Socialistisk Arbejderavis
Nr. 274 – 29. november 2007 – side 3
Marxismens ABC: D for Diktatur
... altså proletariatets diktatur
Martin B. Johansen
Bare man nævner begrebet “proletariatets diktatur“, så rynker de fleste på næsen og tænker på Stalin og de gamle, benhårde diktaturer i Østblokken. Hvis begrebet kom fra Stalin, så var der ingen grund til at bruge mere tid på det.
Men faktisk stammer begrebet “proletariatets diktatur“ fra Karl Marx, så lad os se på, hvad han egentlig talte om. I Det Kommunistiske Manifest fra 1848 skriver han:
“Arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet. Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet som herskende klasse.“
Selve begrebet “proletariatets diktatur“ begyndte Marx først at bruge et par år senere, men indholdet svarer til citatet.
Der er to vigtige ting at lægge mærke til i Marx’ brug af begrebet diktatur.
For det første ser han det ikke i modsætning til demokrati, proletariatets diktatur er snarere forudsætningen for et egentligt demokrati.
For det andet handler det ikke om at erstatte demokrati med diktatur, men om at skifte ét diktatur – kapitalens – ud med et andet, arbejderklassens. Det handler om at udskifte mindretallets diktatur med flertallets.
Det er ikke så svært at forstå, hvorfor marxister opfatter det nuværende samfund som et diktatur snarere end et demokrati, hvis man skal tage de to begrebers egentlige indhold på ordet. For selv om vi formelt har et (parlamentarisk) demokrati, selv om vi kan vælge politikere på både lokalt og nationalt plan, så har de parlamentariske organer ikke ret meget magt. De har i hvert fald ikke magt til at gennemføre radikale forandringer.
Se bare på valgene til Folketinget. Næsten ingen politikere stiller sig op og lover radikale forandringer af samfundet. Fra SF til Dansk Folkeparti handler det om at love at bevare det bestående, forskellen på partiernes politik er ret overfladisk. Ingen taler om at afskaffe boligspekulation, ingen taler om at indføre arbejderkontrol over produktion og service, ingen taler om en overordnet samfundsmæssig styring af investeringerne.
Forklaringen ligger i, at den privatejede kapital har enormt stor magt. Hvis kapitalisterne føler sig usikre på regeringen, så skaber de uro på aktiemarkedet, renten går i vejret, og landet kastes ud i økonomisk kaos med massearbejdsløshed. Og med neoliberalismen har flertallet af politikere givet erhvervslivet direkte indflydelse på universiteter, sundhedsvæsenet, ældreplejen, den kollektive transport osv.
Med andre ord: Den egentlige magt i det nuværende samfund ligger ikke i parlamentet, men i direktionslokalerne. Derfor er det meningsfuldt at tale om diktatur snarere end demokrati.
Proletariatets diktatur handler om at vende magtforholdene i samfundet på hovedet. Det handler om, at arbejdere af alle slags finder sammen som klasse, tager den politiske magt fra borgerskabet og dernæst den økonomiske. Først når den kapitalistiske økonomi er opløst og erstattet af en socialistisk planøkonomi, kan vi begynde at tale om et egentligt demokrati, hvor flertallets deltagelse i politik handler om, hvordan hele samfundet skal se ud.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed