Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 276 – 20. februar 2008 – side 8

Irak

Myten om sekterismen – politikken er del-og-hersk

Dahr Jamail

Hvis USA forlader Irak, vil den sekteriske vold mellem sunni- og shiamuslimer blive værre. Dette er, hvad både republikanere og demokrater vil have os til at tro. Det er dette centrale retoriske kneb, der bliver brugt til at retfærdiggøre den fortsatte besættelse af Irak.

Denne propaganda får – lige som anden af dens slags – næring og realitet i kraft af uvidenhed hos dem, der udsættes for den. På grund af de etablerede mediers forvrængning af sekterismen i Irak, tror offentligheden stadig, at sunni- og shia-muslimerne vil udrydde hinanden, hvis besættelsen ophører.

Det er værd at bemærke, at forud for den britisk-amerikanske invasion og besættelse af Irak, havde der aldrig været åben krig mellem de to grupper – for slet ikke at tale om borgerkrig. Hvad angår organisering og traditioner er Irak et samfund bestående af forskellige stammer, og nogle af de største stammer indbefatter både sunni- og shia-muslimer. Blandede ægteskaber er heller ikke unormalt.

I november 2003, kort tid efter jeg ankom til Irak, erfarede jeg, at det blev betragtet som værende groft og klodset, hvis man snagede i en persons sekteriske tilhørsforhold. Hvis jeg i uvidenhed eller uoverlagt kom til at spørge om det, var det typiske svar: “Jeg er muslim og jeg er iraker.“ I flere tilfælde var der svar, der var mere sigende, som det jeg fik fra en ældre dame: “Min mor er shia, og min far er sunni. Kan du se, hvilken del af mig, der er hvad?“ Det medfølgende smil sagde det hele.

Store blandede boligkvarterer var normen i Baghdad. Sunni- og shia-muslimer bad i hinandens moskeer. Sekulære irakere kunne danne livslange venskaber med hinanden uden nogensinde at gå op i hinandens sekteriske tilhørsforhold. Hvordan kunne et så velintegreret samfund eksplodere i kampe, voldelig sekterisme og etnisk adskilte områder? Hvordan kan man forklare de millioner af irakere, der blev fordrevet fra deres hjem, fordi de tilhørte den forkerte sekt på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

I 2003 fortalte Sheik Adnan, der holdt fredagsbønnen i sin moské, mig om en oplevelse, han havde haft. Under de første uger af besættelsen, var en amerikansk hærfører kommet til byen Baquba, der er hovedstad i provinsen Diyala, ca. 40 km nordøst for Baghdad, og som består af en blandet sunni-shia befolkning. Han forlangte at mødes med alle stamme- og religiøse ledere. Da de alle var mødt op, blev de forvirrede, da hærføreren instruerede dem i at deles: “Shia i den ene ende af rummet, sunni i den anden ende.“

Det ville nok ikke være helt forkert at tolke denne oplevelse som et bevidst forsøg på at iværksætte en “del-og-hersk-politik“ fra den britisk-amerikanske invasions side helt fra besættelsens tidlige begyndelse.

Der har ikke i de seneste år været foretaget nogen statistiske undersøgelser, der har kunnet fastslå den sekteriske sammensætning i Irak. Men da koalitionens midlertidige regering (Coalition Provisional Authority) under ledelse af Paul Bremer dannede den første irakiske marionetregering, blev der alligevel skabt en præcedens. De 25 pladser i det irakiske regeringsråd (Iraqi Governing Council, IGC) blev fordelt efter strengt sekteriske principper baseret på en antagelse om at 60% af befolkningen er shia, 20% sunni, og 20% er kurdere, hvoraf sidstnævnte hovedsageligt er sunnier. For god ordens skyld blev der også hentet et par turkmenere og en kristen ind.

Det er tydeligt at denne marionettrup, som blev indsat ved “demokratiets“ begyndelse i Irak, havde fået mandat til at gøre det klart over for befolkningen, at det var i landets interesse at begynde at tænke i sekteriske og etniske baner. Og som en uundgåelig følge heraf fulgte politiske magtkampe, som blev cementeret og skærpet ved valget den 30. januar 2005.

Ridser man bare lidt i overfladen, kommer et mørkere og stort set urapporteret aspekt af den amerikanske splittelsesplan til syne. En FN-rapport, der blev udgivet i september 2005, gav styrker fra det irakiske indenrigsministerium ansvaret for et organiseret felttog af anholdelser, tortur og drab på andre irakere. Disse særligt uddannede politienheder var rekrutteret fra de shia-muslimske militser Badr-organisationen og Mehdi-hæren.

I Bagdad i løbet af november og december 2004 hørte jeg masser af beretninger om dødspatruljer, der myrdede sunni modstandsledere og deres hovedsympatisører. Det var efter nederlaget ved ‘Operation Phantom Fury’, som den amerikanske belejring af Falluja den november blev kaldt, at den irakiske modstand spredte sig over Irak som en løbeild. Dødspatruljerne blev derfor iværksat for at slukke denne ild ved at eliminere lederskabet af den voksende modstand.

Ved roret havde “brandslukningsteamet“ den amerikanske ambassadør i Irak, John Negroponte, dygtigt assisteret af den pensionerede oberst James Steele, rådgiver for de irakiske sikkerhedsstyrker. I 1984-86 var Steele hærfører for det amerikanske militærs rådgivningsgruppe i El Salvador. Mellem 1981 og 1985 var Negroponte amerikansk ambassadør i det tilgrænsende Honduras. I 1994 anklagede ‘Honduraskommisionen om menneskerettigheder’ (the Honduras Commission on Human Rights) ham for omfattede brud på menneskerettighederne, idet de rapporterede, at mindst 184 politisk aktive arbejdere var blevet udsat for tortur og var ‘forsvundet’. En CIA arbejdsgruppe, der blev nedsat i 1996 for at undersøge USA’s rolle i Honduras, har registreret dokumenter, der indrømmer, at de operationer Negroponte tog sig af i Honduras blev udført af “særlige efterretningsenheder“ – bedre kendt som “dødspatruljer“ – bestående af bevæbnede og CIA-trænede honduranske enheder, der kidnappede, torturerede og dræbte tusindvis af mennesker, der var mistænkt for at støtte venstreorienterede guerillaer. Negroponte var ambassadør i Irak i næsten et år fra juni 2004.

Den eneste offentlige omtale, jeg har set af dette, var i magasinet Newsweek den 8. januar 2005. Her citeres Donald Rumsfeld, USAs daværende forsvarsminister, fra en diskussion om brugen af “the Salvador Option“ i Irak. Strategien i Irak sammenlignes med den strategi, der blev brugt i Centralamerika under Reagan-administrationen:

Dengang, med udsigt til en tabt krig mod salvadoranske rebeller, betalte eller støttede den amerikanske regering “nationalistiske“ kræfter, der angiveligt omfattede såkaldte dødspatruljer, rettet mod at jage og dræbe oprørsledere og sympatisører. Til sidst blev opstanden knust, og mange amerikanske konservative anser politikken for at have været en succes – på trods af drabene på uskyldige civile og den efterfølgende Iran-Contra-skandale (våben-for-gidsler).

USA-støttede dødspatruljer er blevet den primære årsag til dødsfald i Irak og overgår sågar den amerikanske militærmaskine, der er berygtet for sin kapacitet til massedrab. Det er ikke nogen hemmelighed i Bagdad, at det amerikanske militær regelmæssigt afspærrer områder, hvor modstanden står stærkt, såsom al-Adhamiyah kvarteret i Bagdad, og tillader styrker fra “irakisk politi“ og “irakisk hær“, maskeret med sorte elefanthuer, at passere de amerikanske checkpoints for at udføre bortførelser og snigmord i kvarteret.

Som en konsekvens heraf er næsten hele Bagdad og meget af Irak nu sekterisk opdelt. Som følge heraf er volden i hovedstaden tilsyneladende faldet noget på det sidste, nu hvor taktikken med at danne dødspatruljer og derigennem splitte befolkningen, i høj grad er opnået.

En indbygger i Bagdad, den pensionerede general Waleed al-Ubaidy, fortalte for nyligt min irakiske kollega, at han “gerne ville erklære sig enig i, at volden i Irak er faldet og at alt er fint, men sandheden er meget værre. Alt hvad der er sket er en dramatisk ændring af Iraks demografi.“ Baghdad er i dag en splittet by.

Amnad Ali, ledende ingeniør i en af Bagdads kommuner fortalte min kollega, Ali al-Fadhily: “Bagdad er blevet splittet op i to storbyer, og flere småbyer og bydele. I dag er der shia-Bagdad og sunni-Bagdad. Hver af disse er delt op i mindre landsbylignende dele, der bebos af de mange hundredtusinder, der er tvunget til at flygte fra deres hjem.“ Al-Adhamiyah, på Russafa-siden af Tigris, er nu udelukkende sunni-muslimsk, de andre områder er alle shia-muslimske. Al-Karkh-siden af floden er ren sunni-muslimsk, bortset fra Shula, Hurriya, og den smalle Aamil-stribe, der er domineret af shia-militser.

Irakere i Bagdad lægger skylden for de sekteriske mord på det irakiske politi og militær, og undrer sig over, hvorfor det amerikanske militær ikke gør mere for at standse dem. “Amerikanerne pålægger Maliki (premierminister Nouri al Maliki), at han skal sætte en stopper for den sekteriske vold, når de godt ved, at det er hans ministre der giver ordrer til den etniske udrensning“, siger Mahmood Farhan, fra ‘The Muslim Scholars Association’, en ledende sunni-muslimsk gruppe.

Et nyere eksempel på den amerikanske del-og-hersk-politik, er “handelen“ med medlemmer af den overvejende sunni-muslimske modstandbevægelse i Bagdad og i al-Anbar-provinsen, der udgør en tredjedel af Irak. Det amerikanske militær har udbetalt op mod 17 mio. dollars til stammeledere, der samarbejder. Pengene ryger direkte i hænderne på lokale stammeorganisationer, der i mange tilfælde har været involveret i angreb på besætterne mindre end to uger tidligere. Disse stammekrigere får betalt op til 300 dollars i måneden for at patruljere deres områder, især imod fremmede lejesoldater. I dag omtaler militæret disse mennesker som “bekymrede lokale borgere“, “opvågnende styrke“ eller blot “frivillige“.

Det er muligt, at volden er midlertidig faldende. “Amerikanerne troede, de kunne reducere modstandsangrebene ved at opdele den irakiske befolkning i stammer og religiøse grupper“, sagde en 32-årig mand fra Ramadi, der udtalte sig anonymt til al-Fadhily. “De ved, at de synker dybere og dybere i kviksandet, men de irakere, der samarbejder med amerikanerne narrer dem lige nu, og i sidste ende vil de anvende denne strategi imod dem.“ I slutningen af november 2007 havde det amerikanske militær hvervet 77.000 af disse stammekrigere, og forventede 10.000 mere. 82% af krigerne er sunni-muslimer.

Den amerikanske administration opretholder den politiske støtte til den shia-dominerede regering i Bagdad. Udfaldet af dette har været helt åbenbart. Den 1. december blev Adnan al-Dulaimi, formanden for Enigheds-Fronten, den sunni-muslimske politiske blok i det irakiske parlament, sat i husarrest i Adil-bydelen i Bagdad af irakiske og amerikanske sikkerhedsstyrker. De irakiske sikkerhedsstyrker tilbageholdt også hans søn Makki og 45 af hans vagter. De blev beskyldt for at fremstille bilbomber og myrde sunni-muslimske militsfolk, der samarbejdede med amerikanerne i området. Medlemmer af Enigheds Fronten, som besidder 44 af 275 sæder i det irakiske parlament, forlod umiddelbart parlamentet. De seneste uger har Maliki flere gange offentligt kritiseret og slynget anklager ud mod al-Dulaimi og udsender således sekteriske chokbølger, der yderligere forkrøbler den smuldrende politiske proces.

Det er vigtigt at nævne, at Maliki – en amerikansk marionet par excellence – kun gør, hvad han får besked på af amerikanerne. Efter valget i 2005 udpegede den valgte regering Ibrahim al-Jaafari som statsminister. Da Jaafari nægtede at følge den amerikansk-britiske linie, fløj Condoleeza Rice og hendes britiske kollega Jack Straw fluks til Bagdad, og inden deres korte visit var ovre, var Jaafari ude og Maliki inde som statsminister.

Set i lyset af disse fakta, er det store spørgsmål nu, hvorvidt Irak vil bevæge sig yderligere i retning af et etnisk opdelt mareridt, hvis besættelsen af landet ophører.

En forsmag på et sandsynligt scenarium ved en tilbagetrækning af de fremmede tropper så man i den sydlige by Basra. I september forlod 500 britiske soldater et af Saddam Husseins paladser i byens centrum og holdt op med at patruljere området. Ifølge det britiske militær er den samlede vold i byen siden faldet med 90 pct.

Dette er muligvis ikke en garant for, at de etniske uenigheder stopper efter en tilbagetrækning af de invaderende tropper. Men det viser, at når den primære årsag til vold, sekteriske stridigheder, ustabilitet og kaos bliver fjernet, så vil forholdene hurtigt ændre sig til det bedre. Skal vi så stadigvæk tro på, at besættelsen holder Irak samlet?

Dahr Jamail, der tilbragte otte måneder i Irak som uafhængig journalist, har skrevet bogen Beyond the Green Zone: Dispatches From an Unembedded Journalist in Occupied Iraq (Haymarket Books, 2007).
Hans artikler kan læses på www.dahrjamailiraq.com.

Artiklen er oversat fra International Socialist Review, nr. 57, jan.-feb. 2008

Flere artikler fra nr. 276

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Irak-krig 2002-?

Se flere artikler af forfatter:
Dahr Jamail

Siden er vist 2405 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside