Socialistisk Arbejderavis
Nr. 274 – 29. november 2007 – side 10
Rusland 1917
Massernes magt
Mike Haynes
Revolutioner er noget skidt. I hvert fald, når det drejer sig om ægte sociale revolutioner. Revolution kan være en god ting, så længe de er begrænset til politiske forandringer i samfundets top. Så er det kun glasuren på kagen, der er forandret. Som den franske revolutionære Babeuf en gang sagde, så handler disse revolutioner om at skifte et sæt af røvere ud med et andet.
Det virkelige problem er, når revolutionen truer røverierne som sådan. Dette er den slags revolution, som sætter kontrollen over samfundet og dets ressourcer i centrum.
I denne situation, siger én historiker, bliver revolutionen “kapret“. Den går fra at være selv-begrænsende til at blive alt-ædende, siger en anden. Den begynder at æde sine egne børn, siger en tredje.
Dette er en doktrin, som passer enormt godt for samfundets magthavere. Det er muligt, at du ikke er så stærk, så rig eller så magtfuld som os, det kan være, at vi bestemmer over din skæbne, men sådan skal det være. Gør du oprør, så bliver det værst for dig selv.
Du må forstå, at det er vores magt og rigdom, som gør os begge frie. Så det bedste er at tie stille og knokle videre, så vi alle kan blive rigere og mere magtfulde.
Denne historie har vi i lang tid hørt fra konservative politkere og konservative historikere. Men i de sidste 20-30 år er historien blevet genfortalt af progressive historikere, som skriver om den russiske revolutions “uundgåelige“ nederlag.
Alle revolutioner slår fejl, siger de, og Rusland var den største fejltagelse af alle. Disse såkaldte “revisionister“ udtrykker sig somme tider i nye termer, men de gentager de gamle historier om faren ved ekstreme ideer, om massernes vildskab, om psykopater der kommer til magten og så videre.
Budskabet er simpelt. Du skal ikke tro, at verden kan være anderledes. Stol på langsomme reformer. Vær tålmodig.
Den virkelige historie viser noget helt andet. Revolutioner kan sandelig være uregerlige, men de er også kreative.
Dette er, hvad Morgan Philips Price, en engelsk korrespondent, skrev om Rusland i kaos mod slutningen af 1917: “Hvis det ikke var for de revolutionære råd i byerne, landsbyerne og blandt soldaterne i garnisonerne, så ville anarkiet være 50 gange værre ... Det er helt naturligt, at den herskende klasse i England og deres allierede for at redde sig selv er nødt til at miskreditere bevægelser som disse, som præger den russiske revolution.“
Dette er et stærkt budskab, som tilbageviser de revisionistiske historikere. I en virkelig revolution bliver samfundet polariseret. Folk bliver sat på prøve, og de vælger side. Hvordan dette finder sted, får indflydelse på, hvad der sker sidenhen.
Den russiske revolution fandt sted midt under den hidtil blodigste krig. Den var et forsøg på at stoppe krigen og omstyrte de samfund, der havde skabt den. Men både i og uden for Rusland begyndte de kræfter, der havde skabt krigen, at finde sammen for at knuse revolutionen. Revolutionen kom ikke på “galt spor“ på grund af sin indre logik, men på grund af intervention og borgerkrig.
Hvor de gamle magthavere i Rusland ønskede at tilbageerobre deres privilegier, så var frygten uden for Rusland, at revolutionen kunne fungere. Kontrarevolutioner handler altid om, at nogle ønsker at fastholde deres privilegier og vil knuse enhver udfordring nedefra. Der var kun meget få blodsudgydelser i 1917. Men dødstallet steg i årene 1918-1921.
Regeringerne havde intet problem med at støtte kontrarevolutionen i Rusland – de havde allerede sendt millioner i døden i første verdenskrig. Desperate tider kalder på desperate metoder, men af en eller anden grund forsøger historikere i dag at læsse al skylden over på de revolutionære.
I det lys er det nemt at se den degenerering af revolutionen, som bragte Stalin til magten, som en direkte udløber af 1917. Men det var det ikke. Stalin kom til magten i et magttomrum, som var skabt både af revolutionens manglende evne til at brede sig samt af den måde, hvorpå samfundet og de revolutionære blev revet fra hinanden på grund af den “borgerkrig“, som blev støttet udefra.
I næsten to årtier har det konservative synspunkt, der understreger, at Lenin førte til Stalin, været dominerende. Pessimismen om alle revolutioner præger bøger som Orlando Figes’ historie om den russiske revolution, “A People’s Tragedy“. Synspunktet har bredt sig til skolebøger og er med til at skabe morgendagens passive arbejdere.
For en tid syntes dette at give mening, da det – ganske kortvarigt – så ud til, at historien havde nået sin afslutning i 1990’erne. En lunken tid har brug for en lunken historie om brandvarme begivenheder.
Men 90-årsdagen for den russiske revolution finder sted på en helt anden baggrund. De tidligere radikales selvtilfredshed bliver udfordret af nye generationer, efterhånden som nyliberalismen ikke kan leve op til sine løfter.
Uligheden vokser, den sociale mobilitet er faldende, og vi ser ud til at være konstant i krig. Nye tider er med til at genåbne gamle debatter, men de kan gøre det med ny styrke.
Som i 1917 kan vi nu betragte de borgerlige og deres fromhed gennem krigens røgskyer – denne gang Irak og Afghanistan. Det er deres forståelse af virkeligheden, der har trukket os ud i dette morads. Vi kan også se, hvor nemt det er for stormagterne at skabe ødelæggelse, når de – næsten henkastet – forsøger at genskabe verden i deres interesse.
Det, der inspirerede folk i 1917, var muligheden for en anden verden. Det er deres og vores tragedie, at det ikke lykkedes. Men den største tragedie er, hvis vi begynder at tro, at vi slet ikke skal prøve, for alternativet til revolution er ikke fred og ro.
Alternativet er en verden med stormagtskonflikter, en verden hvor de rige bliver rigere, og hvor de fattige bare accepterer deres skæbne. Vi har desperat brug for en anden verden. Det er muligt at skabe en anden verden, og fortæller vi historien rigtigt, så bliver det nemmere at skabe den.
Se også:
SAA 274: Rusland 1917: 1917: Den russiske revolution
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed