Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 27 – Februar 1987 – side 12

Philippinerne

Intet rødt fra “Den gule enke”

Carsten Lorenzen

Efter Marcos’ fald og flugt fra Philippinerne sidste år, er ø-riget i starten af dette år atter kommet i mediernes søgelys.

Ikke mindst “Malacanang-massakren” sidst i januar, hvor militæret brutalt mejede 12 bønder ned under en fredelig demonstration for den længe lovede jordreform, og det efterfølgende kupforsøg – efter al sandsynlighed iværksat af Marcos – har vakt opmærksomhed.

Da Aquino blev indsat som præsident sidste februar, med militærets kraftige opbakning og en bred støtte i befolkningen, skortede det ikke på løfter. Men dagligdagen for det store flertal af Philippinernes 56 mill. indbyggere er stadig den samme, som fattige landarbejdere, underbetalte arbejdere eller som arbejdsløse i de voksende slumkvarterer omkring storbyerne.

Massakren foran præsidentpaladset satte umiddelbart Aquino i en svær klemme – sammenligningerne med tiden under Marcos-diktaturet var åbenbare. Men hun forstod dygtigt at afværge situationen, skyde skylden på militæret, og allerede 3 dage efter samlede hun 150.000 til et hyldestmøde for hendes forfatningsforslag.

Begravelsen af de dræbte bønder samlede derimod kun 15.000 og kom til at fremstå man en opbakning bag Aquino og ikke en protest, fordi man lod hende og andre ministre gå i spidsen for optoget.

At hendes folkelige opbakning stadig er enorm viser forfatnings-afstemningen d. 2. februar, hvor Aquinos forslag fik knap 80% af stemmerne, endda med en imponerende høj valgdeltagelse.

Borgerskabet slås

Få dage efter var der atter ballade – den Marcos-tro del af militæret forsøgte sig endnu engang med et kupforsøg, og holdt blandt andet en stor TV-station besat i 60 timer. Kupforsøget afspejler de store interne modsætninger i borgerskabet.

Aquino og hendes støtter ønsker at gøre op med det forældede, halv-feudale samfund. Ikke for at indføre socialisme, men for at få et liberalt, kapitalistisk land, hvor de frie markedsmekanismer kan udvikle Philippineme til et moderne industriland, der kan konkurrere på verdensmarkedet.

Marcos' kupmagere er især store jordbesiddere, militær-folk og korrupte embedsmænd, der ønsker at bevare deres jord, deres privilegier og deres “ret” til med fysisk magt at undertrykke arbejdere og bønder.

Venstrefløjen isoleret

Venstrefløjen er først og fremmest organiseret i det kommunistisk influerede folkefrontsparti BAYAN og fagforeningen KMU (1. maj-bevægelsen). Allerede under valget i februar 86 stod de isoleret. De indskrænkede deres agitation til en kritik af Marcos, og manglede en offensiv linje for, hvordan man både fik væltet diktatoren og opbygget et menneskeligt samfund. Derfor blev de taget på sengen, da USA og militæret skiftede hest og ønskede Aquino indsat.

I dag indskrænker de sig til paroler om at holde Aquino fast på sine valgløfter. De har illusioner om, at en alliance med den “nationalistiske” del af borgerskabet vil svække den amerikanske imperialisme og åbne mulighed for at indføre forbedringer for arbejderklassen og bønderne ad demokratisk vej.

Det til trods for, at antallet af strejker har været stærkt stigende det sidste år. Godt nok har de fleste været forsvars-strejker for at forhindre fyringer eller fastholde en mindsteløn, der i forvejen ikke er til at leve af. Men også med det som udgangspunkt har KMU og den øvrige venstrefløj mulighed for at koordinere strejkerne og forsøge at udvide grundlaget.

Bønder laver ikke socialisme

Den sidste “gren” af venstrefløjen er den maoistiske guerilla, NPA, der kæmper militært i bjergegnene. De forsøger at organisere de fattige bønder og små landsbyer, og har også i nogle områder opnået en pæn opbakning. Men bøndernes krav er ikke, og vil ikke udvikle sig til, et krav om at afskaffe kapitalismen. De ønsker en jordreform, der kan sikre hver mand retten til sin egen jordlod, ikke et kollektivt organiseret, socialistisk samfund.

Derfor er venstrefløjens opgave at støtte og koordinere strejkebevægelsen. Ikke for at presse Aquino og hendes støtter i borgerskabet til at holde svegne valgløfter, men for at arbejderklassen mærker sin egen styrke og indser, at alene den er i stand til at smadre borgerskabet, Marcos som Aquino, og at egen aktivitet er den eneste garant for bedre forhold.

Billedtekst:
Fra begravelsen af den myrdede fagforeningsleder Rolando Olalie, nov. 86. I januar 87 var det 12 bønder i en fredelig demonstration, der blev dræbt af militæret.

Flere artikler fra nr. 27

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Filippinerne

Se flere artikler af forfatter:
Carsten Lorenzen

Siden er vist 1169 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside