Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 27 – Februar 1987 – side 9

Marx, Engels og “Frihedens forår” i Tyskland i 1848-49

Revolution og kontrarevolution

Jason Meyler

Fjernsynsprogrammet “Frihedens Forår” handlede om revolutionen i Tyskland i 1848-49. Vi ser kommunisten Friedrich Engels som en meget kritisk venstrefløj. Men vi ser kun et hjørne af revolutionen.

Jason Meyler kigger nærmere på baggrunden for revolutionen og den rolle, de første kommunister spillede.

Kommunisternes Forbund blev dannet i juni 1847 og organisationens Manifest, skrevet af Marx og Engels, kom på gaden i februar 1848.

Deres perspektiv var, at en arbejderrevolution var den eneste vej til socialisme. De forudså, at en revolutionær kamp var forestående. I Tyskland ville det vare en borgerlig revolution, en revolution af kapitalistklassen mod de gamle feudale og enevældige stater.

Hvordan skulle en revolutionær organisation forholde sig til denne revolution? “I Tyskland kæmper de sammen med borgerskabet, når det handler på en revolutionær måde mod det enevældige monarki, ... men de holder aldrig op med i et eneste øjeblik at bibringe arbejderklassen den klarest mulige forståelse af den fjendtlige modsætning mellem borgerskabet og proletariatet.”

Manifestet fortsatte: “Den borgerlige revolution i Tyskland bliver blot en optakt til en umiddelbart efterfølgende proletarisk revolution.” Deres revolutionære teorier blev afprøvet i revolutionen, der udbrød blot en måned senere.

Det gamle styre

Tyskland bestod af 36 stater, hvor de gamle godsejere stadigvæk havde de fleste af deres privilegier. Feudale forhold dominerede på landet og adelstanden bemandede både hærens officerskorps og det statslige bureaukrati.

Landets politiske system var en hindring for mange af borgerskabets interesser. De feudale forhold og den bureaukratiske stat hindrede en vækst i handlen og produktiviteten.

Indførelsen af damplokomotivet og en stigende handel betød en samling af borgerskabet fra de forskellige stater. Fra 1840 voksede den liberale opposition med det preussiske borgerskab i spidsen.

Forventninger til den nye preussiske konge, Friedrich Wilhelm IV, blev hurtigt neddæmpet. Da han kom med krav om nye lån, blev han presset til at indkalde den folkelige repræsentation, som var blevet lovet i 1805, da kongen havde brug for folkets hjælp mod Napoleon.

Men det skabte blot et fokus for oppositionen. Kongens lån blev nedstemt, men kongen afviste alle krav om en ny grundlov og presse- og forsamlingsfrihed. Det var klart, at en konflikt var under opsejling.

Uroen spredte sig bredt. “De søgte på alle mulige måder at opnå støtte fra arbejderklassen i byerne og fra bønderne i landdistrikterne,” skrev Engels.

I 1844 blev et oprør blandt slesiske tekstilarbejdere brutalt nedkæmpet. Hungersnød i 1847 førte til gadeuroligheder flere steder. De støttede den liberale opposition og mange snakkede om at tage sagen i egne hænder. Mens borgerskabet var klar til at vælte regeringen, var proletarerne klar til at vælte borgerskabet.

Revolution brød først ud i Frankrig. Den 24. februar blev “den borgerlige konge”, Louis Philippe drevet fra Paris og en republik proklameret. Kort efter, den 13. marts, blev Metternich væltet i Wien, og den 18. marts var der væbnet opstand i Berlin. Efter 18 timers kamp gav kongen efter.

Tilsvarende oprør skete i alle de tyske stater. Borgerskabet vaklede fra starten. Den franske revolution havde nemlig væltet den samme slags regering, som mange af dem ønskede at oprette. Kampene i Paris viste, hvordan det kunne udvikle sig. De frygtede, at revolutionen ville vende sig mod borgerskabet.

Så snart kongen kom med mindre indrømmelser, så de revolutionen som fuldført. Især da dragonerne angreb en demonstration i Berlin og barrikader blev bygget, blev deres frygt bekræftet.

Alle tidligere uenigheder med kongen forsvandt og de liberale dannede et ministerium Berlin, uden at en eneste officer eller statsbureaukrat blev afskediget.

De borgerlige gav ingen støtte til de mange bondeopstande. Hvor bønderne i England og Frankrig havde været borgerskabets allierede, da de kæmpede for politisk magt, var de nu bange for bøndernes angreb på den private ejendom. Efter tre måneders kamp og blodige henrettelser fik junkerne deres land tilbage.

Det var det første skridt i omgrupperingen og genopbygningen af den preussiske hære selvtillid. Den samme hær, som senere skulle smide de liberale ud.

Marx og revolution

I maj rejste Mars og Engels til Köln. Marx indgik en alliance med revolutionens yderste venstrefløj, Demokraterne, repræsentanter for småkapitalister og de handlende. De udgav en avis, Neue Rheinische Zeitung, som var meget kritisk over for den liberale regering i Berlin. Marx var ikke mindre kritisk over for folkeforsamlingen i Frankfurt, som det demokratiske småborgerskab havde sat sin lid til. Folkeforsamlingen skulle lave en ny grundlov for et forenet Tyskland.

“Denne forsamling var fra første dag mere bange for den mindste folkelige bevægelse, end den var for alle de reaktionære sammensværgelser fra de tyske regeringer til sammen.”

Marx betegnede det som en debatklub. “Til hvilken nytte er den bedste dagsorden og den bedste forfatning, når regeringerne imidlertid har placeret bajonetter på dagsorden.”

Marx måtte hurtigt erkende, at borgerskabet ikke kunne lave sin egen revolution. Efter en blodig fejlslagen arbejderopstand i Paris den 23. juni gik industriborgerskabet entydigt over til reaktionen.

Reaktionær

Samtidigt begyndte de reaktionære junkere at kravle ud af hullerne, og det var fra dette øjeblik, at det feudale Tyskland blev overbevidst om at fjerne sine øjeblikkelige allierede.

I september gik preussiske og østrigske tropper, på opfodring fra forsamlingen i Frankfurt, ind mod den folkelige opstand i Frankfurt, Offenbach og Hanau. Det samme skete i Baden og Köln. Den forsamling, som med mest ret kunne kalde sig demokratisk, mistede al troværdighed.

Den 1. november blev revolutionen i Wien knust, krigsret indført og oprørerne henrettet. Således opmuntret flyttede den preussiske konge en konstitueret forsamling til Brandenburg og General Wrangel indtog Berlin med en hær på 40.000 mand. De borgerlige opgav uden kamp. Enevælden sad atter solidt ved magten i Preussen.

Marx håbede stadig på, at en udvikling i udlandet kunne sætte skub revolutionen. Han satsede mere og mere på opbygning af en selvstændig arbejderorganisation. Han indså, at det demokratiske småborgerskab heller ikke ville lave revolution.

I april 1849 brød Marx med Demokraterne på Neue Rheinische Zeitung og organiserede en kongres af arbejderforeninger i Köln. I samme måned blev Marx udvist fra Köln og avisen lukket.

Enevælden var ved magten i Berlin og den skrøbelige folkeforsamling i Frankfurt blev anset for den sidste chance for borgerskabet til at etablere sin politiske magt. De ville “afslutte revolutionen” og “genoprette rolige forhold”.

I marts havde forsamlingen proklameret en føderal forfatning og appelleret til den preussiske konge om at blive overhoved for et forenet Tyskland. Friederich Wilhelm afviste forslaget. Han ønskede, at det var fyrsterne, som overgav ham magten.

Samtidig støttede parlamenterne i Preussen, Hannover, Saxen, Baden og Württemberg den nye forfatning. Det, der var tænkt som afslutning af revolutionen, var nu ved at udvikle sig til en konfrontation mod kongerne og fyrsterne.

Preussiske tropper blev samlet ved Kreuznach, tre dages march fra Frankfurt. Store demonstrationer og møder fandt sted overalt.

Den 4. maj var der opstand i Dresden og kongen blev drevet bort. Den preussiske reserve, Landwehren, i rhinske Preussen og Westfalen nægtede at marchere og overtog selv kasernen. I Württemberg blev kongen presset til et acceptere forfatningen. I Baden tvang hæren og folket Storhertugen til flugt og dannede en regering.

På trods af Frankfurt-forsamlingens vaklen havde hele den vestlige del af Tyskland grebet til våben i dets forsvar. De stod med gode chancer og militæret stod svagt.

Handlingslammet

Men forsamlingen forblev passiv. Preussen fik lov til at knuse opstanden i Saxen, rhinske Preussen og Westfalen.

“De blev ved med at snakke, protestere, proklamere og udtale sig, men tog sig aldrig sammen til at handle, mens fjendtlige tropper nærmede sig,” klagede Engels.

Den største del af de kæmpende i opstanden var arbejderne fra byerne. Men det var de småhandlende, der sad i ledelsen af de provisoriske regeringer. “De stod forfærdet i den farlige situation, som var blevet skabt,” forklarede Engels. Hvis de tabte var deres sociale stilling og kapital truet. Hvis de vandt, så de kun truslen fra neden.

Lederne overlod opstanden til sig selv. Tilbage stod en decentraliseret og ineffektiv kamp præget af spontanitet. Der var en masse heroisme i kampen, men de blev knust af en hær på 100.000 preussiske soldater.

Efter revolutionens endelige nederlag tog Engels til London, hvor han sammen med Marx lavede en opsummering og selvkritik af deres aktivitet i revolutionen. De var kritiske over for den alliance, de indgik med det demokratiske småborgerskab i begyndelsen af revolutionen.

“Mens det demokratiske småborgerskab ønsker at afslutte revolutionen så hurtigt som muligt ... er det i vores interesser og vores opgave at gøre revolutionen permanent ... indtil proletariatet har erobret statsmagten.”

“Forbundet må arbejde for dannelsen af en selvstændig organisation af arbejderpartiet, side om side med de officielle demokrater.”

Marx og Engels levede ikke længe nok til at deltage i revolutioner igen, men mange af de ideer blev rejst af en senere generation af marxister.

Hvis man tror, at ideen om et selvstændigt parti blev opfundet af Lenin, eller at teorien om den permanente revolution stammede udelukkende fra Trotskij, kig så igen på Marx’s revolutionære erfaringer. Mange af disse grundlæggende ideer kom allerede frem i det utrolige revolutionære år 1848.

Billedtekst:
Den største del af de kæmpende i opstanden var arbejdere. Men det var de småhandlende, der sad i ledelsen.

Flere artikler fra nr. 27

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Tyskland før 1900
Borgerl. rev.: Tyskland

Se flere artikler af forfatter:
Jason Meyler

Siden er vist 1558 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside