Socialistisk Arbejderavis
Nr. 273 – 11. oktober 2007 – side 13
Marxismens ABC: C for Centrisme
Hvad er der mellem reform og revolution?
Martin B. Johansen
En reformist vil forandre samfundet gennem reformer, der vedtages i parlamentet – en revolutionær kæmper for, at arbejderne overtager magten ved en revolution. Dét er næsten børnelærdom. Men er det muligt at holde på begge heste?
Strengt taget må man sige nej – det er enten-eller. Men i historien finder man mange eksempler på organisationer, der enten i deres egen selvforståelse eller i praksis er både reformistiske og revolutionære. Fordi de befinder sig i “centrum“ mellem yderpunkterne reform og revolution, kalder man den slags partier for centrister.
Betegnelsen centrisme opstod mod slutningen af Første Verdenskrig, da revolutionen brød ud i Tyskland. Hundredtusinder af tyske socialdemokrater gik til venstre og tilsluttede sig revolutio-nære ideer. Nogle af lederne gik med, men de havde ikke forladt de reformistiske ideer. Da ideerne begyndte at støde sammen, udviklede lederne en både-og-holdning: Når de revolutionære sagde “overtag magten gennem arbejderråd“, og reformisterne sagde “overtag magten gennem parlamentet“, så sagde centristerne “vi skal have både arbejderråd og parlament“.
I længden kunne det ikke lade sig gøre at have begge dele, og da de første kampe ebbede ud, så forsvandt arbejderrådene. Problemet med centristerne var, at de med deres både-og-holdning reelt undergravede arbejderrådene og i praksis placerede sig i reformisternes lejr. Derfor ville Lenin ikke samarbejde med dem og lagde et hårdt pres på det centristiske parti for at få dem til at vælge side. Resultatet blev, at omkring 350.000 medlemmer tilsluttede sig det revolutionære tyske kommunistparti.
Der er to vigtige træk ved centristiske partier: Der er både ægte revolutionære og ægte reformister blandt medlemmerne, og deres politik indeholder både revolutionære og reformistiske ideer. I praksis bliver politikken et misk-mask – Trotskij sagde, at centrismen indeholder “alle regnbuens farver“. Men konsekvensen er, at centristerne mere lader sig påvirke af klassekampen, end de forsøger at påvirke klassekampen.
Når klassekampen blusser op, så følger centristerne med på barrikaderne med revolutionær retorik. Men når kampene daler, så er centristerne ikke dem, der forsøger at holde fast ved at opbygge en stærk organisation i arbejderklassen. I stedet udvikler de reformistiske programmer, som bedre taler til den aktuelle stemning blandt arbejderne. De gør det under dække af at være “realistiske“ – men realismen består i, at politikken ikke kræver afgørende ændringer af styrkeforholdene i klassekampen og således heller ikke kræver aktivitet og opbygning i arbejderklassen selv. De underlægger sig med andre ord de eksisterende styrkeforhold i stedet for at ændre dem.
Fordi centrismen indeholder reformistiske ideer, vil de have en tendens til at binde sig til erklæret reformistiske partier og følge med dem til højre. Men omvendt indeholder centrismen også revolutionære holdninger, og det betyder, at mange medlemmer af centristiske partier i praksis kan vindes for det mest centrale i revolutionært arbejde, nemlig opbygning af aktivitet nedefra.
Se også:
SAA 273: Socialisme i det 21. århundrede: Marxisme 2007
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed