Socialistisk Arbejderavis
Nr. 271 – 15. august 2007 – side 5
Uddannelse
Den højtidelige pølsefabrik
Martin B. Johansen
Når titusindvis af unge mennesker den 1. september starter på en af de videregående uddannelser, så træder de ind på universiteter, der højtideligt vil præsentere sig som de ædle vogtere af åndsfrihed, sandhed og demokrati. Men, vil det blive sagt, desværre truer hård politisk og økonomisk styring samt erhvervsretning med at undergrave disse værdier.
Mange studerende og undervisere reagerer med stor skepsis overfor denne erhvervsretning og opfatter det som et brud på universiteternes åndsfrihed. Men universiteterne har altid været bundet til kapitalens behov, også før eliteuniversitetet blev forvandlet til masseuniversitetet.
Det gamle eliteuniversitet tjente som udklækningsanstalt for den herskende klasse og den del af middelklassen, som direkte tjente den herskende klasse, dvs. grupper som advokater, embedsmænd i statsapparatet, lektorer og ingeniører. Studerende blev næsten udelukkende rekrutteret fra den herskende klasses egne rækker, og der var derfor relativt stor overensstemmelse mellem de studerendes krav til uddannelserne og uddannelsessystemet selv.
Men med den vedvarende teknologiske fornyelse i industrien i perioden efter 1945 har dette ændret sig radikalt. På den ene side stillede konkurrencen krav om, at produktionen blev udvidet og effektiviseret, hvilket førte til en langt højere anvendelse af teknisk uddannede på mange niveauer – forskere i naturvidenskab, ingeniører og faglærte arbejdere, selv de ufaglærte skulle uddannes og skiftede navn til ‚specialarbejdere‘.
På den anden side krævede udviklingen, at industrien blev understøttet af en stor offentlig sektor: Læger og sygeplejersker til at sikre, at tilskadekomne eller syge arbejdere kunne lappes sammen hurtigst muligt. Pædagoger til at passe lønarbejdernes småbørn. Socialrådgivere til at lempe udstødte grupper tilbage på arbejdsmarkedet. Og naturligvis administratorer i stort antal til at knytte det hele sammen.
Dermed skete der en eksplosion i antallet af studerende. Ved Københavns Universitet blev antallet af studerende fordoblet fra 1959 til 1964 og igen fra 1964 til 1968. I midten af 50‘erne blev der årligt produceret ca. 700 kandidater fra universiteterne. Tyve år senere var tallet over 3.500, og i dag ligger det på omkring 8.000. Mellem 1965 og 1975 blev der åbnet tre nye universiteter i Danmark samt en række højere læreanstalter.
Dette skabte et nyt lag af lønarbejdere, de akademiske lønarbejdere. Alex Callinicos beskriver i bogen The Changing Working Class, hvorledes dette lag er sammensat: “1. En lille minoritet, som er kapitalistklassens lønnede medlemmer, og som deltager direkte i beslutninger, som vedrører kapitalakkumulationen; 2. En meget større gruppe, den ‚nye middelklasse‘, bestående af højtlønnede funktionærer, som primært besidder managements- og overvågningspositioner mellem arbejdere og kapitalen; 3. Flertallet – almindelige lønarbejdere, der har lige så lidt kontrol over deres arbejde som manuelle arbejdere og ofte ringere betalt.“
Derfor er det ikke noget problem for politikerne at udvide optaget af studerende – målsætningen er, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse – uden at give de nødvendige bevillinger til ekstra lærere og lokaler. For den herskende klasse er det vigtigere at uddanne lønarbejdere, der lydigt parerer ordre og kan bestride deres erhvervsfunktion, end at træne de studerende i kreativitet og selvstændig tænkning.
Hvis studerende og undervisere vil gøre op med det erhvervsrettede universitetet og den faldende kvalitet i uddannelserne, så ligger svaret ikke inden for universitetets egne rammer. Svaret ligger ikke i at diskutere åndsfrihed og akademiske dyder, men i et opgør med den funktion, som uddannelsessystemet har tiltænkt kandidaterne.
Det var netop et sådant opgør med de kapitalistiske erhvervsfunktioner, som var en af de bedste sider ved studenteroprøret i 70‘erne. Mange studenter ønskede et opgør med kapitalismen og begyndte derfor at se kritisk på deres rolle som kommende akademikere. I stedet forsøgte de at omdefinere deres rolle fra at være systemets udvalgte folk til at understøtte den modsatte side i samfundet, arbejderklassen.
Resultatet blev de ‚fagkritiske‘ rapporter, hvor studenter i samarbejde med arbejdere og fagforeninger gik tæt på forhold som arbejdsmiljø, akkordræs og det fagretlige system. Rapporterne ramte faktisk en nerve i arbejderklassen. LO-konsulent Jørgen Elikofer skrev om en af rapporterne i 1972: “Man er ved at sige til sig selv, at dette helvede af en arbejdsplads, der her er beskrevet, enten hører fortiden til eller er den rene opdigtning. Men taler man med folk, der til daglig går under disse forhold, så bliver der nikket genkendende.“
Det væsentlige i det fagkritiske arbejde var, at drivkraften ikke var en slags medlidenhed med arbejdere og udstødte, men de studerendes eget ønske om at få et indhold og kvalitet i studierne, som de kunne stå inde for.
Kravet til nutidens studerende er i virkeligheden det samme – at stille sig kritisk overfor de akademiske erhvervsfunktioner og kritisk overfor den rolle, som markedskapitalismen har tiltænkt dem.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed