Socialistisk Arbejderavis
Nr. 27 – Februar 1987 – side 8
Cølibat
Ude godt – men hjemme bedst
Ulla Ørsted
SIDE OM SIDE med det stadigt stigende salg af pikant undertøj, er der nu dukket et “nyt” ord op i avisernes overskrifter: Cølibat.
Det er ikke en anden måde at demonstrere sin utilfredshed med overenskomstresultatet på. Ej heller er det midlet, der vil standse forureningen i al fremtid. Derimod er det noget, man går i. Ligesom det pikante undertøj – og det ganske frivilligt.
Slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne var eksperimenternes tid. Nye samlivs- og boligformer. Sammenhold og fællesskab stod i højsædet. Kvinderne var for alvor kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundet overtog en af deres tidligere opgaver i hjemmet – nemlig børnepasningen.
SÅ KOM KRISEN. Og med den en stigende arbejdsløshed. Der bliver skåret ned på den offentlige service, og nye ideologiske strømninger dukker op.
Nu er det pludselig en dårligdom at forlange forandringer udefra. Nej, opmærksomheden skal rettes indad mod sig selv og sine nærmeste omgivelser. I dag søger mange tilflugt i ægteskabet, for her at opbygge den harmoniske verden, der ikke findes udenfor.
Den yderste højrefløj har også forsøgt at stille spørgsmålstegn ved, om det nu er pengene værd, at mor arbejder ude. De diskuterer, om det er rimeligt, at børn er i daginstitution i otte timer hver dag.
LILLEMOR SKAL MEGET hellere lægge arbejdstøjet og finde forklædet frem. På den måde kan der slås to fluer med et smæk. De offentlige udgifter kan skæres ned, og arbejdsløsheden falder.
Men det er ikke højrekræfterne, der har vundet mest med sine argumenter. De passer nemlig ikke ind i en virkelighed, hvor flere kvinder er kommet i arbejde siden krisens gennembrud, ikke færre. To lønninger skal bruges for at betale regningerne.
Men den gamle kernefamilie er kommet på benene igen. Og der gøres også en ihærdig indsats for at gøre op med snakken om fri sex.
Indsatsen for at erstatte fællesskab med individualisme og kollektive tanker med navlepilleri kommer et helt andet sted fra. De gamle radikale fra tresserne snakker nu ligefrem om cølibat.
SUZANNE BRØGGER, der ellers nok er kendt for at tage for sig af retterne, har udgivet en ny bog. Den har fået titlen Den pebrede susen. Det er den tilstand, man opnår, når man sulter sig tilstrækkeligt længe.
På et tidspunkt vil man begynde at vibrere i ekstatisk enhed med kosmos. På samme måde med sex-livet.
Ikke mere fri sex og overgivelse, når lysten melder sig.
I stedet skal energien spares op, så den kan investeres i andre og vigtigere ting. For eksempel i en ekstra arbejdsindsats. Hvilket nok kan være nødvendigt i konkurrencen om pladserne på uddannelsessteder og arbejdsmarkedet.
SIDST MEN IKKE mindst er AIDS-debatten også af nogle blevet brugt til at skræmme folk tilbage til familien. Den har bidraget til forestillingen om, at cølibat og/eller livslange parforhold må være det eneste rigtige.
Alt sammen hjælper det med til at mane ideer om kvindefrigørelse og seksuel frihed godt og grundigt i jorden.
Men det passer også fint ind i Schlüters og de konservatives ideologiske kram. Kernefamiliens arbejdsfordeling er privatisering så det klodser. Og tilbageholdenhed indtil bedre tider er jo et ofte brugt slogan.
Eller som Joe Hill udtrykte det:
Du får steg kammerat
hist i himlens herlige stat
sult kun glad, flæskesteg
bliver i himlen serveret for dig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed