arbejderklassens kollektive overtagelse af produktionsmidlerne og hele samfundslivet. Tidens strømning er tilpasning til gamle socialdemokratiske ideer om en “demokratisk socialisme”. Arbejderne må godt få medindflydelse i selskabsbestyrelser og lokale investeringsfonde.
Almindelige kulier er igen tiltænkt at spille 2. violin i et samfund, hvor teknokrater og bureaukrater med deres gode vilje og reformiver i samarbejde med humane kapitalister skal give os et bedre liv. Troen på en kapitalisme med pænt ansigt er mere utopisk end troen på socialismens nødvendighed.
Arbejderbevægelsen
Det er rigtigt, at folk er borgerliggjorte, står tilbage for kollektive aktioner, og at mange går mere op i, hvordan de kan skaffe sig personlige fordele gennem overarbejde og fedterøvstillæg for at klare de næste terminer. Men to ting gør, at vi kun opfatter det som et midlertidigt tilbageslag.
Det er først og fremmest et udtryk for krisen i den organiserede arbejderbevægelses største parti, Socialdemokratiet. Nærmest uafbrudte perioder med socialdemokratiske regeringer efter krigen har ikke rørt ved kapitalismens inderste væsen.
Igen og igen har regeringerne skåret i de offentlige budgetter med kraftige forringelser i den sociale service for almindelige folk til følge. Indkomstpolitikken har betydet lavere lønninger og hårdere udbytning.
De konservative har været i stand til at udnytte mismodet og desillusionen. De har underbygget folks manglende tro på at de selv kan forbedre tingene. Derfor kan Schlüter, fagpamperne og arbejdsgiverne i skøn forening hive en elendig overenskomst hjem – næsten uden sværdslag.
År med indkomstpolitik. fulgt af Schlüters angreb har svækket, men ikke smadret arbejdernes organisationer. De nederlag, arbejderklassen har måttet stå model til de sidste år, varer ikke evigt.
Håb forude
Alle erfaringer fra den internationale arbejderbevægelses historie viser, at der kommer tidspunkter, hvor omfattende ændringer af situationen – økonomisk udvikling eller politisk krise resulterer i nye opsving og strejkebølger.
Års aggressioner og ydmygelse eksploderer og tager form af massemodstand mod arbejdsgivere og stat. Frankrig maj 68 og Polen 81-82 er to eksempler på eksplosive situationer, hvor statsmagten var truet. Så ændres også mismodet, småborgerligheden og splittelsen i kampfællesskabet, sådan som vi i det små oplevede det på arbejdspladser og blokadevagter under overenskomsten 85, og igen Frankrig med studenterbevægelsen og strejkebølge ved årsskiftet.
Socialister må være forudseende. Samtidig med at vi må have en realistisk vurdering af styrkeforholdet i dag og indse, hvor langt tingene er nede, skal vi ikke henfalde til nederlagsstemning og passivitet. Vores job er at forberede et nyt opsving i kampen.
Selv om mange arbejdsløse, bistandsklienter, og ældre er ringere stillet end gennemsnitsarbejderen – koncentrerer vi vores indsats omkring arbejdspladserne. Det er her folk har magt.
Kollektiv styrke
Kapitalismen bygger på udbytning af arbejderklassen. Den har centraliseret produktionen på store arbejdspladser og dermed skabt forudsætningerne for et samfund, hvor arbejderne kollektivt leder samfundet på alle planer. Kun derigennem kan al udbytning og undertrykkelse på trods af race, køn eller seksualitet ophæves.
Billedtekst:
Den teknologiske udvikling har forandret arbejdsfunktionerne meget siden Marx’s tid. I Danmark er antallet af arbejderne i industrien det højeste nogensinde.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed