Socialistisk Arbejderavis
Nr. 273 – 11. oktober 2007 – side 13
Boganmeldelse
Profeten og proletariatet
Alexander Lassithiotakis
Islam er vor tids fjendebillede nr. 1, og muslimhetz og islamofobi den mest udbredte form for racisme. Som venstrefløj må vi derfor bekæmpe racismen og forsvare muslimers ret til at være mennesker på lige fod med alle andre.
Samtidig har venstrefløjen traditionelt været bannerførere for kritikken af religiøse institutioner og ideer, samt af at vores konservative modstandere ofte har legitimeret deres angreb på arbejderklassen, hvad enten det handler om at retfærdiggøre krige eller at forhindre fri abort, med henvisninger til gud og religion. Derfor er det ikke så mærkeligt, at man som socialist i dag kan blive forvirret over, hvordan man skal forholde sig til religion; og i særdeleshed islam. Men for at kritisere må man forstå.
Den norske nyudgivelse, Profeten og proletariatet af Chris Harman, er et bidrag til at forstå islam, islamisme og det faktum, at mange millioner verden over vender sig mod politisk islam som en bannerfører for kampen mod imperialisme og for social retfærdighed.
Styrken ved bogen er at den sætter islamisme ind i en historisk sammenhæng, der gør det muligt af forstå, hvordan islam som politisk(e) strømning(er) kan vinde frem i situationer med krig, besættelse og undertrykkelse. Harman viser, hvordan islam kan blive organisator og platform for social kamp i situationer, hvor andre politiske alternativer ikke findes eller er svage.
Den første del af bogen beskriver forholdet mellem islam og folkeligt oprør generelt. Her beskriver Harman, hvad det er for nogle ideer i islam, som islamismen tager afsæt i, men også hvordan Islamismen, der retorisk og ideologisk lader til at være en tilbagevenden til en “oprindelig“ religion, i virkeligheden er en moderne nyfortolkning af skrifterne.
Materialistisk forståelse
Med denne forståelse åbnes der op for en materialistisk forståelse af, at det er den virkelige verdens problemer ,der afgør ,hvilke ideer folk får i deres hoveder.
Islam, eller religion i almindelighed, er altså ikke et færdigpakket idésæt man bare kan tilslutte sig. Religiøse ideer er tværtimod et forsøg på at begribe den reelle sociale verden, man indgår i, og bliver derfor omfortolket eller snarere defineret udfra den historiske kontekst, de religiøse lever under.
Herefter går Harman videre til at beskrive islams klassebasis; hvordan politisk islam er et forsøg på at mediere mellem forskellige klassers interesser; på den ene side levere argumenter om en retfærdig verdensorden og et program for at kæmpe for bedre forhold, der appellerer til arbejdere og bønder, og på den anden side fungere som garanti for, at middelklassen og dele af magthaverne ikke mister deres privilegier.
En politisk islam, der ikke appellerer og til en vis grad lever varen overfor underklassen, får ingen opbakning, og derfor kan det heller ikke undre, at en islamisk bevægelse, der reelt kæmper mod besættelsesstyrker (fx Hizbollah i Libanon eller Al-sadrs mehdi-milits i Irak) eller er garantien for et velfærdssystem (fx Hamas i Palæstina) opnår folkelig tilslutning.
Derfor kan vi ikke som socialister bare afvise de folk i Mellemøsten, der kæmper under islams banner. De kæmper måske under en grøn fane og til lyden af fredagsbøn, men de kæmper for social retfærdighed, velfærd, fred og demokrati, nøjagtigt som arbejdere og socialister i Vesten, selv om vores flag er røde og vores slagord er sekulære.
Kritisere religion
Hvis vi vil kritisere religion, bliver vi altså nødt til at starte med at forstå, at udgangspunktet for politisk islam er det samme som for dem, der bliver socialister. Religøse ideer må altså mødes med et svar på de reelle problemer, som folk i Mellemøsten står i. Ateisme og materialisme i en marxistisk betydning er altså at formulere et perspektiv for kampen mod den virkelige verdens forhold.
Hvis vi bare afviser religionen, de religøse, og hverken vil beskæftige os med dem, forholde os til dem, eller kæmpe sammen med dem for en bedre verden, så er det en lige så idealistisk (og utilstrækkelig) position som den religion, man tager afstand fra.
Omvendt er kritik af politisk islam nødvendig. For samtidig med at bygge på en appel til underklassen vil den næppe bryde med middel- og overklassens privilegier. Derfor vil islamistiske bevægelser heller ikke kunne levere varen.
I nogle tilfælde kan det betyde, at bevægelsen simpelthen falder fra hinanden, og at folk vender sig mod andre ideer og ledere, i nogle tilfælde betyder det, at magthaverne bruger islamismen til at knuse det folkelige oprør og arbejdernes og bøndernes rettigheder. Derfor må vi som socialister forstå, både hvilke forhold der gør, at folk tilslutter sig islamiske bevægelser og ideer, samtidig med at vi er nødt til at kritisere islamismen og kæmpe for, at bevægelsen kan få de ideer, der gør, at den reelt kan tilkæmpe sig en bedre verden.
Nogle gange kæmper socialister sammen med islamistiske bevægelse mod den stat, der undertrykker, samtidig med at socialistiske og islamiske bevægelser står i et konkurrenceforhold om at vinde argumentet for bevægelsens fremtid. Således er det nødvendigt med et nuanceret, menneskeligt og levende billede af, hvad islamisme er.
Faldgrube
Med den forståelse bliver islam transformeret fra et færdiglåst system af ideer til en konkret politisk og foranderlig aktør i den virkelige verden.
I anden del af bogen gennemgår Harman forskellige, konkrete islamistiske bevægelser og deres udviklinger. Vi kommer gennem Egypten, Algeriet, Iran, Sudan og Afghanistan og gennemgår de forskellige erfaringer og udviklinger, de islamistiske bevægelser har gennemgået her.
Fra den overordnede marxistiske analyse i første del, beskrives her de forskellige forhold, udviklinger, udfordringer og faldgruber, som bevægelserne gennemgår. Man kan skimme sig igennem noget af det, mens andet er et must for at kunne indgå i de diskussioner, der konstant kører på venstrefløjen.
Den norske udgivelse er en oversættelse af den oprindelige engelske tekst, som blev skrevet af Harman i 1994, og opdateret med et afsnit om Afghanistan ,efter at USA invaderede landet i 2001.
Selv om pjecen har fået et nyt norsk forord, savner man som læser, at den var blevet opdateret endnu en gang med afsnit om udviklingen i løbet af de sidste år, specielt i forhold til Irak, Palæstina, Egypten og Libanon. Desuden mangler der en konkret gennemgang af islamisme i Vesteuropa og USA, der også i sin konkrete udvikling er forskellig fra den islamisme, vi har set i de forskellige dele af Mellemøsten og Nordafrika.
Ikke desto mindre må man sige, at Harmans bog er en uundværlig guldgrube for socialister, der vil forstå, hvad islamisme er, og hvordan vi som socialister skal forholde os til fænomenet. Specielt hvis man vil skifte sine fordomme ud med en dybere forståelse.
Profeten & Proletariatet – Islamsk fundamentalisme, klasse og revolusjon
Chris Harman
Kan købes på www.modstand.org for 50 kr.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed