Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 271 – 15. august 2007 – side 7

Hvilken vej for Palæstina?

Modstand mellem besættelse og blindgyder

Mikkel Birk Jespersen

I juni var det fyrre år siden, Israel i juni-krigen (også kaldet seksdageskrigen) besatte bl.a. Vestbredden og Gaza. I dag ser palæstinenserne ud til at befinde sig i en situation, der er endnu mere desperat, end den har været i mange år.

Israel fortsætter med at bygge bosættelser og apartheid-mur på Vestbredden, stjæle palæstinensisk jord og udsulte den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Samtidig bekæmper de ledende palæstinensiske organisationer, Fatah og Hamas, hinanden. Men denne konflikt er dog ikke så ‘internt’ palæstinensisk, som den umiddelbart kunne se ud, idet den ene side, Fatah, er støttet af både USA og Israel.

Den aktuelle situation viser med al ønskelig tydelighed begrænsningerne i de tilgange til Palæstina-konflikten, der stadig tror på forhandlinger og en to-statsløsning.

Kup og nysprog

Rapporter i medierne fra kampene mellem de palæstinensiske bevægelser, Hamas og Fatah, skabte i maj og juni et billede af irrationelle, uciviliserede kræfter, der kæmpede mod hinanden i en meningsløs og selvdestruktiv konflikt.

Da Hamas i juni stod som sejrherre i Gaza, blev dette beskrevet som et “kup“, idet præsident Mahmoud Abbas blev fremstillet som den ‘moderate’ leder, der blot ønskede ‘lov og orden’.

Denne beskrivelse af begivenhederne som et Hamas-kup kan kun betegnes som en yderst kreativ anvendelse af Orwellsk nysprog – hvad der står klart, hvis man blot overfladisk følger begivenhedernes gang:

I januar 2006 vinder Hamas-bevægelsen det palæstinensiske parlamentsvalg og bryder dermed Fatahs (afdøde Arafats og nuværende præsident Mahmoud Abbas’ organisation) tidligere dominans. Valget er ikke mindst et resultat af palæstinensernes protest mod Fatah-ledelsens korruption og manglende evne til at bekæmpe den israelske besættelse.

Valgresultatet fører til en boykot af det palæstinensiske selvstyre fra de vestlige stormagters side, hvad der fører til yderligere forarmelse af en i forvejen hårdt presset palæstinensisk befolkning. Samtidig tilskyndes Fatah til at sabotere Hamas-regeringen af USA, Israel og Egypten.

Fatah støttes både finansielt og militært. I maj sendes 500 Fatah-soldater fra Egypten til Gaza med det formål at starte en borgerkrig mod Hamas-regeringen.

Det lykkes imidlertid ikke for Fatah og præsident Abbas at vælte regeringen, idet Hamas i stedet driver Fatah-styrkerne ud af Gaza i midten af juni. Efterfølgende opløser Abbas regeringen og sammensætter en ny Fatah-regering uden noget folkeligt mandat – samtidig med at Fatah fører en terrorkampagne mod Hamas-støtter på Vestbredden.

Efterfølgende meddeler USA og Israel, at man bløder op for de økonomiske sanktioner mod selvstyret og støtter de Fatah-kontrollerede områder.

Det er oplagt, at det ikke er Hamas, men tværtimod Fatah, der har søgt at iværksætte et kup mod en folkevalgt regering og dermed har fungeret som Israels og USA’s endda meget villige redskaber i kampen mod palæstinenserne.

Der er i denne situation mere end trist, at dele af den palæstinensiske venstrefløj (eksempelvis PFLP, der traditionelt støttes af den danske venstrefløj) har valgt at støtte Abbas’ kup mod Hamas-regeringen.

Hamas, Fatah og national befrielse

En del af denne manglende orienteringsevne er et resultat af en komplet fejlvurdering af, hvad Hamas er for en størrelse og hvilken rolle, bevægelsen spiller i den aktuelle situation.

Hamas er langt mere end en “islamisk fundamentalistisk“ bevægelse, som den ofte bliver beskrevet. I realiteten er Hamas en masseorganisation, der primært orienterer sig mod en national befrielse af Palæstina.

Bevægelsen, hvis navn står for Den islamiske Modstandsbevægelse, blev dannet i 1987 og sprang ud af den første Intifada (Opstand). Målet var at fortsætte den militære modstand mod den israelske besættelse i en situation, hvor Fatah og PLO ændrede sin hidtidige kurs og anerkendte den israelske stat.

I dag har Hamas vundet sin troværdighed blandt palæstinenserne i kraft af sin konsekvente modstand mod den israelske besættelse, sit omfattende arbejde med at organisere sundhed og uddannelse og sin modstand mod selvstyrets korruption.

Omvendt har Fatah bevæget sig fra at være en organisation, der kæmpede for national befrielse, til at gå fra den ene indrømmelse overfor Israel til den anden. Og er i dag beklageligvis endt med at fungere som Israels og USA’s yndlinge. Samtidig er Fatah dog også en splittet organisation, og det er ikke alle, der støtter Abbas’ fløj.

Skal man kunne orientere sig i den aktuelle situation i Palæstina, er det nødvendigt at holde sig det grundlæggende problem i konflikten for øje: det er Israels besættelse af Palæstina og fordrivelse og undertrykkelse af palæstinenserne, der er roden – og det er det, der skal bekæmpes.

I Palæstina i dag er det primært Hamas, der tegner den konsekvente og folkelige modstand mod denne besættelse, og det er derfor Israel og USA er så ivrige efter at knuse bevægelsen.

Det blinde punkt: staten Israel

Når Hamas bliver fordømt i Vesten er det bevægelsens manglende anerkendelse af staten Israel, der ofte bliver fremhævet. Israels eksistens som en rent jødisk stat forudsættes som en grundlæggende præmis for enhver ‘løsning’ på konflikten.

Og netop derfor har ingen af de hidtidige bud på løsninger virket: fordi den nuværende udformning af staten Israel er det grundlæggende problem i konflikten.

Israel er ikke en stat som alle andre. Israel er en apartheid-stat grundlagt på en etnisk udrensning af palæstinenserne og funderet på en racistisk ideologi, zionismen, der hævder, at jøderne adskiller sig fundamentalt fra alle andre folk, og derfor er deres eneste redning at finde i opbygningen af en rent jødisk stat i Palæstina.

(Det bør dog nævnes, at de fleste af verdens jøder fra Israels oprettelse til i dag afviser denne zionistiske forestilling.)

Endvidere er Israel et gennem-militariseret samfund massivt støttet af USA (Israel er den største modtager af amerikansk økonomisk og militær støtte i verden) og fungerer på denne måde som en solid og trofast allieret for amerikansk imperialisme i en central og strategisk vigtig region.

Sidste års krig mellem Israel og Hizbollah i Libanon handlede således i høj grad om, at Israel søgte at rage kastanjerne ud af ilden for et presset USA og tippe magtbalancen i Mellemøsten ved at eliminere en allieret af Iran, Hizbollah. Som bekendt uden held.

Et frit Palæstina betyder én stat

Som en følge af den logik, der siger, at Israel har ret til at eksistere, som det gør i dag, peger de fleste på en to-statsløsning som det eneste realistiske bud på at løse konflikten.

I 1970’erne accepterede også PLO to-statstanken og opgav sit hidtidige krav om én sekulær, demokratisk stat.

Men fordi problemet netop er staten Israels apartheid-natur, fordrivelse af palæstinenserne og besættelse af Palæstina, er to-statsløsningen fundamentalt urealistisk, fordi det ikke løser grundkonflikten og fastholder palæstinenserne i en situation, hvor de eksisterer på Israels nåde.

Netop dette er blevet tydeligt gennem de senere år, hvor Israel gennem bosættelser, fortsat tyveri af land, opførelsen af den såkaldte ‘sikkerhedsmur’, økonomiske restriktioner og omfattende check-points har kvalt enhver spire til et sammenhængende palæstinensisk samfund.

Rømningen af Gaza i 2005 slækkede således ikke det mindste på det greb, Israel har om den lille stribe land, omringet som det er af fjendtlige styrker.

Palæstinensere bosat på Vestbredden kan ikke bevæge sig frit, og det samme gælder for varer, der skal fra ét sted til et andet. Opbygningen af en infrastruktur er umuliggjort af Israels greb om det palæstinensiske samfund.

Og dette greb vil ikke kunne løsnes, så længe der eksisterer en zionistisk stat, der er defineret ved et fjendtligt forhold til palæstinenserne og sin arabiske omverden og opretholdt af amerikansk imperialisme.

Derfor er den eneste varige mulighed for et frit Palæstina at oprette én sekulær og demokratisk stat for både jøder og palæstinensere.

Jerusalems befrielse går gennem Kairo – og Bagdad

Hvilket perspektiv er der så for et frit Palæstina? Hvilke kræfter skal man se til i en situation, hvor det palæstinensiske samfund er opsplittet og den palæstinensiske befolkning udsultet?

Det rummer intet perspektiv at se til det såkaldte ‘internationale samfund’, der reelt blot er en eufemisme for verdens stormagter, og hvis handlinger afgøres af disse magters forskellige eller til tider sammenfaldende interesser.

Palæstinensernes skæbne er bundet til resten af Mellemøstens – og Mellemøstens skæbne er bundet til kampen mod imperialismen.

Lige som Fatahs strategi slog fejl for flere år siden, således vil heller ikke Hamas på sigt kunne tilbyde palæstinenserne deres frihed. Heller ikke selvom man undgår at slå ind på den katastrofale kompromis-strategi, Fatah har fulgt de senere år.

Dette er fordi palæstinenserne på egen hånd – om de så kæmper nok så heroisk – aldrig vil kunne gøre sig håb om at besejre den israelske krigsmaskine militært.

En reel befrielse af Palæstina går igennem en aktiv alliance med resten af de mellemøstlige befolkninger i kampen mod imperialisme, besættelse og diktatur.

Her spiller ikke mindst den egyptiske arbejderklasse en central rolle. I de senere år er modstanden mod den egyptiske præsident Mubaraks pro-amerikanske diktatur taget til.

Palæstinensernes håb ligger i at forene deres egen kamp med den kamp mod imperialisme og diktatur, der føres i lande som Egypten og Irak. I den forstand kan man sige, at Jerusalems befrielse går gennem befrielsen af Kairo og Bagdad.

Flere artikler fra nr. 271

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Palæstina

Se flere artikler af forfatter:
Mikkel Birk Jespersen

Siden er vist 3201 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside