Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 27 – Februar 1987 – side 10

Arbejderklassen i Danmark 1940-46

Modstand, håb og nederlag

Ellen Christensen + Jan Storgaard

Historieskrivningen ynder at fremstille besættelsen i Danmark som en ond og mørk tid – de fem forbandede år. Men årene var mere forbandede for nogle end for andre. Nazisternes tilstedeværelse betød skærpet klassekamp, reaktionær politik og arbejdermodstand. Hverken før eller senere i dansk arbejderbevægelses historie har fronterne været trukket så skarpt op.

Klassekampen 1940-46 er historien om et offensivt borgerskab og om et Socialdemokrati, der var villig til at slå oprørske arbejdere ned med magt, som det tyske Socialdemokrati gjorde det i 1918-19.

Det er også historien om arbejderklassens spildte muligheder. Elementer af en revolutionær situation var til stede, men alligevel lykkedes det Socialdemokratiet at genvinde sin opbakning.

Nazisterne tabte krigen og forlod Danmark i 1945. Forventningerne var store, og B&W-arbejderne fremsatte en række fælleskrav: 40-timers arbejdsuge, 3 ugers ferie, genindførelse af strejkeretten, nationaliseringer samt udrensning af nazistiske medløbere.

Den 4. juli deltog 100.000 i en demonstration for disse krav foran Christiansborg. DKP forsøgte at få forsamlingen til at falde til ro og afvente situationen.

Uroen fortsatte. Der var mange strejker sommer og efterår ‘45. Strejkerne havde for det meste rod i lokale forhold og spændte bredt fra krav om fjernelse af nazistiske arbejdsledere til protester mod sundhedsfarlige stoffer og rationaliseringer.

Uroen var så omfattende, at arbejdsgiverne blev tvunget til at udbetale en ekstraordinær dyrtidsportion på 15 øre, det tredobbelte af en normal portion.

Arbejderklassens offensiv var ikke kun et resultat af krigens afslutning. Den startede under besættelsen som svar på borgerskabets offensiv i ly af nazisternes tilstedeværelse i landet.

Klassekamp under besættelsen

Socialdemokratiet var ved besættelsens start i samlingsregering med de borgerlige partier. I “Lov om arbejdsforhold” blev der indført strejkeforbud, tvungen voldgift og ophævelse af dyrtidsreguleringen.

I krigens første år faldt arbejdernes realløn med 20 %, arbejdsløsheden voksede til over 20 % og boligsituationen var fuldstændig håbløs.

Brændselspriserne steg, kvaliteten af fødevarer og andre livsfornødenheder blev forringet. Ernæringsmæssigt var arbejderklassen under eksistensminimum.

Erhvervslivets formuer voksede med 10 milliarder kroner. De fleste blev udbetalt af den danske nationalbank over den såkaldte clearingkonto (opført som tysk gæld).

Joh, hele det danske folk stod vel nok sammen under krigen.

Ud over de rent økonomiske angreb blev også retssikkerheden ændret. Tyske flygtninge blev udleveret til sikre dødsdomme. Al kommunistisk aktivitet blev forbudt, og 350 ledende kommunister blev interneret og senere udleveret til tyskerne. Arbejdsløse fik anvist arbejde i Tyskland. Nægtede de, mistede de understøttelse og sociale rettigheder.

De første protester

Arbejderklassen begyndte at røre på sig. I foråret 1943 begyndte der at tegne sig en alternativ linje til De samvirkende Fagforbunds samarbejdslinje. DsF var det daværende LO. På Københavns havn strejkede trælosserne og viste, at det kunne lade sig gøre at strejke trods forbuddet.

I august ‘43 blev flere byer, især Esbjerg, Ålborg og Odense, ramt af generalstrejke. Baggrunden var dels begyndende organisering omkring de økonomiske krav, dels kamp mod de forringede arbejds- og levevilkår.

Ikke mindst var kampgejsten styrket af tyskernes begyndende nederlag på Østfronten og i Nordafrika.

Strejkerne var brede anti-facistiske demonstrationer, som også var vendt imod samarbejdspolitikken.

Som modsvar krævede besættelsesmagten, at den danske regering skulle indføre dødsstraf for sabotage. På grund af den store aktivitet i arbejderklassen turde regeringen ikke gå med til dette. Den 29. august 1943 kom bruddet med samarbejdspolitikken, regeringen gik af og hæren blev opløst. Det danske politi fungerede dog endnu et år.

Sabotagen voksede. Den antog to former. Dels den rent militære, som jernbanesabotage, under ledelse af det engelske efterretningsvæsen, dels massesabotage, aktioner, som var rettet mod den tyske krigsproduktion (skjulte ødelæggelser af produkter mm.).

“Hvad Danmark har brug for i dag, er ikke folkestrejke, men arbejdsro. Produktionen skal udvikles, forsyningerne skaffes til landet og tyskertidens ødelæggelser genopbygges.”

Land og Folk, 11/2-1946

Ødelæggelserne medførte repressalier. I juli 1944 henrettedes otte sabotører. Arbejderne svarede igen med endnu flere strejker og endnu mere sabotage. Tyskerne blev voldsomt presset, og indførte spærretid og undtagelsestilstand.

Med B&W-arbejderne i spidsen trodsede københavnerne spærretiden. Tyskerne optrappede med omfattende civil terror i gaderne. På trods af “det officielle Danmark”s, opfordring til at stoppe strejkerne, forsatte de i knap en uge. Tyskerne begyndte at give sig. Spærretiden blev ophævet, militær- og civilpatruljerne blev trukket tilbage fra gaderne, og der blev igen åbnet for lys, gas og vand. 100 var blevet dræbt og ca. 700 såret i kampene.

Arbejderne havde fulgt Frihedsrådets parole om at fortsætte aktionerne. Da tyskerne var møre, var det også Frihedsrådet, der opfordrede til genoptagelse af arbejdet. Frem for alt viste generalstrejken magtforskydningen fra samarbejdspolitikerne til Frihedsrådet. Det var dem, man nu lyttede til. Frihedsrådet var en organisation på tværs af klasserne vendt mod den tyske besættelsesmagt. Frihedsrådets politiske program var en genindførelse af tilstandene inden besættelsen og et opgør med værnemagerne. Programmet indeholdt ikke antydningen af politiske eller sociale reformer.

DKP’erne var meget aktive i Frihedsrådet og bandt sig samtidig til at overholde programmet uden krav om magtændring efter krigen.

Socialdemokratiet

I vinteren ‘42-43 blev den tyske arme slået ved Stalingrad. Samarbejdspolitikerne led en række nederlag på hjemmefronten. Socialdemokratiet udnyttede tiden i venteposition til at forberede efterkrigstiden.

Dels fik de et nyt program, “Fremtidens Danmark”, som krævede sociale reformer og en øget statslig regulering af den anarkistiske kapitalisme.

Dels fik Socialdemokratiet efter bruddet med tyskerne opbygget en undergrundshær på 43.000 mand, hvor kernen var officererne fra den opløste hær. Undergrundshæren blev holdt i reserve til at kunne sættes ind mod eventuelle oprørske arbejdere, når tyskerne engang var ude af landet igen.

Det tredje trin i Socialdemokratiets forberedelser var aftaler med Frihedsrådet om, hvordan regeringen skulle sammensættes – halvt af hver.

DKP og folkefronten

Modsat socialdemokraterne deltog kommunisterne aktivt i modstandskampen. Frem til juni 1941 var de hæmmet i deres antifascistiske kamp på grund af ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjet.

I stedet angreb DKP samarbejdspolitikken i fagforeningerne og i Folketinget. Efter 1941 gik DKP under jorden og fortsatte oppositionsarbejdet på arbejdspladserne. Ideen var at danne en enhedsfront fra neden som protest mod de økonomiske og sociale forringelser arbejderklassen mærkede.

I løbet af ‘42-43 arrangerede DKP, på baggrund af den stigende strejkeaktivitet, en række alternative fagforeningskonferencer vendt mod DsF’s samarbejdspolitik. Men efter 1943 blev den antinazistiske folkefrontslinje den dominerende. I stedet for at fordømme Socialdemokratiet forsøgte DKP at indlede et samarbejde på topplan. Den nationale kamp skulle gå forud for alt andet.

På grund af den aktive linje under besættelsen voksede DKP's medlemstal fra ca. 3.000 i 1940 til 50.000 i 1945. Ved valget i ‘45 fik DKP 12,5% af stemmerne, svarende til 18 mandater, hvor de før krigen havde haft tre.

Socialdemokratiet følte sig presset af arbejdspladserne til at indgå i sammenslutningsforhandlinger med DKP i sommeren 1945. Forhandlingerne gav dog intet andet resultat, end at DKP blev opfordret til at opgive sin politik og indmelde sig enkeltvis i Socialdemokratiet. Dette tilbud blev trods alt afslået.

Som en konsekvens af folkefrontslinjen deltog DKP med to ministre i befrielsesregeringen. Loyaliteten over for det fælles grundlag og hensynet til sammenslutningsforhandlingerne gjorde DKP medansvarlig over for landets genopbygning.

DKP undlod at udnytte arbejderklassens offensiv og agiterede i stedet for nødvendigheden af arbejdsro. Arbejderklassen stod uden en samlende politisk ledelse i sin offensiv.

Forspildte muligheder

“Arbejdstempoet har fra alle sider ganske bevidst været sat ret stærkt ned... Nu skal vi arbejde for vore befriere og for gamle Danmark. Nu må vi atter arbejde 8 timer hver dag i ugen... Og vi må sætte tempoet op... Vi ønsker Dem alle velkommen igen på en fri arbejdsplads og håber på et godt energisk samarbejde de kommende år til gavn og glæde for os alle, for vort gamle firma og til ære for vort dyrebare fædreland. Et frit Danmark længe leve...”

B&W-direktør C.A. Møller, maj 1945

Foråret 1946 var præget af overenskomstforhandlingerne. Arbejdsmændene og slagteriarbejderne ville i første omgang ikke acceptere en aftale om 8 øre mere i gennemsnit. Efter en måneds konflikt blev et mæglingsforslag, der fulgte denne linje, ophøjet til lov.

Reaktionen fra arbejdspladserne var den mest omfattende strejkebevægelse siden 1944. De fleste slagterier strejkede videre på trods af lovindgrebet.

Flere provinsbyer var lammede af strejker og situationen i København nærmede sig den totale generalstrejke. Protesterne endte efter nogle dage uden resultat og efterlod en opgivende arbejderklasse.

Arbejderklassens store chance for ændringer i magtforholdene, lå i opgøret med den tyske besættelsesmagt. Men den endte uden resultat. Hele det gamle system fortsatte at med fungere.

I stedet for bedre arbejds- og levevilkår blev resultatet i efterkrigstiden rationaliseringer, tidsstudier og intensiveret produktion.

Klassekampsopsvinget fra 1943-46 manglede et politisk lederskab, der kunne have udnyttet mulighederne langt bedre end DKP formåede.

 

Billedtekst:
Den socialdemokratiske arbejdsminister Kjærbøl på høflighedsvisit hos nazisterne i Berlin 1942. Hans ministerium sendte talrige danske arbejdere til Tyskland – mange blev tortureret til døde, hvis de ikke levede op til de tyske arbejdsgiveres krav.

Billedtekst:
Arbejdere trodsede opfordringer fra arbejdsgivere og forbundsledelse under folkestrejken i 1944. Her bygges barrikader på Nørrebro i København.

Flere artikler fra nr. 27

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: 1940-1945

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen
Jan Storgaard

Siden er vist 1378 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside