Socialistisk Arbejderavis
Nr. 271 – 15. august 2007 – side 8
Situationsrapport
Modstandskampen set gennem Koalitionens optik
Jan Hoby
Et af de største problemer omkring situationen og udviklingen i Irak er fraværet af frie, kritiske journalistisk artikler og afrapporteringer. Det har medført udokumenteret mytologiske påstande, som har fået sit eget selvstændige liv og er blevet ophøjet til “sandhed“: Alle modstandsgrupperne er enten “islamistiske fascister“, som ønsker indført et Kalifat eller er neo-Saddam tilhængere, der ønsker et diktatur, og at alle terrorangreb på civilbefolkningen er udført af modstandsbevægelsen.
Men som Socialistisk Arbejderavis har dokumenteret siden den kriminelle besættelse af Irak i 2003, så er der dokumentation, som undergraver den mytologi, der har spredt sig i det offentlige rum.
Seneste skud på stammen af dokumentation, som undergraver usandhederne om situationen, kommer fra magtens centrum: At der foregår mindre sekterisk vold og øget modstand fra befrielsesbevægelserne understøttes af den sidste statusrapport: Measuring Stability and Security in Iraq June 2007, Report to Congress. In accordance with the Department of Defense Appropriations Act 2007 (Section 9010, Public Law 109-289).
Følgende er et kort ekstrakt af rapportens indhold, men hele rapporten kan med fordel læses.
Angrebene er i kraftig vækst, fundene af våben har aldrig været større. Hovedparten af alle angreb er på besættelsestropperne og de irakiske hjælpetropper. Men jo mere det irakiske politi og militær bliver trænet og indsat i kamphandlinger, jo mere er de mål for modstandsbevægelsens angreb. Angrebene på civil udgør stadig den mindste andel af alle angreb.
Modstanden er forsat koncentreret i de fire provinser, hvor besættelsestropperne er mest aktive – selvfølgelig – og mindst i de provinser, hvor besættelsesmagten har uddelegeret magtbeføjelser til de regionale partier. De områder, som næsten er fuldstændig under modstandsbevægelses kontrol, har den mest stabile forsyning af elektricitet, hvilken er meget sigende for situationen i Irak! Og totalt ukendt i den brede offentlighed.
Støtten til en opdeling Irak og dannelse af et føderal Irak, altså en “Balkanisering“/ opsplitning af Irak (som er anbefalet af neokonservative i Det Hvide Hus og Pentagon) er utroligt lav, men meget forudsigeligt højest blandt kurderne. En meget velkommen ny tendens er et dramatisk fald i den sekteriske vold. Det sørgelige er, at civile tab – om de er begået af sekteriske grupper eller er et resultat af modstandsbevægelsens angreb på besættelsestropperne og de irakiske styrker – stadig er meget store. Civile i Irak bærer ultimativt de højeste omkostningerne ved besættelsen af Irak. Udover de millioner, som sulter, dokumenteret af OXFAM.
Rapporten har særligt fokus på de højt profilerede angreb (selvmordsangreb og bilbomber) som har de største civile omkostninger, men det passer alt for godt til besættelsesmagtens snævre optik af modstandsbevægelsen som folk fra “voldsromantiske terrorgrupper“.
Sandheden er, at det kun er et absolut mindretal blandt modstandsgrupperne, som benytter sig af disse metoder. Som regel er der tale om grupper, som har en eller anden tilknytning til besættelsesmagten, al-Qaida eller kriminelle grupper. Det tager ikke meget organisation, koordination eller militær slagkraft at gennemføre en terrorhandling mod den irakiske civilbefolkning, modsat angreb på besættelsestropperne.
En overraskende påstand i rapporten er, at der er store områder i Irak, som er klar til helt eller delvist overdragelse. Det er områder, som er helt eller delvis under modstandsbevægelses kontrol, som bliver udpeget som oplagte for besættelsesmagten at trækker sig ud af. Diyala, Salah ud-Din, Baghdad, og Ninewah er alle udset til at blive overdraget.
Situationen er nok den, at modstandsbevægelsen allerede har så meget kontrol i de områder, at den anbefalede tilbagetrækning er et resultat af, at besættelsesmagten har anerkendt, at områderne ikke kan generobres. Den anbefalede tilbagetrækning skal derfor dække over det militære nederlag, som nu er en realitet.
Afslutningsvis så er der ikke sammenhæng mellem krigstilhængernes ideologi og virkelighed. Der er ikke sammenhæng mellem mediernes dækning af udviklingen i Irak og så virkeligheden i Irak. Desværre gælder det også store dele af venstrefløjens dæmonisering af modstandskampen og modstandsbevægelsen i Irak. Denne rapport skulle gerne nuancere billedet, selvom den kommer fra magtens mund.
Informationen om Irak og modstandsbevægelsen findes ude på den digitale motorvej. Disse links vil hjælpe eventuelle læsere på vej og aflive et par myter og løgne eller tre på vejen.
Links til anden dokumentation:
O.U.R.A.I.M.: Extraordinary interview with pro-resistance Iraqi Nationalist
The Nation: Red Zone, Green Zone
The Guardian: Children hardest hit by humanitarian crisis in Iraq
National Interest: Counting the dead in Iraq
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed