Socialistisk Arbejderavis
Nr. 273 – 11. oktober 2007 – side 6
Bliv ikke narret af EU‘s “reformtraktat“
Alex Callinicos
Et af de få ægte demokratiske øjeblikke inden for de sidste par år var i maj og juni 2005. Det var der, hvor den europæiske Forfatningstraktat blev forkastet ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland.
Nej-stemmerne var et resultat af stærkt bevægelsesarbejde, som trodsede den næsten enstemmige støtte til et ja til Forfatningstraktaten fra størstedelen af spidserne i det industrielle og politiske landskab over hele Europa. Og nej-bevægelserne var primært ledet af den yderste venstrefløj, som førte kampagne imod Forfatningstraktaten, da det ville resultere i en cementering af nyliberalismen i EU´s økonomiske politik.
Dette udbrud af demokrati kommer ubelejligt for Europas top, hvilket gjorde, at man på det sidste EU-topmøde i juni valgte at pakke Forfatningstraktaten ind i nyt gavepapir, nu med benævnelsen ’reformtraktat’, der vel at mærke ikke kræves at blive stillet til afstemning.
Man kunne forestille sig, at denne nye proces vil blive en pinlig affære for den britiske regering. Det var trods alt Tony Blair, som gav et løfte om at sætte forfatningstraktaten til folkeafstemning, hvilket dengang tvang Frankrigs daværende præsident, Jacques Chirac, til at gøre det samme, med katastrofale konsekvenser til følge.
Denne politik blev slået fast i Labours program ved valget i 2005, men nu gør Gordon Brown det klart, at der ikke kommer nogen folkeafstemning om denne reformtraktat. Grunden skulle være, at reformtraktaten er væsentligt forskellig fra Forfatningstraktaten. Men det er rent nonsens.
Dokumenterne indeholder præcist de samme tiltag der til forandringer af EU. Som Valéry Giscard d’Estaing, arkitekten bag den oprindelige forfatning, siger det: “De europæiske regeringer er nået til enighed om at foretage kosmetiske forandringer af forfatningen, så det hele bliver lettere at sluge.“
Analyse
Faktisk er reformtraktaten på nogle områder værre, som påvist i en ny analyse af Pierre Khalfa fra den franske anti-globaliserings-koalition, Attac.
For eksempel indeholdt Forfatningstraktaten ingen referencer til kristendom, på trods af den katolske kirkes indædte lobbyarbejde. Men reformen taler om Europas “religiøse kulturarv“.
Dette er på flere måder en skændsel. For det første underminerer den princippet om adskillelse af kirke og stat, hvilket burde være grundlæggende i et ethvert sekulært samfund.
For det andet gør ophøjelsen af den primært kristne kulturarv andre troende, og mest af alt muslimerne, til andenrangs borgere. Dette signal og ordvalg giver også ekstra vind i sejlene for den franske præsident Sarkozy´s kampagne for at holde Tyrkiet ud af EU.
Derudover påpeger Khalfa i detaljer, at reformtraktaten gentager alt det, som den tidligere Forfatningstraktat indeholdt om at gøre EU til et globalt center for neoliberal imperialisme side om side med USA.
Reformtraktaten går længere ved at kræve “fremadskridende undertrykkelse af alle restriktioner på international handel og udenlandske investeringer“. Den slår også fast, at Den Europæiske Centralbank, der ikke står til ansvar over for nogen, kun har til opgave at bekæmpe inflation, til forskel fra f.eks. USA’s nationalbank, som også har til opgave at opretholde fuld beskæftigelse.
Reformtraktaten giver den ikke-valgte Europa-kommison magt til at gennemtvinge privatisering af den offentlige sektor og vil binde EU og Nato sammen omkring “en moderniseret Atlantisk alliance“. Traktat-underskriverne lover at udvide deres militære styrke med henblik på at iværksætte flere internationale operationer for “at bidrage til kampen mod terror“.
Så der er overvældende grunde til at sende reformtraktaten til folkeafstemning. Det bringer os til den egentlige grund til, hvorfor topmødet i juni gennemførte farcen med at pakke Forfatningstraktaten ind i nyt gavepapir.
Alt tyder på, at hvis reformtraktaten sendes ud til nye afstemninger, vil også den blive forkastet i mindst ét land. Og den kan kun træde i kraft, hvis den bliver godkendt af alle 27 EU-medlemslande.
I Storbritannien er der voksende harme imod Brown´s forkastning af en folkeafstemning. Han risikerer at fornærme Murdoch´s presse og the Daily Mail, som han har været omhyggelig med at opvarte. Men kritikken kommer ikke kun fra EU-skeptikerne på højrefløjen.
Fire fagforbund har protesteret imod, at Storbritannien er undtaget fra selv de mindste sociale rettigheder, som er indeholdt i reformtraktaten. Enkelte af Labours parlamentsmedlemmer kræver en folkeafstemning. Det er måske blevet tid for Gordon Brown til at gå i defensiven.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed