Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 272 – 12. september 2007 – side 12

Endnu en Irak-løgn

Alexander Lassithiotakis

De engelske og danske tropper har forladt Basra. Situationen, de efterlader, er alt andet end under kontrol af de irakiske myndigheder. Oplysninger om, hvad der reelt er foregået, og hvorfor tropperne blev trukket ud, bliver hemmeligholdt, og vi kan kun gisne om, hvad der reelt er foregået. Kun står det klart, at vores regering endnu en gang lyver om, hvad de foretog sig i Irak.

Fogh regeringen fastholder, at de danske tropper er trukket ud af Irak efter ønske fra den irakiske regering og på baggrund af en vurdering af, at de irakiske myndigheder selv kunne holde styr på sikkerhedsaktionen. Også selvom det i dag står klart, at der ikke er “styr“ på noget som helst i de områder, de efterlader, men at det tværtimod er oprørsgrupperne der har kontrollen.

I starten af august påstod Anders Fogh, at det var den irakiske regering, der havde bedt om at overtage kontrollen i Basra-området. Det blev imidlertid dementeret af den irakiske viceudenrigsminister Abbawi, hvilket den danske udenrigsminister da også måtte indrømme. Altså også en løgn fra Foghs side.

Regeringen erkender, at det ikke er myndighederne, der har kontrollen, men fastholder, at man ikke kunne vide det, da man besluttede at trække tropperne ud. Således udtaler Per Stig Møller til Ritzau til spørgsmålet om, hvorvidt de irakiske myndigheder kunne holde styr på sikkerheds-situationen: “Det kunne de så ikke, men det kunne man jo ikke vide dengang.“

Dengang var i slutningen af 2006, og samtlige efterretninger fra både Pentagon og FE pegede ellers på, at Basra ikke var klar til overdragelse. Selv udtalte Per Stig Møller til Folketinget den 5. december 2006, da han skulle forsvare, hvorfor Danmark ikke trak sine tropper hjem fra en håbløs krig, at “de fleste eksperter er da også enige om, at det er for tidligt at trække sig ud af Irak.“.

Hvorfor regeringen pludselig skiftede mening om, hvordan forholdene var i Irak, må vi selv gætte os til. Det mest sandsynlige er, at både de danske og engelske tropper blev tvunget ud af oprørsgruppernes bombardementer.

Under alle omstændigheder dækker den nye løgn om situationen i Irak og baggrunden for, at tropperne blev trukket ud, over et nederlag til besættelsesmagten.

Flere artikler fra nr. 272

Flere numre fra 2007

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 2345 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside